Vi har sovet i en cirkusvogn! Fuckin’ ‘ell, så er campingferien sgu da skudt i gang i passende stil! 

Vi har af vores charmerende værtinde modtaget både rundstykker, vi kunne varme i ovnen her til morgen, hjemmelavet fersken-marmelade og lokal honning, og hun var så skidesød, at vi pønser på at kigge forbi igen på hjemvejen til endnu en overnatning. 

Jeg fandt stedet her på Airbnb. Hvis det er noget, man overvejer, skal man bare søge på Wredenhagen. Det er en ret lille flække, men her er så grønt, kønt og skønt! Og vi har sovet i en cirkusvogn! I en have fuld af ribsbuske og vilde blomster, inklusiv norsk skovkat, hængekøje, sandkasse og en køkkenhave lige ned til en lille flod. Så hyggeligt!

I dag planlægger vi at spise frokost i Berlin, der ligger en times kørsel herfra, og derefter fortsætter vi til Prag, hvor vi skal sove i nat. Eller rettere – et sted i udkanten. Jeg er lidt en pruttegris, når det kommer til overnatninger på vej til vores endelige mål, og hotelværelser inde i byer koster kassen, når man er fire mennesker, uagtet at Krapylerne jo sådan set ville kunne overnatte i hver sin kuffert. Sidste sommer sov vi et sted i oplandet til Prag på vej til Kroatien, og her spiste vi frokost på en røvcharmerende restaurant for under 100 kr. alle fire! Dét er sgu noget, der går over i historien over ferie-minder, mine damer og herrer! Sammen med cirkusvognen her. ❤️ Hugo og Berta troede, st jeg tog pis på dem, da jeg i går sagde, at de skulle gætte, om vi skulle overnatte i et træ, på en cykel eller i en cirkusvogn. Yep, den bliver svær at slå! 😊