skaermbillede-2017-08-08-kl-11-29-23
Hvis man havde tid til at læse blogs i sin sommerferie (hvis man da havde sådan én), vil man måske kunne huske, at jeg postede det her indlæg. Jeg skrev lidt om mine overvejelser i forhold til at lade Berta få en bikini. Jeg var aldrig på nippet til at give hende én, men jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvorfor jeg havde det, som jeg har det med bikinier til småbørn. At jeg synes, at en pige (eller en dreng, for den sags skyld) på 3 år ikke skal gå i sådan én.
Det, der forvirrede mig var nemlig, at jeg ingenlunde har issues med, at Hugo dribler rundt i kjoler. Og hvorfor er det OK for mine børn at eksperimentere med det modsatte køn, men ikke med deres eget?

Mange af jer, der læser med, kom med massevis af gode og skarpe kommentarer, og holdningerne var meget delte. Nogle mente ligesom jeg ikke, at BH-badetøj er for småbørn, og andre kunne over-hele-hovedet ikke forstå, hvordan jeg på nogen måde kunne se noget som helst sexet i bikinier. I alt blev det til næsten 100 kommentarer, og jeg freaking ELSKER, at I har lyst til at engagere sig i den slags diskussioner. Det er sådan, vi bliver klogere, og jeg synes, det er hamrende vigtigt, at vi alle sammen bliver klogere, når det kommer til vores børns opfattelse af køn og seksualitet, for de små krapyler, der er børn i dag, har grundlæggende en helt anden fart på, end vi havde, da jeg var barn. Eller i hvert fald end jeg havde. 🙂

Da jeg var barn, badede jeg nøgen på stranden, indtil jeg gik i 2. klasse. Jeg tog tit badedragten på til at starte med, men når den var våd, smed jeg den igen. Jeg ved ikke, om det spillede ind, at min familie og jeg boede ned til en anden strand end den, de fleste af mine klassekammerater normalt frekventerede, og det faktum, at jeg et langt stykke ind i min barndom så yngre ud, end jeg var. Jeg var i hvert fald ligeglad, og det var mine forældre efter min bedste overbevisning også.
Min mor har i øvrigt aldrig gået med sminke. Hun har heller ikke brugt neglelak, plukket øjenbryn eller barberet hverken armhuler eller ben. Hun blev, ligesom jeg, gråhåret tidligt, og det fik hende til at farve sit hår. Og så var hun altid klædt i pænt tøj af god kvalitet og brugte udelukkende parfumen Rive Gauche fra Yves Saint Laurent. Og Elnetts hårlak, når hun og min far skulle ud. Hun havde ikke huller i ørene, og det måtte jeg heller ikke få, før jeg flyttede hjemmefra. Hun kunne ganske enkelt ikke se pointen i at stikke hul på sin krop for pynt, og hun synes, det så voksent (og lidt ækelt) ud, og det respekterede jeg selvfølgelig. Og dagen efter, at jeg flyttede hjemmefra, fik jeg en piercing i den del af øret, der hedder ‘tragus’. Den blev voldsomt betændt, og efter en måned måtte jeg tage den ud, og min mor fik således ret.

Min mor gik med andre ord op i sit udseende, men slet ikke i det samme omfang, som jeg gør det. Så det er ikke hende, jeg har mit dulle-gen fra. Og jeg er ikke MIN mor, jeg er Hugo og Bertas mor. Og jeg påvirker selvsagt mine Krapyler på en anden måde. Berta er meget nysgerrig omkring alt, der handler om, hvad jeg smører mig ind i, putter i håret eller tager på kroppen og fødderne. Især hvis det involverer glimmer. Og det medfører selvfølgelig et ansvar for mig.
I sommerferien gav jeg efter på neglelakfronten. For første gang, siden jeg er blevet mor, fandt jeg rent faktisk tyve minutter til at sætte mig ned og lakere mine negle, og da Berta så det, ville hun være med, og det kom hun så. Og Hugo ligeså. Berta valgte en turkis nuance, mens Hugo var mere til en dramatisk rød. Siden har Berta flere gange bedt om at få lagt neglelak sammen med mig, og det har vi så gjort. Jeg tror både, det handler om, at hun synes, det ser fint ud, men også, at det er noget, vi foretager os sammen, som ellers lidt tilhører mit voksendomæne. Hun føler sig som en “stor pige”, og den slags er altså i høj kurs for tiden. Og det er lidt der, kimen til dette dilemma ligger. For hvor går grænsen?

Berta har et par gange tidligere spurgt til, hvorfor jeg går med bikini, når hun ikke har én, når vi nu begge to er piger, og indtil nu har jeg svaret, at det er fordi, at jeg har bryster, og det har hun ikke, og det har hun været tilfreds med. I Kroatien skete der imidlertid det, at de fleste af de fire andre piger, vi rejste sammen med, som var mellem 4 og 8 år gamle, havde en bikini, som de havde på engang imellem. Berta har en almindelig gul badedragt, som vi købte i et supermarked i Mexico i vinter, men for det meste bader hun altså i en bade-heldragt med ærmer og ben, da det betyder, at hun derved er bedre solbeskyttet, og vi skal bruge mindre tid på at smøre hende ind i solcreme. Og samme setup gør sig selvfølgelig gældende for Hugo.
Men da Berta så, at de andre piger havde en bikini, spurgte hun, hvorfor hun ikke måtte få én, og det svar vævede jeg så lidt rundt om i en rum tid. Det var ikke noget, hun som sådan var vanvittigt insisterende omkring – hun undredes blot, og jeg undrede mig over, at det var mig så meget imod.

Men da jeg læste kommentarerne på det indlæg, jeg efterfølgende skrev om mit dilemma, fandt jeg lidt mere ud af, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Egentlig synes jeg ikke, der er noget problem i, at Berta får lov at gå i præcis det tøj, hun lyster, bare det passer til varmegraderne og er nogenlunde rent. Ligesom med Hugo. Og jeg synes ikke, at der er noget som helst sexet i et barn i en bikini. Eller i en g-string, en lårkort nederdel eller et PVC-kattekostume, for den sags skyld.
Men verden er altså, som den nu engang er, og vi lever i en verden, hvor alt lige pludselig kan ses af alle i kraft af internettet og sociale medier. Og verden har i dag meget mere travlt med at dømme, end den havde tidligere. Der skrives artikler stolpe op og stolpe ned om, hvornår man er en god nok forælder, hvornår madpakken er økologisk nok, om man er nok sammen med sine børn, og om man opdrager sine børn på den rigtige måde. Og det lærer vores unger af, og derfor vokser de også op i et samfund, som dømmer dem, og hvor de dømmer hinanden. Måske var verden præcis lige sådan, da jeg var barn, men der var det bare lettere at undgå overskrifterne, end det er nu.
Jeg er ked af, hvis denne generalisering får mig til at virke som en kæmpe nej-hat, det er bestemt ikke meningen. Jeg synes bare, det er en realitet, som man er nødt til at forholde os til.

Og jeg har altså to børn, der vokser op i et samfund fyldt med en masse strømninger, og det er min (og Jons, bevares) fineste opgave at navigere for dem, indtil de selv er i stand til det. Og det indebærer at være med til at kontrollere det udtryk, de møder verden med. Vi skal lære dem at hilse pænt, vise respekt, sige tak for mad og opføre sig ordentligt overfor deres kammerater. Og ligesom at min mor synes, det var for voksent og unødvendigt, at jeg havde huller i ørene, synes jeg det samme om at putte små børn i en bikini.
Som en læser ved navn Elisabeth fantastisk fint kommenterede: 
“Det Hugo eksperimenterer med, er jo de faste forestillinger vi har om, hvad der knytter sig til et køn – drengekønnet. Disse forestillinger har altid været skabte, og før i tiden (et godt stykke tid tilbage, men stadigvæk) ansås lyserød som “drengefarve” og blå som “pigefarve”. Det Hugo gør, er at bryde og lege med de her forestillinger, hvilket jeg tror alle har rigtig godt af!
Det som der er på spil med Bertas bikini, er som du skriver, en meget tidlig seksualisering af hendes krop. Det er jo desværre også noget skabt, og noget der bliver tillagt hende udefra, ligeså meget som Hugo’s ting bliver tillagt udefra, men når Berta får en bikini på, bryder hun jo ikke med de her forestillinger – hun spiller lige ind i dem.
Så hvor jeg som forældre ville have det fint med Hugos kjole, fordi han bryder med nogen tankegange som jeg personligt mener er forældede, så ville jeg have det sværere med Bertas bikini, fordi hun i stedet går ind i en seksualisering, som hun ikke er bevidst om. Og netop fordi det handler om seksualisering, og ikke om køn, så synes jeg, man har et større ansvar”.

Elisabeth har formået at ramme det, jeg selv synes, men ikke kunne hitte ud af, lige på kornet! Jeg har fuld respekt for, at man har det på andre måder, men jeg giver hende helt ret.
Jeg kan ikke helt følge argumentationen til dørs, fordi egentlig ville jeg gerne skrive, at når Berta (eller Hugo) begynder at gå i tøj, der har et andet formål end at holde dem varme, så synes jeg, det er et skråplan, for den slags skal hun slet ikke tænke på i en alder af 3 år. Men den argumentation ryger jo, når jeg lader dem have kjole på eller gå med Batman-t-shirts. For så burde vi jo bare fylde deres skuffer med sorte bluser og bukser. De får lov at udtrykke sig, som de vil med deres tøj – et langt stykke hen ad vejen.

I bund og grund må hverken Hugo og Berta gå i bikini, fordi Jon og jeg synes, det er forkert og sender et udtryk, de ikke selv er bevidste om, som vi ikke kan indestå for. Det gør Hugo måske også, når han har kjole på, men det udtryk kan vi sagtens stå inde for. Og jeg synes ikke, det er ikke op til ungerne selv at bestemme, for det er de ikke gamle nok til.
Da jeg læste psykologi på Freie Universität i Berlin i 2007, forstod jeg ikke alt, der blev sagt (på tysk), men der var en time i børnepsykologi, hvor jeg hørte ret godt efter. Da sagde underviseren, at små børn slet ikke skal have alle de valgmuligheder, de mange gange får i dag, og når man giver dem en forklaring på alting, føler de et medansvar, som de ikke er modne til at løfte, når ting går galt. Eksempel:
“Violetta-Alberte, du må ikke løbe på vejen, for så kan du risikere at falde og slå dig”.
Når tøsen så falder, føler hun, at det er hendes egen skyld. Det er det givetvis også, men det er hun altså ikke gammel nok til at rumme, og så vil hun føle sig som en fiasko, fordi hun føler, at det var forventet, at hun burde have vidst bedre.
Min tyske underviser sagde (på tysk, selvsagt. Jeg citerer efter hukommelsen), at “hvis et barn på 3 år siger, at det er tørstigt, skal det ikke have et valg mellem æblejuice og appelsinjuice. Det skal bare have noget at drikke”. Det tænker jeg tit på. Et ganske almindeligt “fordi jeg siger det” kan ifølge denne teori (guderne skal vide, at der findes mange teorier om børneopdragelse og -psykologi, som sikkert alle er lige rigtige. Eller forkerte) giver børnene en følelse af ontologisk sikkerhed og tryghed ved at vide, at mor og far har styr på det.

Og argumentationen til Berta kom også til mig, da vi en dag i Kroatien lå på stranden (hvor jeg havde iført mig en badedragt for at vise hende, at bikini ikke er det eneste rigtige), og hun fik øje på, at de andre børn lå og spillede på deres forældres iPhones under en parasol. Hun spurgte, om hun også måtte spille på min, og da jeg svarede nej, og hun spurgte, hvorfor de så måtte, sagde jeg: “Fordi hjemme hos dem bestemmer deres mor og far. Men hjemme hos os bestemmer din mor og far. Og vi vil ikke have, at man leger med iPhones på stranden“.
Berta: “Men jeg vil gerne.”
Mig: “Men det må du altså ikke.”
Berta: “Hvorfor ikke?
Mig: “Fordi jeg siger det, skat.”

Bum, end of discussion. Og sådan endte sagaen om bikien således også.
Når ungerne er store nok til de lange forklaringer om samfundstendenser, glæder jeg mig til at tage den op igen, men indtil da bliver det altså på oldschool manér. 🙂

Post Scriptum:
Okay, det er faktisk en uge siden, at jeg skrev det her indlæg. Jeg bliver ved og ved med at læse det igennem og kommer hver gang til den konklusion, at jeg modsiger mig selv. Og det gør jeg nok også, for i bund og grund er beslutningen om, at mine børn er for små til badetøj med brystholder, truffet ud fra en kollektiv mavefornemmelse mellem Jon og mig. Altså er den baseret på følelser. Og de kan ikke altid forklares. Og hvis man har det på en komplet anden måde, er jeg fuld af forståelse overfor det. På samme måde som at jeg heller ikke vil afvise, at madammen får sådan en bikini med firkantet top og trusse om nogle år. Men for nu er det altså et no go. 🙂