img_5225
“Laver hun ikke andet, hende MM?” “Hvad Søren er den af, livet må da indeholde andet end solskin, huskøb og sponsorerede håndcremer – også selvom man er blogger?”

Sådan kunne man måske nok fristes til at spørge, når man hører, at jeg på fredag smutter til Barcelona i to dage med min veninde Anne Mette. Og sandheden er, at jeg laver faktisk andet end at rejse, nyde livet og hygge mig. Men så lidt som muligt! For jeg elsker at nyde livet og rejse! Både med familien, veninder og alene. Og jeg er i den vidunderlige situation, at alle de børn, jeg har lagt bug til, efterhånden er tre-et-halvt år, og de er udover en fantastisk mor (med en vidunderlig sans for humor, som gør det op for det faktum, at hun har en rædsom sangstemme) er udstyret med en ligeså genial far. Og han kan heldigvis sagtens være alene hjemme med sine poder i en weekend nu og da.

Faktisk har jeg de seneste par måneder lidt følt mig som en karakter i en tegneserie-stribe nogle gange. Da Hugo og Berta var babyer, mødte andre baby-mødre mig tit med modfattige øjne og tilbød deres kondolance over mit kuld. De synes, det var synd for mig, fordi jeg havde fået tvillinger. De forestillede sig velsagtens, at deres underskud og søvnmangel kun opløb sig til halvdelen af mit, og det kunne de næsten ikke bære på mine vegne.

Og nu er situationen så en anden, når jeg møder mødre med børn i samme alder som mine tvillinger. For rigtigt mange mødre med et barn i den alder, har nu en baby på armen. De arme væsner var lige nået over på den anden side af spædbørns-bjerget, og nu er de så trillet ned for foden igen med 120 kilometer i timen – og en tre-årig i hånden.
Og der står jeg så! Med nyvasket hår, to børn, der for længst sover igennem og (næsten) selv kan tage tøj på OG med en billet (og en reservation på et lidt for dyrt hotel) til Barcelona i håndtasken! Så nu har piben fået en ganske andet lyd. Hvor det før var synd for mig, får jeg nu at vide, at jeg jo også er så svine-heldig, at jeg har fået tvillinger. Og nu er det mig, der måber af benovelse over, at det, de har gang i, kan lade sig gøre! Jeg har prøvet, men jeg KAN ikke forestille mig, hvordan man kan have to børn, der ikke har samme rytme og behov. 

Livet er foranderligt og vidunderligt, vi er alle sammen forskellige, og da jeg fandt ud af, at Jon skulle spille teater i Odense og i den sidste del af sin ansættelse oveni skulle i gang med at filme en ny TV-serie (JUBIIII!!) ligeledes på Fyn, blev jeg allerførst hamrende lykkelig på hans vegne, fordi jeg ved, hvor latterligt glad, han bliver af at arbejde. Og da vi havde drukket champagnen og spist kransekagen, bookede jeg to dage i Barcelona sådan cirka midt i perioden, fordi jeg regnede med, at jeg ville få brug for en puster. For præcis et år siden var Jon ret meget væk hjemmefra, da han indspillede TV-serien MERCUR på Fyn, og jeg måtte især i den sidste del af perioden bide hårdt i græsset af træthed og manglende overskud efter at have stået for hjemmet ene dame i tre måneder. Så klog af skade købte jeg mig et frikvarter inklusive sol, yndlingsby og venindehygge.

Og nu kommer bonussen: Jeg trænger ikke engang til det. Der er simpelthen sket så stor en forandring på krapyl-området i det forgangne år, at jeg slet ikke på samme måde bliver mast af at stå for tingene derhjemme. Ungerne er meget, meget sjovere og meget mindre “anstrengende” (i mangel af et bedre superlativ), end de var for bare et år siden, så jeg har egentlig ikke behov for restitution. Hvilket jo blot må betyde, at jeg på søndag vender hjem med dobbelt op på overskudskontoen efter at have læst krimi ved poolen og spist tapas ved stranden i to dage med en dejlig homie (og måske iført denne badedragt. Den her blev nedstemt på Instagram, så jeg har sadlet om). 😉 (Begge links er reklamelinks)

Så jeps. Mit liv er andet end solskin, glimmer og kærlighed. Men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om én god grund til at give de ting scenetid, når de andre nu er så meget sjovere fokusere på og fylder så meget mere! 🙂