At være mor til en dreng, der nogle gange har kjole på, minder på ret mange måder om at være mor til en dreng, der aldrig har kjole på. Eller en pige. Om den pige så går i kjole eller ej. Kan man sige. 😊
Da Krapylerne var for små til at have en mening om, hvad de havde på at tøj, havde de fælles garderobe. De første seks måneder brugte vi de to IKEA-poser fulde af tøj, som vi havde købt på Den Blå Avis et par måneder før deres fødsel, og den tidligere ejer var en dreng, så det var nok at kategorisere som drengetøj.

Hugo var den første af vores unger, der fik en holdning til sit tøj. Jeg tror, det var på grund af de andre drenge henne i børnehaven, for pludselig ville han kun gå i superheltetøj. Jeg og Jon var fortsat fuldstændigt ligeglade med, hvad vores børn har på kroppen, så længe det passer til vejret og er nogenlunde rent de fleste dage (ferier og weekender i koloen undtaget), så næste gang hans tøj blev for småt, gik jeg i H&M og købte udelukkende trøjer og T-shirts med billeder af Batman, Superman, Spiderman og de andre på, og således var alle glade. Berta forelskede sig i H&M i en kjole uden ærmer med et billede af pigerne fra Frost, og siden ville hun ikke gå i andet. Hun var villig til at skifte motivet ud, men hun var kun interesseret i lige præcis den model af kjole, og heldigvis er det en model, H&M er yderst lagerførende i. Så da vi alligevel snart skulle på ferie under varmere himmelstrøg, og hun manglede sommertøj, smuttede jeg atter ind i highstreet-gigantens børneafdeling og investerede i en 7-8 kjoler i samme model (der var udsalg). Og Berta var lykkelig! Ved samme lejlighed fandt Hugo den enhjørningekjole, han ses i på billedet herover og spurgte, om han måtte få den. Han var på det tidspunkt ret glad for My Little Pony, og jeg tror, der var tale om en forveksling. Men han fik selvfølgelig kjolen, som han havde på i børnehave et par gange, og da vi skulle på ferie, skulle den selvfølgelig med.

Her i Kroatien er vi sammen med to vennepar hjemmefra, der hver har to piger på henholdsvis 4, 6, 7 og 8 år, og de har kjoler på konstant. Og måske derfor har Hugo også sin kjole på næsten hver dag, og der er ingen af børnene, der studser over det. En enkelt gang sagde en af de store piger til Hugo, at han lignede en pige, og til det svarede Hugo “Ja”, og så var den potte ude. Der er heller ingen af børnene i børnehaven, der giver ham røg for sit tøjvalg. Det er faktisk kun voksne, der lige tager et dobbelt-take. Nogle tror måske, at jeg gerne ville have haft tvillingedøtre, men det kan jeg nu sagtens leve med. Men de fleste kommenterer rosende og kalder Jon og mig rummelige forældre. Og det er selvfølgelig dejligt! Det vil man sgu da altid gerne kaldes! 🙂

Men jeg synes ærligt talt ikke, at det er noget særligt. Hugo er kun 3 år, og han forbinder intet køn med at tage en kjole på. Jeg tror egentlig bare, at han godt kan lide enhjørningerne på den, og så er det så rart bare at skulle have ét stykke tøj på, og det kender man jo godt fra sig selv. Der var da også et tidspunkt, hvor David Beckham gik i sharong! Desuden havde han (altså Hugo) dagen efter, at han havde sin kjole på i børnehaven før sommerferien, sit Hulk-kostume på. Med biceps, triceps, skrå mavemuskler og hele molevitten. Han klæder sig, som han har lyst, og han har i øvrigt den mest fantastiske fantasi, og den har jeg ikke lyst til at stå i vejen for. Og Jon heller ikke.

Men i dag kom Jon og jeg til at tale om en ting. Vi lader jo Hugo klæde sig ganske, som han har lyst. Det er også meget oppe i tiden, at man skal lade børn selv finde deres køn, og måske blandt andet derfor er det nemt at nå den beslutning. Hugo er selvfølgelig også meget inspireret af de fire ældre piger, han omgås i disse dage.
Men det er Berta jo også. Og alle de andre piger har en bikini. De har også badedragter, men af og til bader de i bikini. Det samme gør sig gældende for mig – jeg har medbragt tre bikinier og to badedragter, som jeg skifter rundt imellem (endnu en fordel ved kør-selv-ferie frem for fly-bagage). Og indtil nu, når Berta har spurgt, hvorfor jeg har en bikini, når hun ikke har, har jeg svaret, at det er fordi, at jeg har bryster, og det har hun jo ikke. Og den har hun godtaget. Indtil nu. For de andre småpiger har jo heller ikke bryster. Så nu har hun i det små taget dialogen op igen.

Og her er jeg lidt splittet. På den ene side synes jeg jo, at Berta, ganske ligesom Hugo, skal have lov til at klæde sig efter sine præferencer og fantasi, selvom det kunne forarge nogen. Hugo tænker ikke på køn eller seksualitet, når han vælger sin kjole, og det gør Berta heller ikke, når hun har lyst til at tage en bikini på. Alligevel er jeg mere mådeholdende omkring det sidste, og jeg har svært ved at få min argumentation til at gå op.

– Jeg bryder mig ikke om, at Berta skal have bikini på, fordi jeg føler, at det sender et signal om noget seksuelt, som hun slet, slet ikke er gammel nok til. Men det gør Hugos kjole jo også.
– Jeg synes, at der er en tendens i vores samfund til, at særligt piger bliver yngre og yngre, når de begynder at gå op i at udstille sig på en bestemt (voksen) måde, og jeg vil meget gerne have, at Berta er barn så længe som muligt. Men Hugo udstiller sig jo også på en bestemt måde, når han går i kjole, så hvorfor må Berta ikke?

Jons argument for at lade Hugo gå i kjole og ikke lade Berta få en bikini var i morges, at Hugo leger med kønnet, og det skal også stå Berta frit for. Men hvis hun går i bikini, er der i en lille grad et seksuelt udtryk, som hun endnu ikke selv er herre (eller dame) over, og det er vores opgave at som forældre at kontrollere den slags, indtil hun selv er moden til det.
Og det er jeg sådan set enig i. Men jeg kan ikke lade være med at sige, at sådan er der også mange, der vil betragte det, at Hugo går i “dametøj”. Det er jo os voksne, der seksualiserer det – ikke ungerne.

Hvorfor synes jeg til en vis grad, at det er mere okay at eksperimentere med det modsatte køn end med sit eget? Jeg er endnu ikke nået til en konklusion. Hvad mener I?