img_2369-0-680x1020
Jeg har de seneste par dage haft umanerligt svært ved at falde i søvn om aftenen. Det tager mig op imod to timer – nogle gange længere, før mine tanker daler ned på puden og bliver forvandlet til volapyk i Drømmeland. I nat vågnede Hugo klokken lidt i fire, og jeg lagde mig ind på ungernes værelse for at sove videre med ham i favnen. Han sov efter få minutter, men jeg faldt ikke i søvn igen. Tankerne tog nemlig fat.
Det kan, hvis man kender lidt til min historik med søvnløshed, lyde som lidt af et problem, men det er det faktisk ingenlunde. Allerhøjest er det verdens største luksusproblem!

Det, der holder mig vågen der på puden, er nemlig det faktum, at min søster og jeg på fredag flyver til New York sammen! Uden mænd, uden krapyler – bare os to!
Fie og jeg har talt om en dag at tage til New York sammen så længe, jeg næsten kan huske, men før, jeg fik ungerne, havde vi ikke råd, fordi den ene eller vi begge var studerende, og siden har hun tålmodigt gået og ventet på, at Hugo og Berta blev gamle nok til, at jeg ville føle mig tryg ved at forlade dem i en rum tid, der er lang nok til at få noget ud af Byen, Der Aldrig Sover.
Vi rejser på fredag aften kl. 17.30, og vi flyver fra New York igen tirsdag aften kl. 23.30 – hvilket vil sige, at vi lander i Kastrup om onsdagen. Jeg fik idéen i starten af februar, googlede billetterne og fandt nogle ret billige på Norwegian, og da jeg forsigtigt prikkede til min søster med idéen, sprang hun på med det samme – og så var beslutningen truffet!

Som afrejsedagen er kommet tættere og tættere på, har jeg godt kunne mærke stemmerne i mit hoved begynde at diskutere indbyrdes, hvordan Krapylerne mon vil reagere på at undvære deres mor i fem nætter og fire hele dage. Og om man kunne tillade sig den slags ego-luksus, når man nu har valgt at sætte børn i verden, som stadig er ret små. Og de (stemmerne. Ikke Krapylerne) har råbt meget højt om, at jeg jo kommer til at være umanérligt langt væk, hvis der nu “sker noget”, og så kan jeg jo ikke bare lige smutte hjem igen.
Men efter et par uger satte jeg mig i respekt og bad stemmerne om at klappe i! Jeg er rigtigt meget sammen med mine unger, og de har en formidabel far, som i øvrigt har været væk fem dage ad gangen mange gange – og også mere. Og det rynker hverken jeg eller nogen andre på næsen over. Så selvfølgelig kan jeg tage på en fantastisk tøsetur med min søster til New York med bagagen fuld af stiletter, glimmer og masser af plads til gode minder – i stedet for at fylde den op med dårlig samvittighed og dumme tanker. Det ville være spild af både tid og penge, og det er Langemor fandme for jysk til at gå med til!

Så dérfor ligger jeg vågen om natten! Fordi jeg motherf***ing glæder mig helt ind i knoglemarven til solskin, lange gåture fulde af shopping og cupcakes, aftner krydret med cocktails, grin og måske et enkelt dansetrin eller flere i selskab med min fantastiske søster, som jeg ikke har rejst med i alt for langt tid! HURRA!
MAYN, hvor er jeg heldig og MAYN, hvor jeg glæder mig.

Sidst, jeg var i New York, var da Jon, ungerne og jeg tilbragte gode to uger i byen i juni for to år siden. Ungerne var på daværende tidspunkt 16 måneder gamle, hadede at sidde i klapvognen og havde pilstolskid i kanon, så jeg brugte det meste af tiden på at spæne gaderne tynde og lede efter offentlige toiletter med bare et minimum af skifte-faciliteter, mens Jon modtog undervisning i filmskuespil. Jeg tabte mig helt vildt på den ferie af al den motion – og jeg satser på at tage det tilsvarende på denne gang. 😉 Det var en vidunderlig tur – og den her gang glæder jeg mig til at opleve en masse af alt det, jeg ikke gjorde sidst, fordi mit udsyn dengang fandt sted henover rattet på en Bugaboo.

Jeg kunne ikke lade være med at dykke lidt ned i arkivet her på bloggen og se billederne fra juni 2015. Hold nu op, hvor var ungerne små, synes jeg! Og hvor var jeg dog meget, meget mere fit dengang endnu – takket være Arndal. Men håret er næsten det samme, hehe. 😉

Strygejernet og strygebrættet, kan man sige, høhø! :-D
Strygejernet og strygebrættet, kan man sige, høhø! 😀
Sidste gang lavede jeg en insta-konkurrence med en masser amerikaner-slik, da jeg kom hjem! Måske jeg skulle gøre det igen? :-)
Sidste gang lavede jeg en insta-konkurrence med en masser amerikaner-slik, da jeg kom hjem! Måske jeg skulle gøre det igen?  Okay, de svenske fisk var til mig selv … 🙂
SPringvand! <3
Springvand! <3
Prøver kjoler i Carries hood.
Prøver kjoler i Carries hood.
Hugo kigger på damer i en park i Brooklyn.
Hugo kigger på damer i en park i Brooklyn.
Spaghetti i Greenwich Village.
Spaghetti i Greenwich Village.
Middag på BOBBY'S i Meatpacking, mens ungerne er gået i seng i barnevognen.
Middag på BOBBY’S i Meatpacking, mens ungerne er gået i seng i barnevognen.