18035381_10154822634846886_199692294_n
Forleden befandt jeg mig på en spansk legeplads med Krapylerne. Der var sådan set det hele – både gynger, rutchebane, legehus og klatrestativ. Og så var der en lille, trekantet plade på omkring en halv kvadratmeter, som stod på fire ben hævet en halv meters penge over jorden.
Ungerne spurgte mig, hvad den skulle bruges til, og jeg sprang straks op den, slog ud med armene, svarede, at den var til at synge på, og så gav jeg et kvad. Det synes Berta så sjovt ud, så det ville hun da egentlig også gerne prøve, så hun hoppede op og gjorde sig klar, mens jeg satte mig på en bænk.
Bedst som hun stod der, min førstefødte, kom der en lille dreng løbende og fældede hende. Hårdt, brutalt og herre-meget med vilje. Han hev benene væk under hende, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad anledningen var, men Berta faldt ned og landede på hovedet uden at nå at tage fra, og hun græd selvsagt hjerteskærende.
Hugo, der så, hvad der skete, gav sig til at skælde drengen ud, mens jeg trøstede Berta. Så kalder jeg Hugo til mig, og vi satte os lidt udenfor legepladsen, mens jeg gav ungerne ret i, at det, drengen gjorde, var super-dumt. Faktisk går jeg så vidt som til at kalde drengen ‘dum’ (jeg var fandme sur!).
Da vi alle tre har sundet os lidt, og Berta er holdt op med at græde, snakkede jeg lidt med ungerne om, at drengen nok ikke havde ilde hensigter, men bare var for lille til at forstå konsekvensen af, hvad han gjorde. Han var ret beskeden af statur, så jeg gættede ham til at være to år, og idet Hugo og Berta jo netop er fyldt TRE år, kunne de sagtens forstå, at drengen var meget, meget lille … 🙂
“Men derfor skal han altså stadig sige undskyld”, sagde Berta, og Hugo gav hende ret. Det havde jeg jo svært ved at argumentere imod (og jeg havde heller ikke lyst), og derfor henvendte jeg mig til drengens far på legepladsen. Her opdagede jeg så, at den beskedne status var familiært betinget, og faren fortalte mig, at hans søn altså var fire år gammel, og med den viden havde jeg ingen samvittighedskvaler ved at bede drengen undskylde overfor Berta. Jeg fortalte faren, at forbi mine unger er tvillinger og ofte strides, er de opflasket med, at når man forvolder hinanden skade (med eller uden overlæg), så skal man sige undskyld bagefter. Faren var mægtigt sød og imødekommende og kun positiv overfor projektet.
Han hidkaldte derfor sin søn, som han satte sig med på knæet, og jeg gjorde det samme med Berta – med Hugo som trofast supleant. De to kan virkelig gøre livet surt for hinanden, men når de oplever, at andre er ude efter den anden, rykker de sammen i bussen og står bi (Jeg elsker det!). Knægten var først forventeligt nølende og afvisende, men da han til sidst erkendte, at der altså ikke var nogen vej ud af suppedasen, kiggede han på Berta med et par kæmpestore, mørkebrune øjne fulde af anger og stak sin lille pote frem, mens faren på engelsk undskyldte på hans vegne. Og den fangede Berta straks. Da hun så hans blik, tilgav hun med det vuns, hendes kropssprog og ansigtsudtryk ændrede sig med det samme, og så legede alle ungerne videre på legepladsen i yderligere en time uden skærmydsel!

Det er da på en måde meget inspirerende … <3