1800399_10153010905006886_7961656411144220867_n
Jeg læste lige det her indlæg på Canas blog og kom til at tænke på en sjov historie. Eller det synes jeg i hvert fald, den er, men nu kan man jo selv bedømme. Cana er jo, som jeg, fra Sønderborg i Sønderjylland, som ligger cirka 25 minutters kørsel (hvis man tager den nye motorvej. Jeg foretrækker dog den sceniske rute forbi Okseøerne og Annies Pølser, så mig tager det cirka 45 minutter) fra grænsen til Tyskland. Det betyder, at både Cana og jeg har et (nu gætter jeg, men sådan er det altså for de fleste sønderjyder) intimt kendskab til Jeltzin-vodka, kender alle brands indenfor tysk mælkechokolade og i hvert fald for 10 år siden kunne drikke enhver københavnsk mand under bordet i shots på under en time uden selv at blive andet end let svimmel.

Cana skriver i indlægget, at hun tit bliver spurgt til sin herkomst på grund af sit sydlandsk-klingende fornavn (og måske, efter at have indgået ægteskab med sit hjertes Hr. Buttenschøn, også sit efternavn?) som i øvrigt udtales ‘KARNA’ og ikke ‘KAAANA’. Bare lige til info. Og jeg forstår snildt undringen – jeg spurgte hende selv om det samme, da vi først mødtes. Jeg troede, hun havde spansk blod i årene, eller sådan noget. (Hvad sandheden så imidlertid er, kan læses her). 

Jeg er også tit blevet spurgt til min herkomst, faktisk. Inden jeg fik farvet garnet panikblond (det kalder jeg min hårfarve, fordi valget af den lyse tone primært er truffet for at skjule mine grå hår), havde jeg ligeså mørkt hår som Cana. Min mor havde faktisk sort hår og grønne øjne, så det må være der, jeg har det fra. Øjnene har jeg desværre ikke arvet – og det har ungerne heller ikke. Jeg havde ellers håbet. Om min mormor havde en affære med et postbud fra Puerto Rico eller omegn, skal jeg ikke kunne afvise, men så vidt, jeg er blevet fortalt, er jeg pæredansk. Men jeg nyder undringen, når jeg møder den. Det får mig til at føle mig så eksotisk.

Mest på spidsen blev sagerne sat, da jeg engang for et par år siden befandt mig liggende på ryggen i det, der mest minder om en spa-version af en tandlægestol, på en skønhedsklinik på det indre Frederiksberg. Jeg havde bestilt tid til at få ‘threated’ mine øjenbryn. En teknik, som kvinder tilbage til Ruder Konges tid har udviklet og anvendt andre steder i verden (blandt andet Tyrkiet og Libanon, ved jeg, men stensikkert også andre steder), og som heldigvis også i nutiden bringes til anvendelse forskellige steder i Danmark.
Kvinden, som udførte behandlingen på mig, havde anden etnisk baggrund end dansk. Da hun havde været igang med mine bryn et stykke tid, knækkede tråden, men hun fortalte mig, at det kun var godt, for det betød ifølge overtroen, at min svigermor holder af mig. Og Jon og jeg var nye kærester, så jeg var godt tilfreds.
Da hun var ved at være ved vejs ende med mine øjenbryn, begyndte hun at spørge ind til min etniske baggrund. Jeg fortalte, at min mor nedstammede fra Århus og min far fra det sønderjyske, som sandt er. Hun kommenterede, at jeg ellers så noget eksotisk ud, hvilket jeg tog som et stort kompliment, da det var december, og jeg følte mig mere bleg end Ed Sheran.
Hun fulgte sine spørgsmål op med endnu et:
“Er du sikker på, at du er helt dansk?”
Og mig:
“Ja, så sikker, som jeg nu kan være, i hvert fald”.
Hende:
“Okay. Nåh, men det er bare fordi … Skal jeg ikke lige threade din overlæbe også, søde?”
Og pludselig føltes det hele knap så meget som et kompliment, hehe. 😉

Billedet over indlægget er et par år gammelt, og ja, det er retoucheret. Og ja, hun må jo så have retoucheret mit moustache væk også!