Jeg kom kørende ned ad Grundtvigsvej på min røde damecykel med YSL-tasken placeret i børnesædet foran mig. Infrastrukturen er blevet omstruktureret en smule, siden jeg sidst befandt mig på de kanter, og da jeg skulle forbi Grundtvigsvej Skole, var der en lille sti, som jeg i god tro cyklede ned ad.

På pladsen foran skolen stod en småstor forsamling af det, jeg bedst kan betegne som knægte i deres bedste alder. De var vel i omegnen af 12-13 år hver. Da jeg passerede dem, råbte 2-3 stykker af dem højt “Du må altså ikke cykle der!” Jeg bremsede min røde ræser, vendte mig om og svarede “Må man ikke? Det vidste jeg faktisk ikke. Tak for hjælpen!” Den ene af drengene stak en lap i vejret til hilsen og råbte tilbage “Helt i orden! Tak fordi du ikke skider på, hvad vi siger!” Jeg svarede med et lille grin over hans ligefremme sprogbrug: “Det var så lidt. God dag!” Ham: “God dag!”

Det gjorde mig på en eller anden måde i skidegodt humør. Og mindede mig om, hvor god mening, det giver, at vi taler pænt til hinanden i de små møder, vi har med fremmede folk hver dag. For det ligger altså godt i maven. 😊