I går forlod vi campingpladsen i Rovinj og satte kurs mod Krk, en lille ø cirka to timer derfra. På vej dertil gjorde vi holdt i en lille by ved navn Opatija, som var vanvittigt smuk og lækker, for at spise frokost. Imens vi spiste pizza og fritter, sad ungerne i græsset ved siden af vores bord og legede ‘Logister Have’ (de mener Zoologisk Have) med alle de medbragte plastikdyr, de havde i hver deres rygsæk, og den fik ikke for lidt. Der blev arrangeret rumekskurtioner for blandt andet end elg og en panter, lagde jeg mærke til. Jeg mærkede imidlertid trangen til at lette ben og gik derfor på toilettet.

Da jeg kom tilbage, var legen fortsat i fuld gang, og jeg ramtes af den lykkefølelse, jeg efterhånden får oftere og oftere over at have fået tvillinger, og således sagde jeg til miraklernes hunky far: “Tænk, hvis vi kun havde fået én. Så havde der siddet ét barn dér på græsset og leget helt alene.” Og lige, da jeg havde sagt det, stak Krapylerne af i et nærmest psykedelisk, kollektivt grineflip på jagt efter opdigtede kattekillinger. “Kæft, vi er heldige!”, sagde jeg og blev mødt af Jons anerkendelse.

“Jep, og hvis vi ikke havde fået tvillinger, ville du have været gravid nu”, sagde han og nikkede til min mave, der ganske vist buler, men blot af baguette-relaterede årsager. Og han har jo nok ret! (I så vid udstrækning, at man selvfølgelig aldrig selv helt kan planlægge, hvornår miraklet indtræffer, uanset hvor højt man ønsker sig at blive gravid). Vi har altid forestillet os, at der skulle være fire år imellem de to børn, vi havde ønske om at få, og Gud overhørte heldigvis vores forhåbninger og gav os i stedet 28 minutter til lige at vænne os til tanken om at være forældre, før nummer to tittede frem. Fandme syret at tænke på, at det kunne være faldet ud på en anden måde. Som alle andre forældre kan jeg jo på ingen måde forestille mig at være forældre til nogen som helst andre end lige præcis de udgaver af mine børn, jeg har, og de er jo i høj grad præget af at være født lige efter hinanden og vokse op sammen. Og grunden til, at jeg skriver, at Berta er den, der er skyld i, at jeg ikke er gravid nu er, at jeg har en teori om, at selvom hun blev født først, var det altså Hugo, der blev undfanget som den første. 😄

Men jeg er ikke gravid! Og mine børn har hinanden! Og jeg kunne ikke være lykkeligere for nogen af delene.

Editor’s note: Jeg er slet, slet ikke ude på at jorde forældre til enkeltbørn, hvis børn sikkert leger fremragende og lykkeligt alene eller med venner, fætre, kusiner, forældre og bedsteforældre. Men ligesom at de forældre har svært ved at forestille sig at have fået tvillinger (det siger de fleste i hvert fald, når jeg møder dem), så kan jeg slet ikke forestille mig kun at få én eller at være mor til små søskende, der ikke er lige gamle. Og nu valgte jeg bare at gengive ordene, som de faldt – udtalt til en fellow tvillingeforælder. Så tag mig det nu ikke ilde op, så er I søde. ❤️