Hvis man bare lige skimter overskriften, kunne man godt gøre sig den antagelse, at Jon var evnesvag eller på andre måder ekstra krævende at leve sammen med og have ansvaret for. Det har jeg klukket en del over i mit stille sind. Men samtidig kan jeg ret godt lide overskriften, der berammer det interview, der er med min ægtemand og mig i denne uges Femina. Den siger ligesom det hele. Den opsummerer meget godt min indstilling til vores ægteskab. Og Jons også, heldigvis, men nu var udtalelsen i denne sammenhæng så lige min.

Det, jeg mener med, at man skal rumme hinanden, er sådan set ikke, at man behøver at forstå hinanden 100%. Men man skal bare gøre plads. Udover at være kærester er man også bare to forskellige mennesker, der kommer fra noget forskelligt og nu er på vej (forhåbentlig) det samme sted hen – men på hver sin måde. Jeg har det allerbedst som kæreste, når jeg er med til at muliggøre noget for Jon. Noget af det, han drømmer om eller gerne vil. Mentalt eller fysisk. Jeg kan rigtigt godt lide at være med til at få ting til at lykkes for ham. Og sådan har han det heldigvis også med mig. Man kan vel kalde det for det modsatte af at stå i vejen for hinanden. At man gør sit bedste for at åbne verden for hinanden i stedet for at indskrænke eller begrænse den. Igen: både mentalt og fysisk.

Til det skal naturligvis også knyttes, at det stensikkert er nemmest, hvis de to personer i forholdet ligner hinanden ret meget, hvilket vi heldigvis gør herhjemme i jordhulen. Langemanden og jeg har begge to nogle håb, krav og forventninger til livet som (og rundtom livet som) ægtefælle, og de passer ret godt sammen. Hvis Jon drømte om hvert år at skippe familieferien for i stedet at tage på to måneder surferrejse med drengene, eller hvis han tog narko og drak tæt to gange hver uge og så det som sin menneskeret, så ville jeg nok ikke have så let ved at gå ombord. Og hvis jeg drømte om at bo i en sivhytte i Lapland og opdrage ungerne indremissionsk (aner ikke, om den slags går ned i Lapland, det var bare en tanke), så ville Jon nok sætte hælene i.

Men når han gerne vil til Manchester i ny og næ for at se fodbold, eller når nu han drømmer om at lave en masse teater, film og tv-serier i ind- og udland, så hepper jeg og gør det, jeg kan, for at det skal kunne lade sig gøre. Eller i et lidt mere hverdagsagtigt mindset: Hvis jeg har en tendens til at gøre eller sige ting på en måde, som Jon ikke bryder sig om, og som messer med hans humør, selvom jeg synes, det er komplet tumpet at have det sådan (eller den anden vej rundt), så er det vores pligt at tage det, den anden siger, alvorligt og ikke feje det af med, at “nu er du sgu for sart”. Vi er hinandens makkere, og den slags forpligter.

Jeg er ret vild med det billede, der ledsager interviewet også. Faktisk har jeg gjort det til min screen-saver på computeren, hehe! Desværre blev det taget to dage før, vi tog til Mexico, hvilket jo er lidt ærgerligt, når jeg så løber rundt og er stinkebrun nu uden noget som helst at bruge det til! 😜

Med i artiklen om vores love-life kan man også læse om et par, der har været sammen i 25 år og et par, som har børn sammen, men ikke længere er kærester. Men som så faktisk bor sammen alligevel! Der er mange måder at være en familie på, og der er mindst lige så mange måder at elske på. Jeg ved, I ved det, men jeg skriver det lige alligevel: Jeg kunne ikke drømme om at sige, at min måde at gøre det på er den rette, for det er den jo vitterligt ikke for alle. Den er bare åh, så rigtig for mig. ❤️