På den her tid af året tuller jeg altid rundt og ser lidt drømmende frem for mig, mens jeg tænker tilbage på dengang, det hele startede. Jeg ser på en måde ikke rigtigt mit liv som ‘før og efter’ at ungerne kom. Det er mere før og efter, at jeg mødte Jon. Alt godt startede med ham. At sige, at han har forandret mig, ville være forkert, men jeg har forandret mig meget af at møde ham. Den, han er, og den måde, han ser mig, har givet mig så meget ro og tro på alt, der er godt. Mere end jeg havde i forvejen.

I overmorgen er det seks år siden, at han skrev til mig på Facebook for første gang og gjorde mig digitalt mundlam med en enkelt sætning. Og rigtig kommatering. Op til det øjeblik var der dog gået et par måneders tid med katten efter musen (jeg var helt klart katten), men til sidst lykkedes det mig at fange hans opmærksomhed, og i påsken 2011, hvor der af uanede årsager var hedebølge i København, havde vi vores første date. 

Jeg kan godt nogle gange synes, det er lidt trist, at det med at være gravid og føde unger ligger bag mig. At jeg har nået en alder, hvor nogle af de ting, man bruger sin barndom og ungdom på at glæde sig til, bare ér sket. Jeg synes, vi har de mest perfekte børn, og jeg vil ikke have flere, men det mirakel, at man overhovedet kan reproducere sig, er så stort, at jeg af og til begræder, at jeg ikke skal opleve det igen. Der er dog intet i mig, der er ked af, at jeg er færdig med at gå på første dates, rusen i at vente på SMS’er eller Facebook-beskeder, at blive friet til eller blive gift. Jeg føler mig så skideheldig, at jeg er endt hos Jon, og at han er endt hos mig. For selvom vores dage er fulde af leverpostej, planlægning, koordinering, diskussion om opdragelsesprincipper og indkøbssedler, så glæder jeg mig hver aften til, at vores labre unger er puttet i seng, så jeg kan få ham for mig selv. Og det er en ret dejlig følelse. 🙂