Min sommerferie er slut, men det er sommeren ikke. Selvom man kunne argmentere grundigt for, at den endnu ikke er startet. Min kalenderen siger, at sommeren strækker sig til slutningen af august, og jeg mindes, at den efter en noget våd premiere og spilleperiode sidste år gjorde et solidt comeback med en lille hedebølge i september. Så det er stadig sommer! BASTA!
Derfor har jeg stadig nogle ‘Hvad Vil Du Helst’er tilbage, og det bliver bedre og bedre! Denne gang har jeg haft held til at overtale min tidligere boss, chefredaktricen på ELLE, til at svare på mine spørgsmål! Cecilie Ingdal er herremeget #powerwomangoals på så mange planer. Hun ser altid fuldstændigt fejlfri ud, hun bor i den lækreste lejlighed (med privat tagterrasse!) midt i byen sammen med sin mand og datter, hun er uddannet jurist, og så er hun jo altså chefredaktør for ELLE!

Da jeg arbejdede på ELLE, fik vi alle sammen på et tidspunkt lavet sådan nogle personlighedsprofiler, som skulle hjælpe os til at arbejde bedre sammen. Forstå hinanden bedre, forstås. Her fandt jeg ud af, at jeg er 97% gul. Farven gul symboliserer den del af mennesker, som er udadvendte, sociale, og som har svært ved at sidde stille på en stol i længere tid af gangen uden input fra andre mennesker. De  får energi af sociale interaktioner og har ikke det store imod at være midtpunkt. Jup, that’s me.
Den blå farve er et billede på den del af os, som er gode til Excell-ark. De vil gerne bringe alting i orden og følger ting samvittighedsfuldt til dørs, og de har et godt og struktureret overblik. Den del havde jeg 5% af … Det er lidt til at grine af, men samtidig har jeg aldrig følt mig ramt så meget på kornet som med den beskrivelse.
Det sjove er, at Cecilie havde ret meget den samme personkarakteristik. Hvilket for mig siger ekstremt meget om hendes kognitive evner. For jeg ville aldrig, aldrig, ALDRIG kunne tillære mig det kølige overblik, den kvinde har i enhver situation. Hun er den vildeste chef, som ved alt om, hvad der foregår på alle niveauer, hun har en evig stræben efter nye erobringer (jeg arbejdede på ELLE, da hun fik ELLE Style Awards til Danmark. Det gør man altså ikke bare lige, kan jeg hilse og sige), og hun følger om nogen alting til dørs. Og samtidig er hun vanvittigt god til mennesker og elsker at mingle.

Nok roser fra mig! Nu vil jeg lade Cecilie Ingdal (der, inden hun blev gift og stadig hed Christiansen, jo altså delte initialer med Coco Chanel. Tilfældigt …?) om at få ordet!
Hvis man vil læse om øvrige deltagende i denne lille sommerleg, kan jeg anbefale at tjekke Andreas Jessen, min far, Maria Lucia eller Anne Mette Hancock ud. Jeps, spektret spænder bredt! 😉

Danmark eller udlandet?
Jeg ville ønske, at jeg kunne svare Danmark punktum. For jeg ELLE-sker at feriere i vores vidunderlige land, der rummer SÅ mange smukke steder … MEN jeg blev desperat i år og bukkede under ovenpå en forsommer, hvor jeg sågar har haft pels på … Så både Skagen og Bornholm blev byttet ud med lunere himmelstrøg i Spanien – og pelsen med bikini.

Kør-selv-ferie eller charterferie?
Må man svare ingen af delene?

Ferie med familie eller med venner?
Begge dele, men gerne med hver sit formål. I år blev det til sommerhus med familien (i kulde og regn – og en enkelt stranddag) – afløst af Barcelona, og til august en tur til champagne med de bedste venner.

Pool eller strand?
Ville så gerne svare strand … Men ærligt er det pool.

Gammeldags vaffelis eller Filur?
Sodavandsis er ikke lige mig … HELT klart gammeldags med hele pivtøjet. Hvis vaflen ikke er sprød, så må isen gerne komme i bæger, men flødebolle og flødeskum vil jeg ikke undvære.

Iskold fadøl eller Aporol Spritz i solnedgangen?
Selvfølgelig Aperol Spritz – eller endnu bedre champagne.