image1
Overskriften betyder altså ikke, at meningen er, at man skal ende med at hoppe i en lille-bitte bikini.
Nej, meningen med overskriften er derimod, at jeg fra på mandag vil starte verdens måske mest slatne bootcamp ever! Seriøst bare en liiille bitte én … Målet er at finde ud af, om man med en relativt ringe indsats over urimeligt kort tid kan gøre en forskel på udseendet af sin vinterkrop. Jeg kan jo med god grund kun tage udgangspunkt i mig selv, og alle ved jo, at der ikke findes en mirakelløsning, der passer alle lige godt. Alle ved også, at man ikke behøver tage sig en skid sammen overhovedet for at ligne en million i en bikini – det kræver bare, at man retter ryggen og nyder livet!

MEN. Jeg vælger alligevel at gøre et forsøg. Et spinkelt et, men alligevel. Grunden er, at jeg for en lille måned siden havde held til at gennemføre et lille sukkerstop, der varede i to uger, hvilket er ret godt klaret for mig. Derefter var jeg mere voksen og dannet i forhold til mit sukkerindtag end normalt – faktisk holdt jeg mig helt fra ægte cola og spiste ikke engang slik hver dag. I starten …
Men tirsdag aften i denne uge trådte jeg ind ad døren hos De Gamle i Sønderborg, og da jeg åbnede køleskabet, stod der en blodrød cola og gloede lige på mig med våde øjne. Den havde sågar en iskold svedperle løbende æggende ned ad rygraden. Hvilket resulterede i, at min rygrad blev omdannet til spaghetti, og siden tirsdag har jeg drukket cola og spist mælkechokolade med nødder hver eneste dag. Og vingummi. Og ret mange vaffelis også, faktisk.

Men der var et par ting, jeg opdagede i løbet af mit nylige sukkerstop. De første fem dage holdt jeg mig både fra sukker og fra brød, pasta og den slags, og det var nærmest vildt, hvor stor en forskel, jeg lynhurtigt kunne se. De næste 10 dage holdt jeg mig fortsat fra sukker, men gik tilbage til brød og ballade, og så mindskedes forskellen ret betragteligt. Der var stadig en udvikling at se, men slet ikke ligeså drastisk.
For et par uger siden havde jeg så en 4-5 dage i streg, hvor jeg brugte app’en ‘7 minutes workout’ hver dag – nogle af dagene ét interval på 7 minutter, og andre dage to. Altså 14 minutter. Og igen var forskellen bemærkelsesværdig. Måske ikke for menigmand på gaden, men for mig. Og Jon, faktisk også.
Desuden har jeg også bemærket, at der ikke skulle mere end tre sølle dage med chokolade og cola til, før jeg følte, at min krop var præcis ligeså dvask og oppustet (og her taler jeg faktisk primært om overarmene – ikke maven…), som før jeg gjorde før sukkerstoppet. Jeg er ret sikker på, at det der sukker og hvede binder ret meget væske i min krop. Sådan var det ikke, før jeg hostede Krapylerne op, men hell – vi bliver jo alle sammen ældre.

Og nu er det sådan, at jeg næste mandag skal på en lille trip, der involverer en bikini, så derfor har jeg fået lyst til det her lille forsøg: KAN man gøre en forskel, hvis man bare gør den relativt lille smule i en uge? Jeg har snakket lidt med en hel masse af jer, der læser med, på InstaStory, og rigtigt mange af jer er game på at gøre forsøget sammen med mig!
So let’s da freakin’ do it! Og til alle jer, der synes, det er spild af liv og måske endda skideirriterende: Do not worry! Dette bliver ikke en chokoladefri blog for evigt – det er kun en uge. 😉

Altså vil jeg den kommende uge hver dag starte ud med 7 eller 14 minutters workout ved hjælp af min mkaniske træner i app’en ‘7 minutes workout’.  (Og lad mig lige slå fast, fordi det nogle gange synes nødvendigt, at iiiintet af det her er sponsoreret. Folkene fra app’en aner ikke, hvem jeg er). Desuden vil jeg helt lade være med at spise slik, hvidt brød, pasta og chokolade, og hvis jeg drikker sodavand (og det gør jeg), skal det være sukkerfri. Desuden vil jeg så vidt muligt undgå rodfrugter og i særdeleshed kartofler, da de indeholder lidt for mange kulhydrater, når det nu skal være.
Jeg må til gengæld gerne spise frugt, dadler og andre sager med frugtsukker, og det skyldes, at ellers kan jeg simpelthen ikke holde det ud i en uge. Og HVIS alt spidser til, må jeg undtagelsesvis skære en banan i stykker og dyppe den i smeltet, mørk chokolade. Men højst to gange i løbet af ugen. Hehe. (Det smager seriøst godt!) OG så må jeg ikke være sulten. Jeg føler mig aldrig mere usund eller fattig, end når jeg føler mig sulten! Så der skal stadig spises op.

Jeg vil desuden bestræbe mig på at starte hver morgen med en lille, online dagbog over den foregående dag her på bloggen. Hvad jeg spiste, hvor mange runder “workout”, jeg fik lavet osv, og hvis jeg falder i, indrømmer jeg. Og desuden bliver jeg nok ret aktiv på Insta-Story.
På mandag morgen får jeg Langemanden til at tage nogle før-billeder af mig, samtidig med at jeg måler min omkreds på maven, taljen, overarmene og låret. Jeg vejer mig også, men vi har sådan en gammeldags vægt med pil, og den er hamrende utilregnelig, så det kommer jeg altså ikke til at hænge mig så meget i. Og når ugen er gået, lægger jeg alle tallene ud til offentlig skue, så vi kan se, om det har battet noget overhovedet.

I er en hel del, der har meldt jer under fanen på den her udfordring, og der var én, der spurgte, om jeg ikke ville lave et hashtag, så vi kunne følge med hos hinanden og rose hinanden i løbet af ugen. Og jeg svarede, at det vil jeg som udgangspunkt gerne, men samtidig er det så skidepinligt at starte et hashtag, hvis ingen andre bider på og bruger det! MEN nu prøver jeg alligevel – så jeg håber, I vil lægge ét eller andet op engang imellem! 😀 Hashtagget er #MMminibikini.

Der findes åbenbart mange apps under navnet ‘7 minutes workout’, og jeg bruger til oplysning bare den her. Jeg har ikke testet de andre, jeg tog bare den første og den bedste, men de andre er sikkert præcis lige så gode. Jeg har vist nok betalt i omegnen af 25 kr. for at få låst alle features op. Og ja, det er Bertas hår, man kan se som min screen-saver til venstre. 😉
image1
Jeg er ret spændt på det her! Fordi I er så mange, der har meldt jer klar på opgaven også, er jeg sgu ret tændt på det!
Billedet ovenfor kan godt kaldes et #trowback, for det er taget for en time siden, og den plade Marabou med Daim findes på ingen måde længere. Og det er for at understrege, at det IKKE er tilladt at tyvstarte …
Så ladies: Æd, spis, drik og fed den max i sofaen hele weekenden, og så tager vi tyren ved hornene på mandag! De, der gider. Resten af jer kan grine af os fra sidelinien – det er jer vel undt. 😉

WHO’S IN???