image1
Jeg lever i sandhed et driverliv, hvis jeg skal sige det selv. Nuvel, jeg er mor til tvillinger på tre år, og hvis rygtet er sandt om, at børns temperament i denne alder er et vidnesbyrd om, hvad der venter for deres teenageår, så skal det nok blive spændende… 😉 Sagt på en anden måde: Jeg sidder sjældent stille, og bølgerne går tit højt i børnehøjde, men samtidig er jeg sgu gift med min drømmemand, vores unger er sunde, raske og relativt alderssvarende (de har stadig ikke prøvet en løbecykel, men alligevel), jeg lever af min hobby, som jeg kun dyrker på sådan cirka deltid, og min mand har netop fået opfyldt én af sine største drømme: At have hovedrollen i en dansk TV-serie. Og den er der faktisk ret mange, der ser. Det går fandme godt!
Nogle dage går der leverpostej i den hos mig, og nogle dage har jeg svært ved at finde min ja-hat, fordi jeg har sovet for lidt og siiimpelthen ikke orker at bruge mere tid på at diskutere, hvem der havde grydeskeen/aben/sofapuden først, eller hvis tur det er til at trykke indenfor i elevatoren. Jeg brænder sammen i bøtten på en måde, jeg aldrig havde gjort, inden jeg fik børn, hvilket betyder, at jeg vrisser og bliver træls. Og den MM er jeg ikke stolt af. Så det arbejder jeg på.

Men inden jeg går i seng om aftenen, er jeg ret god til at huske alle de gode, små ting, der er sket i løbet af en dag. Og jeg kan også finde på at fejre et af hverdagens mirakler med en mini-dans på Strøget eller i Netto. Helst når ungerne er med, så folk tror, jeg blot er en totalt overskudsagtig og underholdende mor. 😉

Her kommer en liste med 10 af de ting, jeg har optur over i dag:

– Den ligger nok til højrebenet, men skal selvfølgelig med på listen: Vi bor de næste otte dage i en 300 kvm stor penthouse-luksuslejlighed i Barcelona med to terrasser og vanvittigt meget legetøj, fordi nogle af vores bekendte (en instruktør, der instruerede en kortfilm, Jon indspillede i Mexico i 2013, og hans kone + børn) har lånt den til os, fordi de selv er på ferie. Jeg har mødt dem én gang! Dét er fandme god stil!

– Vi har de sidste to aftner spist alle måltider udendørs.

– Vejret her i Barcelona er perfekt til cykling! Det er lunt, men ikke alt for varmt. Så vi får set enormt mange små kvarterer og hyggelige områder, jeg aldrig før har set, selvom jeg har været i Barcelona en million gange.

– Ungernes simultane forkølelse, som har siddet fast siden forrige weekend, ser endelig ud til måske at være ved at slippe taget.

– Fordi flyet var forsinket, da vi kom hertil mandag, kom vi alle sammen først i seng kl. 2 om natten. Hvilket betyder, at vi har fået skubbet ungernes døgn, så de de forgangne to dage har sovet til efter klokken 9. Og vi ligeså!

– Her i Spanien er det totalt almindeligt og socialt acceptabelt at spise ristet toastbrød med jordbærmarmelade til morgenmad.

– I morgen skal jeg ud at spise og i biffen med min svigermor, mens Jon putter unger. Og hun er den sejeste dame, jeg kender. Selvom jeg ikke altid indrømmer det up front, har hun næsten altid ret.

– Jon ser af en eller anden grund endnu mere maskulin ud, end han plejer, når han kører rundt på damecykel med børnesæde på hernede. Måske er det kontrasten, der gør det. Jeg elsker det i hvert fald!

– I går mødtes vi her i Barcelona med ungernes bedste børnehavelegekammerat og hans forældre, som også tog et par dages påskeferie hernede. De er SÅ søde, og vi ville nok ikke have mødt dem, hvis ikke vores børn gik i børnehave sammen. Lucky win!

– Vi har endelig fået et tilbud på at få lavet de tilføjelser til terrassen i kolonihaven, som jeg så brændende ønsker mig, som vi kan betale! Så sommeren ser lys ud!

– Jeg har fundet nogle spanske sovepiller (DORMEDINA), som man kan købe uden recept, som virker upåklageligt godt! Jeg fik dem anbefalet af en læser, og jeg har brugt dem et par gange siden. En halv er nok, og jeg skal bare huske at tage dem en time inden sengetid og så gå tidligt i seng, så der er en 9-10 timer til, at jeg skal op, for ikke at blive groggy dagen efter.