img_0443
Jeg har set både Girls, Orange Is The New Black, Billions, The Affair, Homeland, Designated Survivor, The Walking Dead, Fear The Walking Dead, Bloodline, Fargo, og hvis I kan komme i tanke om flere serier, har jeg nok også set dem.
Jeg vil delvist begrunde det med det faktum, at jeg har små børn. Af den årsag er jeg trættere om aftenen, end jeg var før, og tanken om at se en serie og spise en liter Stracciatella er tiltagende tiltalende, når klokken rammer otte. Desuden er jeg gift med en libertiner, som tit tjener sine penge på at spille teater om aftenen – og dét faktum tillagt det med ungerne betyder jo endnu engang, at en aften i sofaen er en nødvendighed.

Dertil kommer, at jeg elsker det. Jeg er et ret socialt menneske, og det er mig dybt umuligt at befinde mig i et rum, hvor en samtale finder sted, uden at deltage i den (Dermed ikke sagt, at det ikke kan være pænt irriterende for andre mennesker – det ved jeg godt). Forleden gik Jon og jeg en tur i en fremmed kolonihaveforening, og det lykkedes mig at tale én af beboerne varme nok til, at vi måtte komme på rundvisning i hendes hus, og da vi gik derfra, var vi klogere på både hendes indretningsplaner samt detaljer om både hendes første og andet ægteskab. Og hendes entusiasme for induktionskogeplader.
Jeg synes, at den form for ‘meet cute’, som han kalder det i julefilmen ‘The Holiday’ er livets lim, og jeg nægter at lade venskaber begrænse af, om jeg kender folk eller ej. Venskaber er ikke kun noget, der holder år efter år – det er også noget, fremmede mennesker tilbyder hinanden no strings attached. Når det kommer til platoniske forhold med fremmede mennesker, minder jeg på venskabsfronten velsagtens om en noget om-sig-farende Tinder-type på Calella-ferie. And I am not ashamed!

Måske derfor har jeg også brug for at puste ud nu og da, sætte indtrykkene på stand-by, klappe kaje og flade ud. Og det elsker jeg at gøre i sofaen i denne stilling iført denne her, helst med Jon i den anden ende af sofaen og en skål fuld af E-numre på knæerne.
Og nu er det jo i øvrigt også sådan, at jeg er gift med Mr. YouSee. På andet år lægger Jon ansigt til YouSees TV- og biograf-reklamer, og det er der kommet en masse godt ud af. For det første er det meget sjovere at gå i biffen, når ens mand løber over skærmen under forfilmen, og for det andet har vi fået en YouSee-boksen. Eller Tivoli-boksen, som jeg kalder den, når jeg føler mig kæk.
YouSee-boksen indeholder nemlig al den underholdning, man skal bruge, samme sted. Jon og jeg har ikke kunne blive enige om, hvilke streamning-tjenester, vi ville abonnere på, og vi er tilsyneladende så ringe til at gå på kompromis, at vi er endt med at have dem alle sammen. Blandt andre Netflix, HBO og CMore, som er samlet på flimmerkassen i YouSee-boksen. Og jeg kan jo pænt godt lide at sidde og stene ‘Luksus-fælden’ det ene øjeblik for at skifte direkte videre til ‘The Handmaid’s Tale’ på HBO. 🙂

En anden fed ting, som jeg er blevet ret glad for, er at man kan leje film gennem YouSee-boksen. Både nye og gamle blockbustere. Og streamingen gennem boksen er markant mere pålidelig end hos unavngivne konkurrenter – I’ve done the leg work. En gang om måneden får man som YouSee-kunde (hvis man har mobilabonnement hos dem) tilsendt en gratis film-gavekode, som man så kan bruge på at leje film. Jeg glemmer altid, at det sker, så når den kommer får jeg altid en akut lyst til banana splits og sofa-date night med Langemanden, hvilket han heldigvis som oftest imødekommer.
En anden ting ved YouSee-boksen er, at man kan pause og spole i live-udsendelser. Den feature anvender jeg ofte, når jeg insta-snapper under et program, som jeg synes, jeg skal dele min holdning om med jer, der følger mig på Instagram. Jeg er ret sikker på, at det ikke lige var det nøjagtige formål, man havde med den mulighed, men det virker i hvert fald. 😉

Hvis nogle af jer, der læser med, har forslag til serier, jeg bør binge, som ikke står nævnt i indlægget her, skriv det da gerne i kommentarfeltet herunder! De modtages med kyshånd og taknemmelighed. Jon er nemlig i denne uge startet med at have teaterprøver i Odense, så jeg er græsenke med en stor fladskærm de næste par uger. 😉