Min far købte en el-cykel for et lille års tid siden, og jeg skal gerne indrømme, at jeg mobbede ham en pæn slat med det. Min far er midt i 60’erne – en mand i sin bedste alder. Og den trykker ham ikke, alderen. Han har i mine øjne aldrig haft det bedre. Han og hans charmerende kone rejser i ét væk, og når de ikke gør det, solbader han på terrassen eller læser aviser i sofaen. Han er solbrun året rundt, og han har ingen nævneværdige skavanker.
Jeg grinede af ham og sagde, at sådan en el-cykel da var sidste stop inden de der pensionist-knallerter, som altid møblerer skrudtryggede seniorer i supermarkederne. Jeg forstod ærligt talt ikke behovet.

Men i efteråret købte Jon og jeg jo en ladcykel. Egentlig havde vi bare tænkt os, at det skulle være en helt oldschool cykel med lad og uden motor. Men ham, vi købte den af i Kødbyen sagde noget, der satte elmotoren oppe i bøtten på mig på omdrejninger. Nemlig, at hvis vi købte en ladcykel, ville vi uden tvivl blive glade for den. Men hvis vi købte én med elmotor, ville den ændre vores liv. Særligt fordi vi ikke har bil.
Og det har den satme gjort! Vi er så glade for den trehjulede frækkert og bruger den dagligt. Faktisk er klapvognen begyndt at samle støv, efter at vi har fået den cykel. Blæsevejr (som vi jo kender ret meget til på disse breddegrader) betyder ikke noget, og det samme gælder afstande. Det giver en fleksibilitet uden lige. Selvom den, der så ikke sidder på ladcyklen, må træde lidt ekstra-hårdt i pedalerne.

Derfor var jeg anderledes fordomsfrit indstillet, da Gazelle kontaktede mig i foråret for at høre, om jeg ville testkøre deres el-cykel. Det er en helt almindelig damecykel, som er sporty i designet – og så tilsat el. Jeg har ikke prøvet at køre på sådan én før og fik faktisk lidt af et chok, da jeg svang mig op i sadlen og trådte i pedalerne. Faktisk var det lige præcis dér, at jeg kørte tilbage til cykelhandleren og investerede i denne her. Jeg tænkte, at det manglede vist bare, når man suser igennem byen med 25 kilometer i timen. For det gør man sgu! Som minimum!

Siden da har Jon og jeg suset land og rige rundt side om side med el på styret! Ham på ladcyklen og mig som Gazelle. Vi har grinet lidt af os selv, men mest af alle dem, vi har overhalet. Før elcyklerne kom ind i vores liv, tog vi altid det offentlige, når vi skulle ud i kolonihaven. Hvis man var heldig, at tog og bus matchede, og man satte det Lange (høhø) ben foran de sidste to kilometer, man skulle gå, kunne man klare turen på en god time. Nu tager det os under tre kvarter – OG turen er så meget federe, fordi det sidste stykke er ren idyl langs en lille å med ænder og får på markerne! Jeg freaking ELSKER det! Bevares, vi cyklede også derud en enkelt gang med ungerne i børnesæderne, da vi var el-fri, men da vi nåede frem, var vi svedige som to banditter til afhøring. Og det slipper vi for nu.
I forrige weekend var vi i koloen i Skovlunde og skulle lørdag til brunch hos Krapylernes farmor i Klampenborg. Der var cirka 17 kilometer hver vej, og det blæste godt. Den tur klarede vi uden sved på overlæben og i højt humør – både frem og tilbage. Og det er altså ikke en distance, jeg ellers ville tilbagelægge på én dag, hvis jeg havde planer om ellers at skulle være til nogenlunde pæn og nyttig brug bagefter.

Far, jeg æder alle mine ord i mig igen! KÆFT, det er smart med sådan en el-cykel! Når jeg kører rundt inde i byen på min Gazelle, slår jeg nogle gange el-motoren fra, og så fungerer den jo bare som en helt almindelig jernhest. Meeen jeg plejer at skrue op på ‘high’ igen, når det bliver grønt i et lyskryds, for det føles så umanerligt nice at ræse forbi alle andre trafikanter i en sky af sommerluft! 😉

Jeg kunne ikke lige dy mig for at hapse et par fotos af min fine ræser i aftenlyset. Det klæder hende nu så fremragende!