image1
Det, jeg skal til at beskrive nu, kan måske forekomme noget kedeligt og uvedkommende for jer uden børn. Og for nogle mødre kan det måske føles lidt elementært og almindeligt, fordi det måske sker hele tiden hjemme hos jer. Men vi har altså at gøre med en ‘første gang’ hér! En, jeg har ventet på og glædet mig til, så jeg kan ikke undslå mig for at dele successen! Så her kommer den! 🙂

Børn er jo per definition mærkelige. De taler underligt, de hidser sig op over småting, og deres logik giver ikke mere mening end priserne på pizza i Norge. Derfor besluttede Jon og jeg også i første omgang ikke at gøre et stort nummer ud af det, da Berta for små to uger siden ikke længere ville bruge sin højre tommeltot. Hun var faldet og havde fået en lille-bitte rift i fingeren, hvorfor hun resten af dagen knugede den i sin lille knytnæve, og dagen efter vedblev det altså. Og dagen efter igen. Hun nægtede at bruge højre hånd overhovedet, og når vi prøvede at tale med hende om det, blev hun skidesur og ked af det. Så vi aftalte at lade det køre sit eget løb, holdt hende i stedet i den anden hånd, når vi skulle over vejen,  og så beundrende til, hvordan hun formåede at komme igennem dagen og vejen kun ved venstre hånds brug.
Men så skete der det i weekenden, at Berta stiftede bekendtskab med brændenælder for første gang. Og skæbnen ville selvfølgelig, at det skete med venstre hånds tommelfinger … Og efter det ville hun ikke bruge nogen af sine tommeler. Hvilket både var fascinerende og lidt håbløst. Hun drak hele dagen kun ting med sugerør, og hun lignede en kæderyger, da vi serverede pommes fritter for hende på færgen, og hun fik dem i munden ved hjælp af pege- og langefinger. Jeg prikkede lidt til hende og spurgte, om det her så betød, at vi aldrig skulle holde hinanden i hånden igen, og det bedyrede hun, at det gjorde. Jeg prøvede at forklare hende, at tommelfingrene altså havde det fint, men bare trængte til lidt luft, men lige lidt hjalp det.

Da vi henunder aften kom hjem til København, gik charmen dog lidt af projektet. Vi skulle over vejen, og hun nægtede at holde mig i hånden. Jeg tog i stedet fat rundt om hendes håndled, men midt på vejen rev hun sig løs og løb væk fra mig, og så slap min tålmodighed op, da den slags altså ikke er skidesmart midt i indre København.
Oppe i lejligheden vaskede jeg en meget modvillig Bertas hænder, og så satte jeg hende på toilettet og satte mig i du-stilling foran hende. Jeg tørrede hendes øjne, bredte hendes fingre ud og bad hende kigge på sine tommelfingre. Jeg svor, at de lignede helt almindelige tommelfingre og spurgte hende, hvad det var, hun var bange for. Hun svarede, at det kunne hun ikke forklare. Jeg svarede, at det kender jeg godt. Jeg kender alt til følelsen af at være bange for noget og ikke kunne forklare det. Og det, der er bedst for mig, når det sker, er at snakke med min bedste ven. Og jeg er jo hendes bedste ven, og derfor ville jeg foreslå, at hun prøvede at snakke med mig om det, så vi sammen kunne få løst problemet.
Det er i øvrigt bevidst, at jeg sagde, at jeg var hendes bedste ven og ikke, at jeg elsker hende, for jeg har lagt mærke til, at det med venskabet er det, Krapylerne vægter højst pt. De siger også ‘Jeg elsker dig’, men det er vist mest fordi, Jon og jeg gør det. Det største kompliment, de kan give hinanden, er ‘Du er min bedste ven’, og når de bliver uvenner eller sure på os, er det netop det privilegium, der bliver trukket tilbage.
Og den gik rent ind hos Berta. Hun begyndte og snøfte og sagde, at hun godt havde tænkt på, at nu kunne hun jo ikke engang holde på en is-gaffel mere (Det kalder begge ungerne en ‘isvaffel’, og jeg kommer aldrig til at rette dem i det, for det er skide-cute!). Jeg svarede, at det var jeg sikker på, vi kunne øve os i. Vi kunne eksempelvis købe en i morgen og se på sagerne. Og det ville nok hjælpe, hvis hendes tommelfingre fik lidt ro indtil da i stedet for at være mast inde i hendes knytnæver.
Så svarede hun, at det ville hun egentlig godt, men hun var bange for, at de andre i børnehaven ville kigge på hendes tommelfingre. Jeg gjorde alt for at tage hendes problem grav-alvorligt og svarede, at alle de andre jo også har tommelfingre, så de ved godt, hvordan det er med den slags. Hun svarede så, at de voksne i børnehaven altså havde kigget og kommenteret det en dag, da hun havde glemt at klemme sin ene tommelfinger, mens hun legede. Og så svarede jeg, at dét skulle jeg i hvert fald nok snakke med de voksne om og sige, at de ikke behøvede at tage sig af Bertas tommelfingre, og det var jeg sikker på, at de godt ville kunne forstå.

Og så var problemet løst! Mit lille hjertebarn med de store krøller smilede stort, gav mig en stor krammer OG to freaking HIGH FIVES med begge hænder! Og så løøøb hun ind og gjorde det samme med sin far!

Jeg ved sgu ikke, om det er banalt, men det føltes FANTASTISK! Tommeltot-gate var i den grad virkeligt for Berta, og jeg er SÅ stolt af, at hun til sidst stolede nok på mig til at lade mig hjælpe hende med at løse problemet. Og jeg har lært, at næste gang skal jeg ikke lade hende gå rundt og putte med det selv så længe først, for hun blev så glad og lettet af at få talt tingene igennem.
Åh, hvor jeg håber, at det fortsætter, når hun bliver teenager og en motorbølle med egen elcykel og dreadlocks (eller hvad hun nu er til) brænder hende af. 🙂

image1
Billedet ovenfor er forresten valgt både fordi, man kan se Berties knuede tommel, men også fordi, at Hugo indtil i fredags altså var hunderæd for… ja, hunde! Indtil vi mødte Moster Ruths fantastiske nye hunhund, som var det mest kærlige hundedyr, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Efter en weekend i dens selskab havde Hux absolut ingen problemer med at klappe en stor labrador på færgen hjem. YES, altså!!