Jeg er helt vildt bange for at dø af en eller anden fæl sygdom, som sniger sig ind på mig, uden at jeg ved det. Vi er jo alle sammen et produkt af det liv, vi lever og har levet, så det er der jo nok en grund til. Jeg kender også en mor på 38, som har løbet op til flere marathon, lever udelukkende økologisk og er den aktive type sammen med sine to børn og sin søde mand. Eller kendte. For hun døde for en måned siden af brystkræft. Og det er så forfærdeligt. I weekenden, da jeg cyklede i kolonihaven med ungerne og tænkte “Dér kom foråret endelig!”, tænkte jeg på hende, for det fik hun ikke med. Det er simpelthen så uretfærdigt.
Så nu er jeg også bange for brystkræft. Jeg har kronisk ømme bryster, fordi jeg dagligt befamler dem ad flere omgange for at undersøge, om der er knuder, som ikke skal være der. Og det kan jeg ikke gøre så meget ved.
Frygten, altså. Jeg lever jo et dejligt liv ved siden af, jeg er glad det meste af tiden, og jeg sætter pris på alle de vidunderlige mennesker, jeg har omkring mig. Og man kan desværre ikke tage en pille, der sikrer, at man aldrig får kræft – eller en af mange andre livstruende sygdomme, som informationsteknologien dagligt gør os opmærksom på ødelægger det gode liv for en masse mennesker.

Så det mindste, jeg kan gøre, er sgu da næsten at køre med cykelhjelm! Det skulle da LIGE passe, at jeg bruger hele mit liv på at frygte dødelige sygdomme og så i stedet ender mine dage i en trafikulykke! Jeg er godt klar over, at en snublekyse ikke kan sikre mig imod dét sådan 100%, men den kan sgu afhjælpe mange risikofaktorer.
For et stykke tid siden kom jeg cyklende op ad Gothersgade på vej hjem fra job. På den anden side af vejen kom en ung fyr cyklende – uden hjelm. Og han var i hastig fart. Et eller andet gjorde, at hans cykel pludselig standsede brat op. Hele cyklen stoppede, og fyren fløj ud over styret med kæmpe fart på. Han var lyn-hurtig, foldede hovedet ind på maven og slog således en koldbøtte, som selv Tom Cruises stuntman ville have rejst sig for at applaudere. Så der skete ikke en skid med ham. Men havde han ikke gjort det, tør jeg ikke svare for følgerne. Og så hurtig er jeg altså ikke! Jeg har ikke taget nok ninja-træning til at forestå et forlæns rullefald i afgørelsens time.

Derfor denne cykelhjelm!
Det, der så gik op for mig, netop som jeg havde kørt kortet igennem, er, at nu skal jeg jo bruge den hver gang, jeg cykler. For ellers er det jo lige meget. Så skulle det da lige passe, at det er den dag, man undlader hjelmen, at uheldet er ude. Dermed skal den altså også med i aften, når jeg skal til gallapremiere i Imperial. Hvilket jo kommer til at betyde, at jeg trisser op ad den røde løber med fladt hår, Jon i den ene hånd og hjelmen i den anden. 🙂

Oh, well, i det mindste kan jeg nu se Krapylerne i øjnene. De er alt for intelligente til at have ladet sig afspise med de plader, jeg hidtil har stukket dem, når de har spurgt, hvorfor deres hoveder er vigtigere end mit. Og jeg vil så gerne have lov at være de krapylers mor så længe som over hele hovedet muligt … <3