image1-2
Jeg har i dag tilbragt tre-en-halv time i stolen hos Simone hos Gun-Britt Coiffeure. Det er første gang i et halvt år, at jeg bliver farvet – sidste gang var i november 2016! Det er altså en lang pause, når man har så mange grå svin i hovedbunden, som jeg har. Ja, det er pænt at være gråhåret, men jeg er slet ikke klar til den del af mit liv endnu. 🙂
Alligevel har jeg givet garnet en farvepause, da det har trængt til det. Men nu er det snart sommer, og jeg var enormt træt af Brøndby-striben i salt-og-pepper-nuancer, så jeg havde booket en tid hos vidunderlige Simone.

Simone roste, at mit hår er blevet ret lyst i spidserne efter soltimerne i først Mexico og siden Barcelona, og vi blev enige om at prøve at ramme den farve i resten af manken. Det er nemlig ret sommer-agtigt, og det kan jeg nu ret godt lide.
Og nu synes jeg efterhånden, jeg begynder at falde i kategorien ‘blond’! Men første gang, jeg gik fra mørk til lys, blev jeg jo voksenmobbet (på yderst humoristisk og på ingen måde sårende vis, i øvrigt) her på domænet, fordi jeg tillod mig at bruge netop den betegnelse. Jeg fik af mange at vide, at jeg altså var karamel-farvet eller det, som Blake Lively kalder ‘bronde’.
Men hvad med nu? Er jeg blond NU, så? Eller skal vi have brintoverilten frem, før jeg må melde mig ind i den klub? 😉
Jeg er spændt på, hvad I tænker!

God aften fra MM, der netop har doneret en kasse TWIX til Mændenes Hjem, fordi jeg har rygrad som en regnorm og simpelthen er nødt til at kunne passe mine bukser igen snart. Det gjorde ondt, men det er billigere end at forny garderoben. Og jeg havde altså spist stort set den første kasse helt selv…
image1