Nu har jeg de seneste dage i stort set alle medier læst spalte op og spalte ned om programmet ‘Min Fede Træner’. Programmet har forarget høj som lav og er diskuteret i alt fra Ekstra Bladets ‘Nationen’ til Berlingskes kronikker. Kritikken går blandt andet på, at man i programmet skulle give udtryk for, at overvægt og fedme skyldes, at folk er luddovne, hvilket er en stor fejltagelse, da overvægt for mange mennesker er at betragte som en sygdom på lige fod med eksempelvis alkoholisme og anoreksi.

I går kunne jeg ikke holde mig tilbage længere, så jeg lavede mig en banana split, satte mig i sofaen og tændte for første afsnit af ‘Min Fede Træner’ på ViaPlay. Og alle mine forudindtagede indtryk blev fra første sekund bakket op. De kendte, der medvirkede i denne første episode, havde inden mødet med deres holdkammerater kun nedsættende ting at sige om denne “slags mennesker”. De udtalte blandt andet, hvordan det forargede dem og væmmede dem, at disse mennesker ikke havde mere rygrad, og de sagde direkte, at de bare burde tage sig sammen. Jeg krummede tæer under tæppet, mens jeg skovlede flødeis indenbords, og jeg takkede min skaber for mit stofskifte, for guderne ved, at min rygrad har samme densitet som en regnorm, men jeg tager bare ikke på i samme omfang som nogle andre gør.

Som vi kom længere ind i programmet, og Mascha og Fetterlein fik mødt deres holdkammerater, synes jeg, der skete et skift i tonen. Efter at de kendte havde fået sat ansigt på de “fede mennesker”, det drejede sig om, som de inden mødet talte respektløst og nedladende om, ændredes deres brug af tillægsord. “Fed” blev til “kraftig” og “det er ulækkert så meget, de æder” blev til “hun er typen, der er vant til at spise op, kan man sige”. Det var tydeligt, som det jo er fælles for de fleste af os, at det er meget nemmere at tale grimt om folk, man ikke kender – og særligt om en helt masse mennesker på én gang – end at tale nedsættende om en, man kender. Og når man sætter folk i båd sammen, vil man næsten aldrig kunne undgå at finde ligheder og danne venskaber. Det, synes jeg, var også tydeligt mellem Fetterlein og Mascha og deres respektive holdkammerater.

Noget andet var, at de “almindelige danskere”, som medvirkede i programmet og ønskede at tabe sig, virkelig tog godt imod præmissen om, at de kendte skulle tage på i deres ære. De så det som et offer og en inspiration, og det fik særligt Andreas til allerede tidligt at lægge sig i selen. De lod til at se det som det spark i måsen, de havde savnet. Og det er jo skidegodt for dem! Virkelig!

Det ændrer desværre ikke ved, at præmissen for programmet er lidt noget rod. Det er skåret så skarpt op i sin portrættering, at budskabet bliver, at hvis Mascha og Fetterlein kan finde nosserne til at tabe sig igen, bør alle de fede i det ganske, danske land sgu også kunne lette måsen og tage sig sammen. Vi skal blive en sundere nation, fordi jetsetterne nu har prøvet det på egen krop. Og det er jo noget fis. Der er tale om folk med en ganske anden livsstil, en helt anden krop, baggrund, udgangspunkt og stofskifte, som altid har været slanke og i form og i øvrigt aldrig har prøvet det psykiske pres, der er i at have været overvægtig gennem en årrække – måske hele livet – og altid have følt sig udenfor fællesskabet og mindre værd grundet sin krop og sit udseende. Tvært imod har de altid været hyldet for deres udseende. De er vant til et liv, hvor de er stolte af deres kroppe. Deres psykiske forudsætninger alene er ganske anderledes.

Desuden sparker man i den grad til den store gruppe af mennesker, som ikke “bare skal lette måsen og lukke munden”, fordi deres overvægt skyldes noget psykisk eller fysisk. I Danmark er man sej, hvis man søger hjælp for sin alkoholisme. Det er stærkt og cool at bede om hjælp. Der er sgu ingen, der rejser sig op i det offentlige rum og siger, at alkoholikerne bare skal stramme op og skrue låget på flasken. Vi anerkender som samfund, at alkoholisme er en sygdom. Men fordi, alle “vi tynde mennesker” på et eller andet tidspunkt har prøvet at veje et par kilo for meget for derefter at skrue ned for skumbananerne og spadsere en ekstra tur, synes vi (synes ‘Min Fede Træner’ at forudsætte), at vi kan sættes os ind i, hvad det vil sige at være overvægtig, og det er jo fis fra ende til anden. Og det kan jeg virkelig godt forstå er provokerende, irriterende og direkte fornærmende at lægge øre til for rigtigt mange mennesker. Og oven i det virker det stigmatiserende for nogle mennesker, der allerede er stigmatiserede i forvejen. Not cool. Om det er Fetterlein og Maschas skyld, eller om det skyldes at programmet er klippet misvisende sammen af TV3, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg ved, at optagelserne varede et halvt år, og i så lang en periode kan selv den mindst kontroversielle os jo nå at få sagt en masse, vi fortryder.

Men. Hvad der virkelig heller ikke er okay, er at Politiken kalder Mascha for ‘fuckface’. Det troede jeg vel egentlig, at de var for højkulturelle til. Og at damen de sidste dage har brugt mere tid på politistationen end i sit hjem, fordi hun har modtaget deciderede trusler på både sit og sin datters liv. Det er jo simpelthen så langt ude.

Da jeg så programmet fra min sofa i går, startede jeg med at dele ud af min harme på Insta-story, men så læste jeg det her indlæg hos Mascha. Og så slettede jeg det sgu igen. Jeg fik det helt dårligt og følte mig som en hykler. Jeg rakkede i bund og grund ned på programmets kendisser over, at de rakkede ned på andre. Go figure… Jeg synes, det er totalt i orden at have en kritisk holdning til det, man ser i TV, og jeg er komplet enig i, at det program har en helt forkert præmis, som får det til at virke som om, man gør grin med nogle mennesker, der i forvejen bliver gjort rigeligt grin med, i stedet for at afstigmatisere og måske nærme sig problemets kerne. Det er jeg sådan set glad for, at vores samfund ikke tager godt imod.

Men det med at gøre hetzen personlig, er en forlængning af problemet og på ingen måder en løsning. Og det har de kendte, der har sagt ja til at deltage i programmet, altså ikke fortjent, og det gør mig egentlig ondt for dem. Særligt, selvfølgelig, når det kommer så langt ud som i Maschas tilfælde.

Det er jo sådan det, vi prøver at lære vores unger, at man ikke skal gøre. Da jeg stod på denne legeplads i Barcelona, sagde jeg som det første til Krapylerne, at selvom den dreng gjorde noget dumt, berettigede det ikke til, at de så også gjorde noget dumt. Det skal man holde sig for god til. Det var jeg så ikke i første omgang i den her sammenhæng, skal jeg ærligt indrømme. Men derfor synes jeg stadig, at den overordnede præmis i ‘Min Fede Træner’ er noget skidt, og det er jeg ret glad for, at det danske samfund overordnet også synes. Det modsatte havde da først været rigtigt trist!