skaermbillede-2017-04-07-kl-11-20-32
Nu skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, og man skal bestemt også holde sig fra at jinx’e ting, provokere hybris og alt det der. Så jeg vil nøjes med at kalde det her en status-rapport! 🙂
Ikke desto mindre er det altså en uhyre POSITIV status-rapport! Jeg er faktisk stadig lidt emotionelt jetlagged over det, der skete i går, da ungerne skulle puttes!

Men lad mig lige starte et andet sted. Sidste fredag havde jeg nemlig noget bøvl med, at jeg om morgenen havde lovet ungerne, at vi fredag aften skulle se Disney Show sammen og spise fredags-slik. Det glædede de sig selvsagt meget til (det gjorde jeg ved Gud også!), så da de kom hjem fra børnehave, smed de jakkerne i gangen og bad glædesstrålende om slik og tegnefilm. Jeg prøvede at forklare dem, at vi først skulle spise aftensmad, men den logik var komplet tabt på dem, da behovsudskydelse ikke giver mening for folk på 3, og tidsbegrebet stadig er en by i Rusland.
Normalt kan jeg altså snildt finde på at koge sammen i krydderen over de der hidsighedsanfald, men lige i fredags fik jeg et klarsyn.
Da jeg sad dér på hug og forsøgte at forklare mine unger om det, man nogle gange skal henover, før man kommer hen til det, man gerne vil, kom jeg til at tænke på kortet i Dora The Explorer. I alle afsnit af den tegnefilm møder vi kortet, der viser, hvordan man skal igennem skoven, over bjerget og kommer man til Bedstemors hus. Eller hvor man nu er på vej hen den dag.
Derfor hentede jeg børnenes tavle på værelset, og så tegnede jeg tre tegninger på tavlen. Først en tegning af hænder, der bliver vasket med sæbeskum og vand, så en tegning af aftensmad og til sidst en tegning af os alle fire i sofaen foran tegnefilm og med store slikskåle.
Og den købte de sgu! Hænderne blev vasket, og da det var sket, stregede de dén tegning ud. Derefter blev aftensmaden spist (okay, noget af den …), og så blev dén tegning streget ud, og således var vi altså i mål: Vingummi, chokolade og Fedtmule på dummekassen! Hurra!
Det trick har jeg brugt et par gange siden sidste fredag, og Berta beder faktisk nogle gange om det, når hun kommer hjem. Hvilket bare bekræfter mig i, at børn (mine, i hvert fald) virkelig godt kan lide faste rammer og enkelte regler, som de kan overholde.

Forledes krængede jeg så mit ømme moderhjerte ud i dette indlæg, hvor jeg bad om tips til, hvordan vi skulle få lidt mindre drama på drengen (og pigen) i putteanliggender. Samme eftermiddag investerede jeg intet mindre end sammenlagt 1.022 kr. på henholdsvis en Sky-hund (Paw Patrol, i ved) i lyserød prinsessekjole med glimmersko og en sort drage-bamse med SuperMan-kostume og røde gummistøvler hos Build-A-Bear, og det synes ungerne da også var god spas, men da sovetiden oprandt, smed Hugo sin “nye sovekammerat” på gulvet med en sådan kraft, at underboerne har kunne høre det, og så brød balladen løs igen.
Derfor var jeg meget lydhør overfor kommentarer til indlægget, og selvom de fleste af dem handlede om, hvad vi burde have gjort i stedet for, da vi tog sutterne fra Krapylerne, var der også nogle rigtigt fine fifs til, hvordan vi kommer videre herfra, og et af dem prøvede vi altså af i går. Det skal måske lige tilføjes, at vi selvfølgelig har overvejet at give ungerne deres sutter tilbage, men dem vil de faktisk ikke have mere. Nu vil de bare ikke sove uden at holde en voksen i hånden.

Okay, og NU kommer vi så til revolutionen!
I går aftes, mens Jon børstede tænder på Krapylerne, gik jeg igang med papir og farveblyanter. Jeg udformede et skema til hver af ungerne med billeder af to bade og tre senge på hver. Og for enden af disse var der en kæmpestor is.
Pointen er så, at når de er gået i bad to gange og har lagt sig til at sove tre gange uden ballade, så får de en stor is. Jeg har godt hørt om den her form for pædagogik før, men har egentlig været lidt afvisende, fordi jeg er bange for, at mine unger så ikke vil turde “have det, som de har det”, fordi de skal leve op til et skema. Men fordi, de har taget så godt imod mine Jørgen Clevin-tegnerier på tavlen, blev jeg enig med mig selv om at give det et skud. Jeg resonerede mig frem til, at hvis de virkelig var kede af det, ville de sgu nok lade mig det vide. Det plejer de ikke at være blege for.
17820469_10154791952016886_1351243379_oDet smarte var, at ungerne netop havde været i bad, hvilket var gået glimrende, så Jon og jeg forklarede dem præmisserne for det nye skema, og de var straks ivrige efter at optjene krydser. Det første kryds havde de således allerede fortjent, og de fik en god optur ud af at krydse den første boks af. Så forklarede vi dem, at hvis de efter boglæseri, godnatsang og kys kunne lægge sig til at sove uden “ballade”, så ville de næste morgen få endnu et kryds.
AND IT FUCKING WORKED!!!! Hugo kom efter putningen ind og bad stille og roligt om lov til at sove på madrassen på gulvet i stedet for sin seng, og det fik han lov til. Og så SOV de satangaleme!? Det er første gang i to måneder, at det er taget mindre end to timer og en meget træt og utålmodig mor at nå dertil!
Først fik jeg lidt dårlig samvittighed, fordi jeg sådan har “manipuleret” mine Krapyler til at klappe kaje, men på den anden side: Alle var glade, da de gik i seng, og alle var ligeledes glade, da vi stod op i morges! Og dét er satme da at foretrække over skrig, skrål og tænders gnidsel, samt en mor der bliver mere og mere skinger og træt af det hele. Jeg hader, når det er det sidste, de ser til mig, inden deres dag slutter.

Så det er altså planen i Langehjemmet det næste stykke tid! Godnatbog, godnatsange, natkys, og så godnat. Og i morges var der i øvrigt stor jubel, da de kunne sætte deres andet kryds i skemaet.
TAK igen for jeres fine tips og gode hjælp! Det er uvurderigt! <3

Jeg ved, at halvdelen af jer, der læser med, ikke har børn, så jeg beklager, hvis dette tema er en kende kedeligt. Hvis I alligevel er nået helt hertil i indlægget, vil jeg gerne belønne jer med denne film. 😉