skaermbillede-2017-05-16-kl-15-29-44
Tiden går satme stærkt!
I går sad jeg og MMS’ede billeder til Jon af ungerne for henholdsvis to og tre år siden, og så gik vi i kollektivt, digital svime over, hvor hurtigt, tiden går.
Og nu er det således et år siden, at jeg stoppede med at vise billeder af Hugo og Bertas ansigter her på bloggen. Det er halvdelen af den tid, jeg rent faktisk viste dem. Og bloggen. Det er ret vildt, synes jeg, og jeg er stadig rigtigt glad for min beslutning.

Det har jeg pudsigt nok ikke været hele vejen igennem. I starten, efter at jeg i maj måned sidste år meldte ud på domænet her, at jeg ikke længere ville vise ungernes ansigter på bloggen, var jeg glad og lettet. Jeg havde i en rum tid haft det ambivalent med at involvere dem så meget i min hobby og mit arbejde, og det føltes rigtigt rart omsider at træffe en beslutning, der bakkede op om min mavefornemmelse.
Men allerede et par uger senere savnede jeg at dele billeder af dem med jer, der læser med. Ligesom alle andre mødre synes jeg jo, jeg er forælder til de dejligste skabninger på jorden. Og ydermere er jeg ret stolt af min blog, og jeg synes, jeg gør det pænt og sobert. Så jeg begyndte at irritere mig over, at jeg havde givet mig selv håndjern på. Det føltes som en enorm begrænsning. Især når så mange andre viser deres børn. Hvorfor skulle jeg så pludselig være snerpet med mine egne?
Dengang jeg viste børnenes ansigter på bloggen, skulle der ikke meget til, før et indlæg føltes nærværende, personligt og intimt. At jeg viste familiebilleder på bloggen betød, at jeg inviterede jer, der læser med, ret langt indenfor, og det gjorde det på en måde lidt “nemmere” at drive en personlig blog.
Efter at jeg stoppede med at vise ungernes ansigter, skulle jeg koncentrere mig (endnu) mere om, hvad jeg skrev, og hvordan jeg skrev det. Skriver det. Der skulle mere bagtanke til alle indlæg – stemningen kunne ikke længere tilvejebringes af billeder. Her mener jeg nu ikke, at jeg tidligere sprang over, hvor gærdet var lavest i forhold til det sproglige, men jeg følte, at der var en anden afstand, som jeg skulle forholde mig til.

Jon sagde, at beslutningen var min. Hvis jeg en dag skiftede mening og ønskede at vise ungerne på bloggen igen, skulle jeg bare gøre det, sagde han. Men det gjorde jeg ikke, for min mavefornemmelse sagde stadig, at jeg ville blive glad for valget.
Og det er jeg blevet! Især i takt med, at ungerne er blevet endnu ældre. Jeg er i forvejen typen, der skal tage sig sammen om ikke at tjekke min telefon i tide og især i utide, når jeg kommer hjem fra kontoret. Mine unger ved godt, at deres forældre har hver en mobiltelefon, som de er glade for. Og hvis jeg så oven i købet og skulle bruge den til at tage billeder af dem, synes jeg, den ville fylde for meget. Det har naturligvis den lidt ærgerlige bagside, at jeg ikke længere har tilnærmelsesvist så mange fotos af dem, som jeg har fra deres første to leveår. Men så igen: Mine første to leveår kan være i ét lillebitte album hjemme hos min far, og jeg føler ikke, jeg går glip af det store, så de skal nok klare den. 😉

Der er således to grunde til, at jeg fortsat er godt tilfreds med min beslutning om Krapylernes ansigts-pension på internettet.
Den ene er, at de fortsat selv kan vælge, når de når en passende alder, i hvilken grad de ønsker at have et digitalt liv. Og de bebrejdelser, de kan kaste i hovedet på deres forældre i forhold til, om vi har vist dem fra en pinlig eller uønsket side, er formindsket. I den grad, den nu kan blive det, når deres far er skuespiller og deres mor er blogger, kan man sige.
Den anden ting er (og det er næsten den, der fylder mest), at jeg aldrig forstyrrer dem i deres leg, gøren og laden, fordi jeg skal have et billede eller en video. Når vi så endeligt tager billeder af dem, spørger de straks efter, at vi har trykket på knappen, om de må se det. De er allerede i en alder af 3 år meget bevidste om, at fotos er blivende. Og jeg er glad for, at vi holder det til sjældne lejligheder og ikke til noget, der sker hver eller hver anden dag. Jeg tænker, at det må fremme én eller anden form for selvbevidsthed, som jeg synes, de endnu er for små til, hvis jeg tog billeder eller filmede dem dagligt. Jeg tager jo fotos af mig selv næsten dagligt, og selvom jeg ikke er bange for at vise mig med morgenhår og sofafjæs, så gør det, at jeg (meget mere end i starten af dette årtusind) er bevidst om, hvordan jeg fremstilles, ser ud og opfattes. Og det vil jeg helst have, at ungerne skal begynde at tænke over så sent som muligt.

Jeg synes, verden ville være så morderligt røvsyg og møg-kedelig, hvis vi alle sammen var ens. Hvis vi alle sammen besluttede os for at tage den samme fornuftige uddannelse, spise den samme mad, tro på den samme Gud eller have de samme hobbyer. Jeg elsker at rejse rundt og møde nye mennesker, og jeg elsker at blive stoppet på gaden af folk, som læser med her, men som jeg ikke kender, men som jeg så lærer lidt om. Jeg er vild med, at vi alle sammen ræsonnerer forskelligt, reagerer forskelligt og har det forskelligt med forskellige ting. Eller med de samme ting. 😉
Og netop derfor ser jeg på ingen måde ned på folk, der har det på en anden måde end mig med livet på nettet. Der er sikkert en masse, der aldrig kunne drømme om at blogge om deres familieliv, og dem er jeg altså ikke en af. Og der findes masser af mennesker, som har stor sindsro med at vise deres unger på nettet, og det forstår jeg sagtens! Og jeg gør mig ingenlunde til dommer over den beslutning – og samtidig nyder jeg de lækre børnebilleder!
Jeg synes kun, at man skal tænke sig om og mærke efter i maven – det gælder jo ikke kun online-liv, men over hele linjen. 🙂