image1I går havde vi besøg af mine De Gamle. Det er ret hyggeligt, for min papsøster bor jo i lejligheden ved siden af vores, og det er hendes mor, der er smedet i hymens lænker til min heldige far. Så når de kommer på besøg, er der hygge på hele etagen! OG De Gamle kan sove i hendes gæsteværelse i stedet for i vores seng, så vi må tage til takke med træk-ud-sofaen i stuen. Desværre er det kun en måned endnu, for min søster har købt lejlighed, men jeg nyder det så længe!
Og i går havde vi så altså besøg fra Als. Så jeg slagtede fedekalven og serverede medaljoner på et leje af sweet potato fries og Knorr’s bearnaise. Can’t be beat!
Efter middagen samledes vi i sofaen, hvor vi stenede max til ‘Afsporet’ med Jennifer Aniston og Clive Owen. Den film var altså bedre sidst, jeg så den, men det var knald-hyggeligt alligevel. Og for at skrue op for hyggen gjorde jeg noget, jeg plejer. Jeg præsenterede nemlig forsamlingen for en kæmpe-skål slik inkluderende både guldkarameller, Twix, vingummier og ganske store mængder af alt muligt andet.
Og jeg spiste ikke ét stykke selv! Jeg er simpelthen så stolt, at det næsten er pinligt! Det er absolut ALDRIG sket før. Jeg har jo besluttet mig for at forsøge mig med i en periode kun at spise slik i weekenden, og det er altså lykkedes de sidste fem dage. … Bortset fra mit læserevent i tirsdags med Triumph og Benefit, hvor der var slik-BUFFET. Og jeg var vært. Det havde jo været som at prutte (højt) i kirken, hvis jeg ikke havde smagt på varerne!

I dag er jeg på kontoret, hvor jeg har fået en lidt for langærmet skjorte på, kan jeg mærke, men det betyder ikke noget, for jeg har Sanex i skrivebordsskuffen og udsigt til at skulle med Jon og Krapylerne i kolonihaven efter arbejde! Håbet er at bruge aftenen på at få malet de sidste tværgående loftsplanker i havestuen (ikke det mest sexede arbejde, men det er vist godt for mormormusklen) og så få lagt det gulv, vi har købt i IKEA, derude. SÅ begynder den indendørs del af balladen snart at ligne noget (køkkenet mangler dog stadig en grov overhaling), og nu hvor terrasserne er blevet lagt færdigt, har jeg nærmest lyst til at flytte permanent ind i hytten. Undtagen når det regner. Det ville stadig være knaldhyggeligt, hvis ikke det var for ungerne. To børn på hver tre år fanget på 43 kvadratmeter er en torturcelle, jeg ikke frivilligt lukker døren til. 😉
Billederne ovenfor er snappet i koloen sidste weekend. Jeg har jo tidligere vist, hvordan huset så ud indvendigt LIGE da vi havde købt det her. Så kom min svigerfar indover i overalls og arbejdshandsker, og pludselig så det sådan her ud. Siden har det stået lidt stille, men nu er Jon og jeg jo selv igang med det sidste, så jeg arbejder på endnu et indlæg om, hvordan der (forhåbentlig) meget snart ser ud – både indendørs og udendørs!

(Links’ene herunder indeholder reklame).
Hvis vejret bliver fint, planlægger jeg at luge ukrudt iført denne her sag, som jeg netop har samlet op i & Other Stories tilsat store solbriller (dem her, for at være helt præcis) og mine H2O-klipklapper fra sidste år. Det kan godt være, at mange af mine veninder ikke har set ‘MERCUR’, men jeg kan satme love jer for, at det er noget, der hiver points hjem i kolonihave-land, så det gør vel ikke noget, at jeg ligner en arbejdende Jackie O. 😉

I morgen aften skal jeg ud at spise med to veninder, og det er efterhånden så længe siden, jeg sidst har gjort det, at jeg planlægger at meje mig alvorligt ud! Glæder mig allerede lidt til ømme fødder søndag. Den står dog på barnedåb hos en bedstevenindes lille søn, så hovedpinen må nok desværre vente til en anden gang!

Jeg håber, at I, der læser med, får en laber weekend. Om den så indbefatter Distortion, solbadning, sommerhustur eller eksamenslæsning. Hvis man har lyst til at dele sine weekendplaner, skal de være meget velkomne her i kommentarfeltet! <3