skaermbillede-2017-06-07-kl-10-47-28
På den ene side …:

Berta vågnede kl. 2 i nat. Igen. Vi er blevet lidt mere laissez-faire med at lade dem sove sammen med os om natten, men det betyder altså absolut ikke bedre søvn til mig. Jeg lå vågen i halvanden time og blev så vækket ved daggry, da Hugo pludselig lå på maven af mig og forlangte havregryn uden nogen som helst sympati for min situation.
Jon tilbød at stå op og lave morgenmad, så jeg kunne få endnu en time under dynen, men da var mit natte-roderi-høfeber-halløj blusset så voldsomt op, at jeg måtte opgive projektet. Det er virkelig irriterende at skulle trækkes med høfeber, når man ikke engang har høfeber!
Berta havde også en lorte-morgen. Hun fik vist den forkerte ben ud af sengen, for alt var galt. Og da hun indså, at jeg ikke ville lade hende komme i børnehave i regnvejr iført en stropkjole og intet andet, brød hendes verden komplet sammen. Hun stor-tudede hele vejen ned ad Nørregade, selvom jeg spillede børnemusik for fuld udblæsning i ladcyklen og bestak hende med en smoothie. Da vi nåede Gammeltorv, holdt hun endelig inde, men fem meter senere kørte vi over et bump, så hun bed sig i læben, og så startede det forfra. Og jeg endte med at komme for sent på arbejde.

Sådan kunne dagens indlæg godt have set ud. For selvsagt har jeg (ligesom alle andre almindelige mennesker) mindre opturs-agtige morgener, formiddage, eftermiddage eller aftner ind imellem. Jeg er jo ikke svøbt i optimisme-Vita Wrap eller fuld af evigheds-endorfiner.
Men jeg giiiiider altså ikke være sådan en blog. Eller sådan en MM, for den slags skyld. Jeg har ikke lyst til at slæbe rundt på sådan en masse surhed og så lade det flyde ud over skærmen til jer, der læser med, for det kan jeg virkelig ikke forestille mig, at hverken I eller jeg skulle få noget godt ud af. Ting sker, og nogle af dem (som de små, ligegyldige sten i skoen herover) gør man klogest i bare valse henover uden at se sig tilbage, og så fokusere på noget andet. Det gør jeg mig umage i. Det lykkes ikke hver gang, men ret tit.
Derfor vil jeg langt hellere huske og beskrive vores morgen som herunder. 🙂

På den anden side …:
Det lykkedes mig faktisk at gå tidligt i seng i går, selvom jeg begyndte at se den seneste sæson af ‘The Affair’, mens Jon så fodbold. Faktisk havde jeg viljestyrke nok til at slukke midt i et afsnit, hvilket jeg ikke tror nogensinde er sket før – bare fordi klokken var 22! Well done, MM.
Og det blev jeg glad for i nat, da Berta kom slæbende med sin lille dyne for at sove sammen med Jon og mig. Normalt går jeg med hende ind på ungernes værelse og sover på madrassen sammen med hende, men vores seng ér bare mere behagelig, så jeg krydsede fingre for, at Hugo ville sove igennem, for der er altså ikke rigtigt plads til fire.
Og det lyksalige skete! For første gang i over en måned vågnede Hugo ikke kl. 5-et-eller-andet, men sov derimod helt til kl. 6.30! Oh, the joy! Det føltes nærmest som en badeferie! Da han vågnede, kom han ind og lagde sig på min mave, så jeg vågnede fuldstændigt svøbt ind i dem, jeg elsker mest. Hugo på maven, Bertas hår i munden og Jons hånd i min. Lige til en film!
Jon var så sød at tilbyde mig en morgenlur, men den var min næse ikke med på, og det føltes faktisk heller ikke bydende nødvendigt. Så mens ungerne spiste morgenmad med deres far, nåede jeg i stedet at køre TO runder af ‘7 minutes workout’, som jeg faktisk er begyndt at bruge om morgenen. De sidste fire morgener, i hvert fald. Det siger altså også lidt om, hvor meget større, ungerne er blevet og hvor meget mere frihed, jeg har fået, for det ville jeg ikke have kunnet for et år siden. Jeg fik trænet både ‘”core”, røv, ben og overkrop, og jeg er sgu helt stolt over mine ømme muskler! (Måske burde jeg være flov over, hvor skidt stand, de er i, men det ignorerer vi lige..) 😉
Berta havde en gigantisk garderobe-krise, som varede det meste af morgenen, men Jon og jeg var faktisk ret gode til at afløse hinanden i at tackle hende, så ingen af os nåede at løbe tør for energi i projektet. Og Hugo var så hamrende eksemplarisk og sød – som om han kunne mærke, at det ville blive værdsat. Og det blev det!
Vi kom ned i gården, netop som regnen stoppede! Epic timing! Under cykelturen slog Berta sin læbe, den bette stakkel, men jeg var faktisk på røven over, hvor relativt pænt, hun tog det. Afleveringen i børnehaven forløb også ganske uden tårer eller brok, hvilket jeg virkelig ikke havde regnet med, og udenfor mødte jeg én af ungernes bedste venners mor, som er så skidesød, og vi fik lige vendt verdenssituationen, inden jeg drønede forbi en bager og købte en müsli-bolle med ost med på kontoret!
I eftermiddag skal vi til Gilleleje for at besøge min svigerfar, og solen er lige brudt igennem skydækket udenfor mit vindue. Hej onsdag, din frækkert! Du kan bare træde på speederen. 😉

Billedet er i øvrigt fra i går, hvor jeg havde den hyggeligste Tivoli-tur måske til dato. Lidt strengt at sige, når nu Jon ikke var med, men så er der jo lagt op til revanche!