Det indlæg, jeg forfattede i én stor boble af overskud og optur i går, har fornærmet nogle af jer, der læser med. Heldigvis ikke alle, tror jeg, for der er også nogle, der deler min glæde. SÅ lad mig for en god ordens skyld starte med at sige, at dette indlæg ikke er ment som en form for voksen-skældud eller som mig, der tuder ned i en fadøl, fordi “mine læsere forstår mig ikke”. For sådan synes jeg SLET ikke, stemningen er normalvis. 🙂

Det, jeg får skudt i skoene i kommentarerne i gårsdagens indlæg er, at jeg ikke tænker mig om, når jeg skriver, at min veninde og jeg har brugt lidt for mange penge på det hotelværelse i Barcelona i weekenden. Eller når jeg skriver, at jeg har nyvasket hår. Eller når jeg skriver, at jeg havde regnet med at være lige så gudsjammerligt smadret som sidste gang, Jon arbejdede på Fyn i tre måneder, men denne gang oplever, at jeg faktisk HAR overskud og derfor ikke på samme måde behøver et pusterum.
Faktisk skriver flere læsere, at de opfatter indlægget som “fuldstændigt forfærdeligt”. Jeg beskyldes for at have behov for at hæve mig over og nedgøre andre, og en læser skriver, at hun “kender mange,” der er frastødt over min måde at iscenesætte mit perfekte liv på.

Oh, dear …
Og hvad stiller man så op med sådan en omgang? Fordi jeg lever af at skrive om mine tanker, kan jeg jo næsten ikke lade være med at reflektere lidt over det. Og min reflektion ender altså ud i, at jeg børster kritikken af som en hjulbener rapper.

Lige fra det allerførste indlæg har det været min mission at sprede god energi her på domænet – ikke at brokke mig over hverdagsbanaliteter. Det betyder ikke, at mit liv ikke indeholder småskavanker og problemer (hvis nogen har opskriften på sådan et liv, kan I bare ringe), og det betyder heller ikke, at jeg ikke inddrager dem i mine daglige indlæg, for det gør jeg jo.
Men jeg forbeholder samtidig mig retten til at ophøje det gode, for det synes jeg sgu, man skal. Især når man nu rent faktisk synes, at man har et rigtigt godt liv! Og (det skriver jeg ikke for at fornærme nogen) det synes jeg virkelig, jeg har! Det synes jeg i øvrigt, at rigtigt mange mennesker har, og jeg synes, at mange af dem har tendens til at fokusere på det, de ikke har i stedet for dem, de har, hvilket er synd.
Når jeg skriver om små-problemer her på bloggen, gør jeg det næsten altid på en humoristisk måde. Og når jeg skriver om livet sorte sider, er det indlæg, jeg bruger langt tid og mange følelser på at skrive.

En grund til, at jeg godt synes, jeg kunne tillade mig at være lidt kæk i min formulering om mit nyvaskede hår i går er, at jeg jo for Søren er mor til tvillinger. At mit hår er nyvasket, er en NYHED! Det var det knagme ikke for bare tre måneder siden. Jeg har aldrig nogensinde været ked af at have tvillinger, og jeg har aldrig synes, at det var helt lige så hårdt, som folk “advarede” mig om, for den formulering har jeg simpelthen nægtet at anvende.
Men jeg har saftsuseme haft travlt! Og jeg har været mere smadret, træt og færdig i bøtten, end jeg nogensinde har været i mit liv. Jeg har mødt sider af mig selv, jeg ikke håber at møde igen, og jeg har GLÆDET mig til at komme ud på den anden side af baby-stadiet.

Og dérfor synes jeg godt, jeg kan tillade mig at svælge lidt ved det faktum, at mine lækre unger endelig har fundet glæden ved at have en tvilling længe nok ad gangen til, at jeg kan nå et bad de fleste morgener. Og at Jons fravær ikke æder mig op indefra, men faktisk giver mig noget lækker kvali-tid med de unger, jeg sådan har glædet mig til at se vokse og blive til små mennesker i stedet for menneskelige kødklumper med iltre temperamenter. Mange tvillinger leger sammen, fra de er helt små. Ikke mine! De opdagede nærmest først hinanden i foråret.

Da Jon sidste år indspillede MERCUR på Fyn, var jeg alene med Hugo og Berta langt de fleste nætter og dage i tre måneder i træk, og til sidst tudede jeg, når Jon gik ud af døren, fordi jeg var ved at gå op i limningen. Og det skrev jeg også om her på bloggen.
Sådan er det ikke denne gang, hvor han nu atter er ansat på Fyn i en længere periode! Jeg havde regnet med det, jeg havde rustet mig, og jeg havde troet, det ville blive hårdt. And it ain’t! Meeen det må jeg ikke sige for højt, synes nogen. For hvad så med alle dem, der ikke har det lige sådan?

Ej, den går altså ikke.
Hvis man gerne vil fornærmes, kan man altid blive det. Jeg læser også nogle gange indlæg, klummer og artikler med folk, der brokker sig over alt mellem himmel og jord og tænker, at de kunne have det frygteligt meget værre og burde fokusere anderledes, men sådan er det jo. Vi er alle sammen forskellige, og vi har det forskelligt på forskellige tider i livet. Mit liv er mit liv, og det er det, min blog handler om.
Jeg ELSKER mit liv, og det har jeg altid gjort. Også dengang jeg var single og troede, jeg aldrig skulle finde en ordentlig mand, eller dengang jeg var fattig studerende og vanvittigt træt af studiet og faktisk også dengang, jeg stod med den største sorg, jeg nogensinde har oplevet.
Jeg prøver ikke at tegne et glansbillede af mit liv, men jeg fokuserer på det gode. Det synes jeg næsten er vores pligt – uanset hvor vi er i livet. Ikke hele tiden og ikke hele dagen, måske, men overordnet set. Vi har (så vidt vides) kun ét liv, og den helt store joke er, at vi ikke aner, hvornår det ender. Det eneste, vi ved, er at vi er her nu, og det nu skal leves.

PS: Og det omtalte hotelværelse koster 800 kr. pr. nat, og flybilletten til Barcelona kostede 700 kr., og hele baduljen er betalt med penge fra det loppemarked, jeg afholdt i weekenden. Den kunst er man da hjerteligt velkommen til at gøre mig efter! Faktisk vil jeg opfordre til det! 🙂