skaermbillede-2017-07-25-kl-16-14-18
Siden Jon for nogle år siden gav mig billetter til musicallen ‘The Sound Of Music’ på Det Ny Teater, svor jeg, at jeg fremover ville se alle forestillinger, der kunne bryste sig at have Maria Lucia Rosenberg Heiberg på plakaten! Og det har jeg gjort! Kvinden med navnet, som rent faktisk er længere end mit, har en stemme som en nattergal (den rigtige – ikke den mekaniske), og når hun optræder, rejser alle hårene på mine arme sig. Jeg synes, hun er gudsbenådet med et fantastisk talent, og inden jeg opdagede hende, så jeg faktisk ikke engang musicals. Siden da har jeg set nogle stykker, hun ikke var med i, men det duede faktisk ikke for mig.
Maria Lucia er musicallens Beyoncé, og jeg er erklæret fan!

Hun har heldigvis også sagt ja til at deltage i min sommer-leg ‘Hvad Vil Du Helst’, som indtil videre har haft andre prominente deltager så som Andreas Jessen, min far og Anne Mette Hancock.
skaermbillede-2017-07-25-kl-16-13-37
Hermed giver jeg ordet til sangfuglen! Som man i øvrigt kan følge på Instagram her.

Danmark eller udlandet?
Altså…. nu er Danmark jo ikke sådan kendt for at have skudsikkert solskinsvejr sommeren over, så for en sol-elsker som mig, som bare VIL være sikker på sol og varme, når jeg endelig får muligheden for ferie, så bliver svaret udlandet. Og det er ALENE af den grund. For når solen skinner i Danmark og graderne stiger op over de 20… så behøver jeg altså ikke rejse væk.. men usikkerheden du ved… derfor udlandet. Et solsikkert sted 😉

Kør-selv-ferie eller charterferie?
Med kør-selv-ferie mener du så i bil eller bare ” jeg ordner det hele selv”… for så er det nummer 2.. haha.. Jeg er vokset op på bagsædet af en Volkswagen uden aircon gennem Sverige eller Tyskland sommeren over, så indtil jeg selv engang får børn, så haster det altså ikke særlig meget med at dyrke bilferien. 😉 Men når der bestilles ferie, så er det ikke charter, men nøje udvalgt og efter at vi har googlet i ugevis. Ikke dermed sagt at vi ikke er til “nemme løsninger”, men vi vil gerne finde på dem selv 😉 Det føles på en eller anden måde mere tilfredsstillende. Jeg har prøvet charter, og det er jeg altså ikke særlig god til… Dog kan det være rart, hvis man rejser alene, som jeg også har prøvet!

Ferie med familie eller med venner?
Begge dele. Det hele afhænger af, hvad man har lyst til på det gældende tidspunkt. Jeg er altid klar på at prøve nye ting og håber, at jeg i fremtiden får tid og mulighed for at rejse meget mere, end jeg hidtil har kunnet pga. mit job.

Pool eller strand?
STRAND. Helt klart! Jeg er vokset op tæt ved stranden i Århus, og der er altså bare noget helt magisk ved havet! At ligge i vandkanten og lade bølgerne plaske ind over en, mens man bliver mere og mere sandet til. Varmen vs det kolde gys. Lyden af bølgerne, fuglene, vinden. Aaahhh, jeg elsker det!
Dog er min kæreste af en helt anden opfattelse. Han har det decideret svært med sand… haha, så i kompromissets tegn har jeg bestemt også lært at nyde glæden ved en pool uden sand i trusserne og salt på kroppen, men jeg vil nu alligevel til enhver tid vælge stranden og HAVET!

Gammeldags vaffelis eller Filur? 
Vaffelis i bæger med hele baduljen! 3 kugler, flødebolle, guf (i bunden) og flødeskum! BOOM! Grunden til jeg vælger bæger og ikke vaffel er ikke af en eller anden slanke-mæssig årsag, som man måske kunne tro, men bare det faktum, at jeg ikke så godt kan lide vafler. Synes det stjæler fra oplevelsen af at smage isen (og guffen) …

Iskold fadøl eller Aporol Spritz i solnedgangen?

Seriøst – ber du mig om at vælge? Det kan man da ikke! Begge dele er jo så sindssygt godt på hver deres måde!
Det hele kommer jo an på, hvad man har lyst til i det gældende øjeblik! Men okay altså… Hvis jeg er ét sekund i tvivl, om de kan lave en ordentlig drink det sted, jeg befinder mig, så bliver det en kold øl! Magter ikke drinks som ikke er lavet ordenligt og som KUN smager af sodavand og vand (når isterningerne smelter, du ved..)