Jeg er ikke nogen Ramsey i et køkken, men jeg kan nu godt svinge mig op til at lave en god dessert. Og nu er det sådan, at jeg er ret kræsen, så når jeg finder noget, jeg godt kan lide, laver jeg det igen og igen. Og igen. Det betyder selvsagt, at jeg ender med at være ret habil til det!

Derfor er jeg kommet på, her i den svingende sommervarme, at det da kunne være en god idé lige at lave en opsummering på de bedste opskrifter, jeg har delt her på domænet igennem tiderne. Efter min mening, that is.

Favoritten: Banana-split!
bananasplit-680x510
Det er en klassiker, I know it! Hvis vi var med i MasterChef og blev bedt om at servere en bananasplit, er det nok de færreste af os, der ville få sved på panden og blive vilde i blikket. It’s hard to fuck up.

Ikke desto mindre vil jeg her gerne præsentere jer for min opskrift. Jeg har forsøgt mig med mange ingredienser, og her vil jeg åbenbare dem, der fungerer bedst hjemme i sofaen sammen med Hr. Lange! Om ikke andet håber jeg, at dette indlæg vil virke som en inspiration, således at vi kan få denne støvet klassiker af, og den atter kan komme frem til ære og værdighed! Jeg ser dagligt mange billeder af guf og snask på Instagram – men bananasplitten ses for sjældent.

Jeg er mest til vanilleis. Ikke noget fis med pistache eller lakridsis, tak! Og selvom jeg er glad for chokoladeis, mener jeg, at den i konstellationen med chokoladesovsen bliver forvirrende.
Jeg holder mig nok egentlig til Snehvide-principperne, når det kommer til bananasplits:
Jordbær så røde som blod, is så hvid som sne og chokoladesovs så mørk som ibenholt! 😉

Den is, jeg er blevet glad for, er fra ISIS købt i Netto. Den er ikke tilsat sukker, hvilket giver mig en (måske kunstig) følelse af at være lidt helse-agtig. Og den smager helt, som den skal. Chokoladen går jeg ikke på kompromis med – det er Carlettis den bedste kogechokolade! Jeg synes, den smager aldeles himmelsk – særligt kogt op med en sjat fløde. Jon vil hellere have chokoladesovsen ren, så den stivner på isen (Se hans is her), så jeg plejer først at smelte en halv plade til ham, hvorefter jeg smider den sidste halvdel i gryden og tilsætter piskefløde. Jo mere, des bedre!
Bananerne er bare bananer, og jordbær er bare jordbær, men de kan IKKE undværes! Forleden lavede jeg en split(slang for “bananasplit”) uden jordbær, og det var ikke det samme. Spild af kalorier. (Ahr… Det er ting med fløde naturligvis aldrig helt).

Jeg står ved min påstand om, at en bananasplit er en sund synder! JA, den feder, og hvad så? Det er gode ting: Chokolade er sundt. Fløde er sundt. Is er sundt, og bananer og jordbær er helt sikkert sundt! Det er meget bedre at spise et par gange om ugen end chips og vingummi!

Sommer-vinderen (som også glider ganske fint ned om vinteren: Moster Ruths psykopatiske sommerdrøm!
skc3a6rmbillede-2016-07-06-kl-21-18-41
Den er ikke køn (og så alligevel), men den smager så latterligt godt, at det må være forbudt i USA. Et vigtigt tip er dog (har jeg opdaget) at huske at KNUSE flødebollebundene! I den første omgang, jeg lavede, lod jeg bundene være hele, og det er altså for bumbastisk. De skal knækkes i i hvert fald 4 stykker hver.

Her kommer opskriften:
Først dækker man bunden med knuste makroner.
Så smadrer man en masse flødeboller med bunden opad ned oveni.
Derefter tilsætter man bær efter valg. (Her er brugt jordbær skåret i stykker).
Så pisker man en kvart liter piskefløde i én skål og en røvfuld creme fraiche svarende til det samme i en anden. De to blander man så sammen, tilsætter en rigtigt god vanille og hænder det udover hele molevitten!
Til sidst lægger man hindbær ovenpå, og så kan man eventuelt dryppe lidt flydende chokolade henover for effekt.

Sukkerstops-favoritten: Peppermynte-daddel-choko-kugler!
facebook-20141028-094750-680x680
Opskriften på dadelkugler er så nem, at selv jeg kan være med.
Man skal bruge:
200 gram dadler (uden sten. Trust me. Jeg glemte at pille dem ud i den første portion. Det blev noget værre noget).
6 spsk. kokosmel
6 spsk. usødet kakaopulver
2 tsk. smør
20 mandler
1 stang vanille eller 2 tsk peppermynteolie (alt efter om man craver After Eight eller ej …)

Hele baduljen ryger så op i en blender, en food processer, eller hvad man nu har, og efterfølgende ruller man massen til kugler. Disse kan så vendes i kokos, kakaopulver eller dyppes i chokolade alt efter temperament. Så ligner de også kanin-hømhøm lidt mindre, end mine gør…

Eneste advarsel: Hvis man spiser en hel portion på en aften, så kan det have en laksativ effekt den følgende dag. Har jeg hørt.

Til aftenkaffen: Skumfiduschokoladeballade!
img_8665
Det er så enkelt, som noget kan være!
Man skal bruge: 1 plade mørk chokolade (jeg foretrækker 70%). 1 pakke skumfiduser og så en håndfuld nødder, mandler eller peanuts, alt efter, hvad man er i humør til!
Chokoladen smeltes og ned i den hælder man så skumfiduserne, som man med fordel lige kan klippe lidt i stykker først. Oven i det kommer man sine mandler/nødder/peanuts og rører rundt, så alt er dækket af chokolade.
Hele molevitten hældes ned i en bradepande, som er dækket med bagepapir, og det ryger så i køleskabet i en rum tid. Når balladen er stivnet, kan den skæres i stykker og spises med største velbehag!
OG hvis man er til den sukkerfri version, kan jeg på alle måder anbefale dette alternativ!