skaermbillede-2017-06-16-kl-13-17-43
For et par måneder siden stoppede Hugo fra den ene dag til den anden med at være ligeglad med, hvilket tøj vi halede over hovedet på ham. Lige pludselig ville han KUN gå i trøjer med superhelte på. Captain America, Superman, Spiderman, Batman, whatever! Der skulle bare være mindst én superhelt på brystet af ham.
Jeg hørte godt om forskellige tiltag fra kloge forældre, som havde opfundet Superhelte-Mandag, som betød, at børnene kun måtte gå i superhelte-tøj om mandagen. Vi valgte nu en lidt anden approach, da vi alligevel køber stort set alt ungernes tøj i H&M eller genbrug. Næste gang, vi var i førstnævnte, investerede vi udelukkende i tøj med superheltemotiver på til Hux, og siden har der ikke været noget ballade med ham i forhold til påklædning. Bortset selvfølgelig fra, at han tilsyneladende godt kan finde på at klæde sig selv på i børnehaven, men ikke derhjemme…

Berta er for nyligt også trådt ind i den fase af sit liv, hvor jeg fortjener buksevand og flyveskaller, hvis jeg vover at iklæde hende noget som helst andet end kjoler. Og det skal heller ikke være hvilken som helst kjole! Det skal være af en helt bestemt slags fra H&M, nemlig de der løstsiddende undertrøje-agtige kjoler, som går til ned over knæet – som den, hun er iført på billedet øverst i indlægget. Når jeg forsøger mig med en kjole i babydoll-snit eller måske et lille ærme, kaster hun sig dramatisk ned på jorden og hyler højt, mens hun sparker med benene og river sig i håret af arrigskab.
Derfor gik vi forleden i H&M i Sønderborg for at udnytte udsalget til at købe nogle flere kjoler til frøkenen. Den dag stod det ekstra-skidt til, da alt Bertas tøj var beskidt, så hun var havnet i en grå t-shirt, som hun mente var Hugos. Hun var ulykkelig, da hun tydeligvis ikke følte, at hendes attire på nogen måde udtrykkede det, hun ønskede (TRE år!? Det er for VILDT!).
I H&M fandt hun straks en kjole i passende snit med ‘Lille Go’ (alias Elsa fra Frost) på maven, og så snart den var betalt, hev hun t-shirten over hovedet og bad om at få den på. Jeg efterkom hendes anmodning, og da hun havde fået kjolen på, gav hun sig glad og lettet til at danse lidt rundt på stedet.
Hugo, som åbenbart havde registreret flere af Bertas kluns-kvaler, end jeg var klar over, kom løbende til, trak hende ind i en stor krammer og udbrød: “Åh, min prinsesse! Jeg er så glad og stolt af dig”, mens han aede hendes kjole. Han sagde det med sådan en ømhed, at det var tydeligt, at det, han ville, var at gøre hende glad. Og jeg stoppede brat op i min færd og gav mig til at tude på stedet. Store, våde tårer ned ad kinderne, snot i næsen – the works!

YES, hvor er folk på tre år og fire måneder altså DEJLIGE! De er lige præcis gamle nok til, at man kan have virkeligt sjove samtaler med dem, de er årvågne nok til at undres, reflektere og grunde over ting, hvilket er ret genialt at bevidne, og så er de stadig så dejligt barnligt naive og u-ødelagte af verden, som de stadig tror er flad som en pandekage og fuld af folk, der elsker hinanden, og at våben er noget, man køber i BR Legetøj. <3