Det har været 14 helt eminent dejlige feriedage for hele Lei Lange-klanen her i eksotiske Mexico. Vi har spist tacos, været på stranden, Berta har lært at svømme “selv” med badevinger på (jeg har aldrig set hende så stolt over noget før), ungerne har smidt sutterne, der er fejret fødselsdag, Jon har dykket og nydt det, vi har spist mindst én is om dagen, og vi har gravet vildt mange huller og er blevet ret gode i diciplinen: Sandslot. Og nu er vi ved at være parate til at sige goddaw til DK igen.

Modningsprocessen fik nok lige et nøk op i forgårs. Hugo takkede midt på dagen nej til en vaffelis, hvilket fik mit hjerte til at springe et slag over. Sidst, han gjorde det, viste han sig at være syg med det, der åbenbart hedder shigella dysentri, da vi for ret præcist et år siden var på ferie i Sri Lanka. Vi fes derfor direkte hjem til hotellet og tog hans temperatur, og ganske rigtigt var den forhøjet til 39,3. Jeg gik stille og roligt i panik og begyndte at gå rundt om skiftevis mig selv og Hugo, og så fik jeg Jon til at ringe til vores private livlæge, Kopiernes Mor, som heldigvis manede i besindighed, ordinerede lur og børnepanodil og anbefalede, at vi for at undgå moderlig PTSD lige konsulterede en af de umanerligt mange private lægeklinikker med dankortterminal, som byen her gudskelov råder over. Efter luren var Hugo friskere end nyfanget laks, hans temperatur var normal, og han hoppede i poolen og skabte sig åndssvagt som altid resten af dagen, så vi troede sådan set, der havde været tale om en overophedning grundet mexicansk solstyrke.

Herunder aften vendte feberen dog tilbage, så vi gik til lægen. Da jeg adspurgt svarede, at feberen havde varet i seks timer, responderede doktoren mistroisk “Du mener vel seks dage…?”, hvortil jeg forklarede, at problemet givetvis primært var mine nerver og ikke Hugos helbred, men at jeg grundet tidligere oplevelser hellere ville komme en gang for meget end en time for sent. Hugo fik en undersøgelse, lægen bestemte, at han har en stille og rolig halsbetændelse, og vi gik derfra med en recept på penicillin, som han skal have i fem dage. Den smager gudskelov som flydende vingummi, så der er ingen problemer. Humøret har siden været i top, selvom han stadig har feber.

Her til aften gik Berta så også ned med flaget, fik feber og bad om at komme i seng. Et ydmygt ønske, der kun meget sjældent er ytret fra vores unger, så det efterkom vi selvsagt. Derfor har vi tænkt os at tilbringe weekenden på hotellet. Planer om visit til bounty-øen Isla Mujeres er aflyst, det samme er tankerne om at se cenotes og havskildpadder udenfor byen. Den står nu i stedet på iPad, Panodil, isvand, slik, appelsinjuice, måske lidt pool-plaskeri, tegnefilm og max afslapning, så alle kan være i deres bedst mulige form, når vi på mandag begiver os ud på returrejsen mod Dannevang.

Jeg er heldigvis ikke nervøs mere. Ungernes humør er godt, feberen er ikke alarmerende høj, og de får begge penicillin. OG jeg taler med Nina et par gange om dagen. 🙂 Jeg er bare superglad for, at de ikke fejler andet end en virus, og at vi har haft sådan en vildt fantastisk ferie. Og det her sygdomshyggeri er nu også meget gemytligt, når det nu endelig skal være. Vi skal jo ikke nå noget, og på aftenens puttetur (It’s a thing now: Siden de opgav sutterne, har vi gået ungerne i søvn i klapvognen, hvor de ligger og (bogstaveligt talt) tæller stjerner, til de dejser om) fandt vi en superfin legeplads, som var godt solbeskyttet af store træer, så den tjekker vi nok også i morgen. Hvis alt ånder fred, ro og lav feber, planlægger Jon og jeg at give hinanden et par timers løbepas hver, mens den anden agerer sygeplejer (hvilket nok primært kommer til at dække arbejdsopgaver som at finde de rette tegnefilm på iPaden og tilvejebringe chokolade (til Hugo) og vingummi (til Berta), når det kræves af patienterne). Jon vil gerne prøve sådan en dims nede i vandet, hvor man får spændt nogle støvler under fødderne, som så sprøjter vand med en sådan kraft, at man “svæver” over havet som en anden Iron Man. Personligt drømmer jeg blot om en sidste time på stranden med et amerikansk blad, en lemonade og udsigten til det caribiske hav. 🙂

Møs fra Langemor, som nu vil kravle i seng på børneværelset. Der sover man nu engang bedst, når ens krapyler er skidtmas. ❤️