Så gik der en uge med Verdens Mest Slatne Bootcamp Ever! I en uge spiste jeg ingen sukker og skar aller-kraftigst ned på hvidt brød og pasta (det kunne altså ikke undgås helt). Og måske vigtigst af alt lavede jeg hver morgen syv minutters træning med app’en ‘7 Minutes Workout’. Det har været lidt hårdt at undvære sukker, men man kan sige, at jeg var i en form for træning, for jeg nappede også 14 dage uden guf i starten af maj og har siden været relativt standhaftig i det daglige – indtil jeg ramte Als og min fars kælder for et par uger siden. Mit teenageværelse ligger i husets underste etage, og ved siden af det er der det, man på ejendomsmæglersprog kalder et ‘disponibelt rum’. Og dette specifikke rum er i min fars hus fyldt med chokolade. Eller, det vil sige: Mit besøg tyndede gevaldigt ud i det. Og i cola-rationerne.
sidste mandag gav jeg den et skud til, og jeg opfordrede jer, der læser med, til at hoppe med på vognen, hvis I var game, og det var I heldigvis en del, der var. Og det var været så hjernedødt hyggeligt!
At vi har haft det her lille “fælles projekt” har seriøst fornyet mit crush på at være blogger! Det, at I er så mange, der har sendt små videoer på InstaStory, har tagget mig i ting og sendt billeder og beskeder, har været fuldstændigt fantastisk, og jeg har glædet mig mere til at åbne min mobil og computer hver morgen den sidste uge, end jeg har længe, og det siger ikke så lidt, for jeg er pænt skærm-afhængig! TAK fordi, I har været så sjove og hyggelige! Lad os lave noget sammen igen snart!
Jeg håber, at I, der har lavet mini-bootcampen med mig, har lyst til at dele jeres resultater af vores fælles anstrengelser herunder i kommentarfeltet! Her kommer i hvert fald mine.

Som det kan ses på billederne, er der altså ikke rigtigt nogen visuel forskel. Overhovedet. Jon siger, at han godt kan se det, men jeg kan altså ikke. Når man tænker over, hvor glad jeg er for chokolade og knas, er det virkeligt ikke umagen værd at undvære i en uge, hvis meningen kun var, at man gerne ville se anderledes ud i en bikini.
image2
Jeg fik Jon til at tage (helt seriøst!) et HAV af billeder, fordi jeg ville have, at vinklen var præcis den samme som på de billeder, vi tog sidste mandag, og det tog en krig. Lyset kunne ikke blive helt det samme, fordi vejret udenfor vinduerne var forskelligt, og selvom Jon er en ualmindeligt dejlig og tålmodig Instagram-husband, så ér det jo ikke noget, han kontrollerer.
image1Jeg har kigget og kigget på de her billeder, og jeg KAN ikke se en forskel. Men hvad der er pudsigt er, at det kan målebåndet. Jeg har tabt en centimeter på overarmen, halvanden centimeter på maven, der hvor den er “størst” og hele to centimeter i taljen. Lårene er, som de hele tiden har været.
Fire-en-halv centimeter er det altså blevet til over all, hvilket jeg sgu synes er værd at skrive hjem om, hvis det er sådan noget, man går op i. Jeg har ikke vejet mig, så jeg ved ikke, hvad det blev til i kilo – min vægt er uligevægtig (høhø).
image3
Men jeg kan MÆRKE forskellen. Jeg tror måske ikke kun, at det er den forgangne uges forskel, jeg kan mærke, men også det faktum, at jeg generelt den sidste halvanden måned har spist mindre slik og drukket færre colaer, end jeg plejer. Jeg får færre energi-udsving, end jeg plejer – altså jeg crasher ikke lige så hårdt midt på eftermiddagen, og dét savner jeg sgu ikke. Og så kan jeg passe en masse af det tøj, jeg ikke har kunne passe længe efterhånden. Desuden er min hud pænere – både i ansigtet, men også på kroppen. Mine lår er blødere og mindre tørre og “nubrede”, hvilket jeg snildt kan sætte pris på. Og når jeg ser mig i spejlet, ser jeg en forskel. Den er der måske ikke, for jeg kan ikke se den på billederne herover, men jeg synes alligevel, den er der. Særligt i mit ansigt kan jeg se forskel.
image1
Jeg KAN til gengæld se forskel på det billede, jeg tog af mig selv d. 8. maj, som var den dag, hvor jeg startede det første sukkerstop, og så billedet fra i dag. Poseringerne og undertøjet er ej det samme, men jeg synes, maven til højre er mindre oppustet end den til venstre, og kinderne er også blevet mindre runde.

Så konklusionen fra mig må være, at man ikke rigtigt kan gøre den store visuelle forskel på sin krop på en uge. Eller jeg kunne i hvert fald ikke. Så skal der en større indsats til. En forskel kan ses, når jeg skærer ned på sukker stivelse over en længere periode, men det siger nok også lidt om, hvor meget af den slags, jeg spiser.
Til gengæld synes jeg, “følgevirkningerne” er dejlige. At jeg har en mere stabil energi med færre crashes i løbet af dagen, og så kan jeg sgu godt lide, at jeg får rørt mig lidt hver morgen med den der lille mini-workout.
Et sukkerstop er en god idé engang imellem, når man er sådan en hardcore sukker-fanatiker, som jeg er, og det føles rart at være chef i sin egen krop og stå op imod den der candy-djævel, der tror, at den bestemmer det hele. Men den bedste oplevelse i den forgangne uge har altså være you guys. KÆFT, hvor har jeg hygget mig med jer! <3

TAK for kampen, og lad os nu bade os i Nutella og rulle os i skumfiduser for at fejre, hvor standhaftige vi er! 😀
Jeg flyver her til morgen ud i verden sammen med min papsøster i forbindelse med samarbejdet beskrevet her. Jeg kommer til at vise billeder fra den første destination på Instagram, hvor man så kan gætte med, hvis man ønsker, og så tjekker jeg ind her på domænet senere på dagen og løfter sløret for, om man har ret. 😉

Stort, vådt mandags-møs fra MM.