miley
ÅH, hvor kan jeg dog bruge ualmindeligt langt tid på alt og ingenting på min mobiltelefon. Både i frokostpausen, om aftenen i sofaen og i særdeleshed, når jeg er træt. Så er det som om, at min højre hånd får sit eget liv og langer ud efter mobilos. Faktisk er det lidt for meget nogle gange. I’m working on working on it… Nej, det var ikke en trykfejl. 😉
Heldigvis kommer der også nogle gange guldkorn ud af min ladhed. Rastløsheden i min scroll-finger fører lykke med sig i små glimt fra den store verden, og her til formiddag måtte jeg af flere omgange tørre salte tårer af mine kinder, fordi der ikke var mere plads i mine øjenkroge.
De stride strømme skyldtes denne video fra America’s Got Talent. Et program, jeg ellers ikke ser, men det sker jo, at man falder over ting i sin facebook-feed. Og gud-ske-tak-og-lov for det! Jeg ved godt, at hele skiltningen er enormt amerikansk, men hendes sang er så fin og hendes pointe så GOD! Og da ham, den sure Simon, til sidst i videoen trykker på den store knap, måtte jeg altså se mig slået og vandede høns som en anden Ophelia.

En anden video, der har givet mig optur på, er denne her med George Michael, der synger Carpool Karaoke med James Corden. Faktisk står der, at det er den første Carpool Karaoke, han har lavet! Knagme også en værdig start på et grineren koncept, må man sige!

Et link, jeg også er faldet over, er det her med mega-romantiske og fantastiske billeder fra bryllupper, hvor folk af samme køn er blevet gift med hinanden. Det er jo i sig selv flintrende ligegyldigt, hvem der bliver gift og hvilket køn, de hver især har eller ikke har – det er sgu altid fantastisk! Men når man nu ved, at det ikke er længe siden, at bøsser og lesbiske ikke kunne få en kirkelig vielse, er der altså noget særligt over et billede af to kvinder i hver sin brudekjole stående på tærsklen til Guds hus og tungerne nede i halsen på hinanden! <3

I går formiddags flakkede jeg rundt i Magasin, og her faldt jeg over en assymetrisk bikini-top fra Calvin Klein. Den sad meget pænt, men jeg synes alligevel, at et guld-emblem med brandnavnet henover højre bryst var lidt for meget. Og så kostede toppen alene 600 kr. Så jeg hængte den tilbage og tøffede topløs videre. Derfor har jeg pænt stor optur over denne her bikini (reklamelink), som jeg lige har fundet på nettet, der ligner den i stilen, og som jeg faktisk synes er pænere. OG som koster mindre for hele sættet.

En sidste video, som jeg har afspillet for stort set alle, jeg har været i rum med, siden jeg fandt den, er denne her af en meget, meget heldig norsk gut, der filmer den smukke udsigt – og pludselig får en overraskelse. Jeg vil ikke spoile den for jer, der ikke har set den, så I må altså selv kigge. 🙂

Denne nyhed med et gourmet-pizzaria på Amager, der blandt andet serverer Nutella-pizza, gør mig også sært lykkelig indeni. Der står, at ham, der ejer restauranten, var med til at åbne The Donut Shop! Det troede jeg ellers udelukkende var ham, den pæææne mand, som man kan være heldig at spotte, når man mad-synder i Lars Bjørnsstræde. Men hvis han har åbnet The Donut Shop, må han sgu også gerne lave pizza til mig! GERNE med Nutella!