Jeg er i et bedre humør, end jeg har været i i langt tid i disse dage.
Normalt er mit gennemsnitlige mood ret fint, synes jeg. Sådan overordnet set. Men ved samme lejlighed må jeg indrømme, at min generelle standard-temperatur har været noget udfordret de sidste tre-et-halvt år – altså siden, Jons og min kærlighed bar frugt i form af fem kilo kropsmasse fordelt udover to sjæle, som vi fik lov at tage med hjem fra Riget en dag i starten af marts.
Inden vi fik børn, var jeg god til at hoppe op og falde ned på det meste. I starten af mine tyvere var jeg meget ked af det i en længere periode, fordi skæbnen ville, at et af de allervigtigste mennesker i verden blev taget fra os, der holdt så uendeligt meget af hende, og det kunne jeg ikke bære. Og det skal man heller ikke. Derfor var jeg ked af det. Og det er helt normalt og i meget sundt. Men ikke mindre forfærdeligt.

Da jeg kom ud på den anden side (for det gør man, vil jeg lige nævne, hvis der sidder nogen derude, som har det, som jeg havde det), oplevede jeg noget, der for mig var ret specielt. Og fantastisk. En meget alternativ terapeut, jeg gik hos, da jeg var længst nede, sagde, at det ville ske, og det gjorde det. Hun udtrykte det på den måde, at jeg, når jeg kom ud på den anden side af min sorg, og når såret var lægt og blevet til et ar, ville jeg være i stand til at se små diamanter i kanten af vejen, som andre ikke ville kunne se. Fordi, jeg havde set, hvor skidt, det hele kan være, ville jeg være bedre rustet til at lægge mærke til, hvor godt, det også kan være. For det ér det. Åh, hvor det er!

Jeg synes, at jeg siden dengang har gjort min umage med at få det bedste ud af livet (det lyder som en forbandet kliché, men gør det ikke mindre sandt), at hoppe op og falde ned på småting og altid cykle den smukkeste vej hjem. Spise desserten først, gør tirsdag aftner til festdage og nyde de forskellige faser, der er i livet, selvom de ikke alle sammen rummer alt det, vi drømmer om. For de er unikke og bringer alle sammen noget med, man fint kan gemme indeni til senere.
Og så mødte jeg Jon, og min verden sprang i luften. Helt og fuldstændigt. Det kan ikke siges bedre end det. Når man bliver rigtigt forelsket, smager alt bedre, solen skinner hver dag, og ens røv ligner en million i alle jeans. Alle de ting, jeg godt kunne lide ved mig selv, blev jeg bekræftet i, fordi han så mig på samme måde, som jeg helst selv ville. Det pjattehoved, jeg tit lagde låg på, når jeg var sammen med en potentielt kommende kæreste, blev større end nogensinde, og tankerne om, at mine babser var for små og min stemme for skinger, forsvandt som dug for solen. Sådan har jeg det faktisk stadig hver dag på grund af det, vi har skabt i det mellemrum, der er mellem os, og jeg sætter pris på det hver eneste dag, for det kan jeg slet ikke lade være med.

Og så kom børnene. Hux og Bertie. To børn, lavet på vores honeymoon, præcis som i en film. Næsten alt for perfekt. Og jeg har elsket dem højt og vildt lige fra starten.
Men det har sgu også været noget andet end det, vi startede med. Jeps, det har været hårdt. Ikke så meget det med de latterligt mange lortebleer eller den dårlige nattesøvn. Mere det med, at der pludselig var TO små mennesker, der tog det meste af den tid, vi plejede at have til hinanden og det overskud, vi plejede at give os selv og hinanden. Desuden var jeg altså 31, da jeg flyttede sammen med Jon, så jeg var vant til at have tid til mig selv og mine egne tanker og reflektioner. Farvel til den!
Jeg har aldrig i ét sekund mistet forelskelsen i Jon. Tvært imod, vil jeg faktisk sige. Hvis man gerne vil teste, om man har fundet sig en god mand, vil jeg anbefale, at man har insomni og så får tvillinger, hehe. Men jeg har savnet det, vi havde, før vi blev forældre, og jeg har været lidt trist over, at det var forbi.
Det manglende overskud har gjort, at jeg ikke har været helt lige så god til at hoppe op og falde ned på ting de sidste tre års tid, som jeg var inden. Jeg har taget mig selv i at bande af støvsugeren, fordi ledningen ikke var lang nok, gå helt i spåner over ikke at have mere mælk tilbage eller tude over, at Jon skulle ud med venner, når jeg nu synes, det var min tur til lidt solo-tid. Og jeg har skammet mig lidt over det. For hvordan kan det gå til, at man bliver MINDRE taknemmelig og MERE opfarende, når man får alt det, man nogensinde har ønsket sig?

Og nu begynder sagernes rette sammenhæng heldigvis lige så småt at gå op for mig. Eller mere præcist: Jeg er begyndt at fornemme helheden i tingene. For nu er vores labre co-produktion efterhånden de der tre-et-halvt år gamle. Det, der for kort tid siden var krævende, trættende og (let’s be honest) down right kedeligt, er erstattet af ting, der er sjove, underholdende og hyggelige. I stedet for at lege med LEGO hver evigt eneste eftermiddag, bager vi nu cupcakes eller går i Tivoli. Eller snakker om ting og cykler ud og glor på Den Lille Havfrue. Det sidste gjorde vi også før, men nu får vi rent faktisk alle sammen noget ud af det. Og jeg synes, det er SÅ sjovt at putte historien om Den Lille Havfrue ind i hovedet på ungerne og så vide, at de resten af deres liv vil vide, hvem Den Lille Havfrue er, men det her var altså allerførste gang, at de hørte om hende – ever. Og det var mig, der fortalte dem det.

Det er fantastisk at have babyer. Ingen tvivl om det! Livet er et mirakel, og at man har skabt det og fået tildelt ansvaret for det, er mageløst. Og trættende, opslidende og overskudskrævende. Vi er jo alle sammen forskellige, og der er sikkert mange, der ikke kan genkende de følelser, jeg her beskriver, men jeg ved også, at mange kan. Og jeg vil bare så gerne sige, at bøtten vender igen.
Jeg går for tiden rundt med en nærmest kronisk summen i maven af forsinket lykkefølelse. Alle de ting, jeg ikke har haft overskud til at komme i dybden med min optur over de sidste tre år, kommer nu op til overfladen og pibler rundt som små lynkinesere i mit indre og gør, at jeg sover bedre, griner mere og overtænker mindre, end jeg jeg har gjort de seneste år.

Måske handler det ikke om at gå rundt og være sprudlende lykkelig hele tiden. Måske er livet langt og fyldt med op- og ned-ture, og hvis man sørger for at holde fast i lykken og arbejde for at gøre det interessant for den at blive hængende, skaber man plads til, at man i perioder man bide i græsset, men så vende tilbage. Som en lille, buttet korkprop.
Jeg får nok ikke sagt noget med dette indlæg, som ikke er sagt før, men måske kan det ikke siges for tit. Man siger, at livet ikke går op, og det er nok også rigtigt, men jeg tror alligevel, at man kan komme langt med en tro på, at det gør.
Jon og jeg bliver aldrig nye kærester igen, og jeg er gået fra at begræde det faktum en smule til i stedet at få en lille glædestuder på over, hvor meget bedre, det vi har nu, er.
Vores kærlighed er ikke længere et håb om en lys fremtid sammen – efter et par år med lidt as og mas, masser af mos og ros, er vi rykket ind i fremtiden, og den viser sig at være endnu lysere, end jeg havde forestillet mig. <3