Jeg synes jo ikke, at det var være blogger er at betragte som et “rigtigt job“. Jeg har haft jobs, siden jeg var 12 år gammel, og igennem tiden har jeg både været posepakker i Føtex, toiletskrubber på en campingplads, værtinde i Sønderborg Sommerrevy, sat frimærker på kuverter, solgt telefonabonnementer til det hedengangne Orange fra et baglokale på Njalsgade på Amager og meget mere. Og jeg synes, jeg har samlet empiri nok til at sige, at blogging ikke falder ind under kategorien ‘arbejde’. Bevares, der har nu og da deadlines, der skal overholdes, møder, jeg forventes at komme til, og så får jeg heldigvis penge for noget af det, jeg laver, så jeg kan leve af det. Men jeg vil nu stadig betegne blogging som en lukrativ hobby.

Nogle gange, når jeg taler om mit erhverv med folk fra andre brancher, er de høflige og siger noget ala “Altså, jeg ved godt, det ikke er sjov og spas og gratis champagne, det hele”. Og til det svarer jeg altså “Njoeeeh, næsten!” Hvis man ville, kunne man tage til events for nye køkkenmaskiner, vitaminpiller eller gummisko i gennemsnit næsten hver dag, og jeg kunne jo også godt skrive alle mine indlæg fra en sofa eller et badekar. Hvis jeg havde et!

Jeg prøver i hvert fald ikke at dramatisere blogger-erhvervet. Det er vitterligt det nemmeste og sjoveste, jeg nogensinde har beskæftiget mig med! I freaking love ALL of it!

…. Lige indtil i går! Fucking HELL! Pludselig så jeg, hvor hårdt arbejde det kan være at få det helt rigtige billede! En pointe, der har været tabt på mig hidtil, måske fordi jeg ikke så ofte går efter de der helt rigtige billeder.

Men sagen er den, at jeg havde fået den fine idé, at jeg fredag ville hente ungerne i børnehave og tage dem med på en cykeltur ud til Selinevej på Amager. Jeg havde nemlig set hos både Emily og RockPaper, at der var en hel mark fuld af de der markblomst-agtige blomster, vi alle sammen ville ønske, vi havde eller kommer til at have i vores brudebuket. Jeg tror måske, at Københavns Kommune har inviteret nogle bloggere derud. Den invitation er imidlertid gået min næse forbi. Muligvis fordi de har opsnappet, at familien og jeg kigger på hus udenfor kommunen… Jeg tænkte, at sådan som de stod dér med store smil og store blomsterbuketter på deres billeder, ville jeg også stå. Men lidet vidste jeg, hvor meget de damer må have gennemgået for at få billederne i hus. (Eller måske er det bare nemmere, når man har bil og ingen børn).

Jeg lod mig således inspirere, smed Krapylerne op i el-ladcyklen, og så begav vi os på vej. Det blæste lidt ved rigeligt, og jeg havde ikke sådan vanvittigt meget strøm tilbage på kæmpecyklen, men der kunne vel ikke være så langt derud. FAIL!

Efter cirka tre kvarter kørte vi endnu, jeg havde kun få sekunders strøm tilbage på cyklen, sveden sprang af mig, vinden stod mig ind i ansigtet, Berta havde tisset i bukserne, og Hugo var faldet i søvn efter at have spildt hele sin is udover min pæne jakke. Men frem kom vi trods alt! Og her er det, at jeg lige vil komme med en anbefaling til andre, der skulle få samme idé: Lad være med at parkere bil eller cykel nedenfor den store bakke, man først møder. Når man engang har forceret den, er der nemlig yderligere cirka en kilometer at gå, før man er forbi al græsset og ærteblomstplanterne, til man når de RIGTIGE insta-blomster. Sådan som folk stod foroverbøjet i massevis over marken, kom jeg til at tænke på alle de polske gæstearbejdere, der hvert år valfarter til min barndomsegn for at plukke jordbær på akkord.

Aldrig nogensinde har jeg været så glad for noget, som jeg var for at finde en rulle Digestive-kiks i ladcyklen, så jeg kunne bestikke ungerne til at gå det sidste stykke for at få blomsterne i hus. Min cykel var nemlig alt for tung til at komme op ad bakken. Havde den stadig haft strøm, havde historien muligvis været en anden. 

Det skal til ungernes ros siges, at der ikke var noget som helst pis med dem! De har i sandhed blogger-blod i årene, de to poder. De gik på deres små ben hele vejen og havde stor optur over blomsternes mangfoldighed. Vi fik plukket en stor buket, og så forbrændte jeg tæt ved 500 kalorier, da jeg i stik modvind tilbagelagde de cirka ti kilometer til Langehjemmet i en hjernedødt tung elcykel uden el, hvor Jon heldigvis stod klar med hvidløgsmarineret kalvecuvette (Irma har tilbud). 

Blomsterne står fint i vaserne her i hjemmet og ser meget insta-perfect‘e ud. Og både min jakke og Bertas benklæder er lagt til vask. Og børnene sov godt i nat. Men havde jeg i forvejen kendt til opgavens strabadser, havde jeg sgu nok droppet Selinevej. 🙂