Det er mandag, og solen skinner!
Det eneste nedtursagtige, jeg kan finde på at skrive om det, er, at det kunne den satme godt have gjort i lørdags! Lørdag formiddag insisterede jeg på, at vi skulle trodse vejret og cykle op i kolonihaven for at deltage i den stifest, som hvert år arrangeres af nogle søde beboere på vores vej. Vi har ikke vist os i haven hele juli, græsset er urimeligt langt, og hækkene er utrimmede som mine ben i november. Det mindste, vi kunne gøre, nu hvor vi atter var hjemme fra sommerferie, var da at deltage i de sociale arrangementer, plæderede jeg. Og Jon gav efter i et kompromis om, at han tog tilbage til København midt på eftermiddagen, så han kunne tage i biffen og ud at spise med nogle venner. Jeg overvejede at tilbringe aftenen og natten i Skovlunde med Krapylerne, men den idé blev på skitseblokken. Det silede nemlig ned hele dagen, og de 42 tørre kvadratmeter, vi har indendøre, er ikke spændende nok til at underholde ungerne hverken halve eller hele dage med mindre, man installerer dem foran iPad’en. Heldigvis sad vi i relativt tørvejr i det telt, naboerne havde rejst på stien, hvor Jon, ungerne og jeg spiste hjemmegrillede burgere, mens alle andre fik smørrebrød. Det vidste man, hvis man før havde været med til stifesten, åbenbart. Til sommerfesten griller vi, men til stifesten køber man smørrebrød. I Føtex. Hermed noteret.

Men i dag er det mandag, solen skinner, Krapylerne er vendt tilbage til hverdagen i børnehaven, og jeg befinder mig i Tinnitus, hvor jeg sidder og småsludrer med Christian, tjekker mails og lytter til Neil Young, som siver fra Christians højttalere. Jeg har ELSKET vores ferie! Både camping-delen og københavner-delen, som har strukket sig over hele juli måned, hvor vi har lavet så lidt som muligt – så lidt, som man nu kan, når ens kærlighed har resulteret i avl. Og så sent som i torsdags var jeg i tvivl om, hvorvidt lysten til at tage ind på kontoret igen mon nogensinde ville indhente mig.
Men den kom snigende op ad fredag eftermiddag, sørme! Pludselig glædede jeg mig atter til hverdagens indtræden, og nu er den her – og sågar med solskin på toppen! Jon har en uge mere tilbage som hjemmegående husfar, og på næste mandag starter han prøver på Macbeth på Odense Teater. Han kommer alle formiddage til at tage hjemmefra om formiddagen og vende retur, når Krapylerne er lagt i seng, så jeg kommer til at være semi-græsenke, men kan så se frem til i hvert fald at have hans lune selskab i aftentimerne. (Note til selv: Skal have lavet madplan!)

De links, der ses herunder er reklamelinks.
I aften påtænker jeg måske at bruge nogle minutter her. Jeg har ikke oplevet konceptet før, men så vidt, jeg kan regne ud, kommer webshoppen Na-kd til at lave et livestreamet modeshow, hvor man kan købe alt det, modellerne har på (hvilket vel egentlig er lidt selvmodsigende deres navn taget i betragtning) – OG så er der 20% rabat på alt ‘on site’, står der, fra kl. 18 til midnat. Jeg går da ud fra, at det betyder, at der er 20% på alt på sitet i det tidsrum! Jeg har de seneste dage sukket lidt over den her kjole fra By Malene Birger, og jeg vil da hellere have den med 20% rabat, så den tænker jeg lige at få snitterne i i aften.