fullsizerender
Jeg har forfattet lidt om emnet tidligere, men nu synes jeg faktisk, jeg er kommet til et facit og har ro i maven omkring det, hvilket føles dejligt. Jon og jeg har de seneste måneder for første gang siden Krapylernes komme talt seriøst om, hvorvidt vi vil have flere børn eller ej. Og når Langemanden og jeg taler seriøst, går vi sgu i dybden. Alle plusser og minusser bliver talt, vendt og drejet, og alle fordele og ulemper bliver afvejet. Det er altid spændende, lidt skræmmende, og jeg kan mærke, at det er sådan nogle snakke, der altid gør, at vi vokser. Sammen. Og det er vores evne og mod til de snakke, der gør, at jeg ikke kan forestille mig nogensinde at blive færdig med at være gift med Jon. Vi har begge to udviklet os rigtigt meget både sammen og enkeltvis i de snart seks år, vi har kendt hinanden, og det er også med til at betyde, at det aldrig er kedeligt at snakke sammen. Der kommer hele tiden nye meninger, holdninger og tanker til samt nye måder at udtrykke dem på. Jeg ELSKER det! Jeg har yderst svært ved at forestille mig et ægteskab uden sex, men tanken om at skulle undvære vores samtaler, giver mig klaustrofobi. Så jeg tror sgu bare, vi holder fast i begge dele, hehe. 😄

Men vi skal ikke have flere børn. Jon er på 90/10, og jeg er på 75/25 i procentfordeling med fordel til ‘ikke’. Vi nyder Hugo og Berta så vanvittigt meget, og vi elsker at have så god tid til dem, som vi har. De to krudtugler har altid, altid, ALTID skulle dele deres forældre med hinanden. Andre børn, som er født ind i en familie, der har et barn i forvejen, har i hvert fald de fleste af de vågne nætter deres mor eller fars solo-opmærksomhed. Og de har haft de fleste af dagtimerne alene med moren, mens hun var på barsel. Vores har altid skulle dele, og derfor synes vi ikke, de skal dele med andre også. Det er den ene grund.

En anden er, at vi elsker at rejse med dem! Man kan sagtens rejse med tre, fire og fem børn også, er jeg sikker på, men der er bare nogle ting, der er nemmere, når man kun er fire mennesker. Og jo flere, man er, des dyrere bliver det jo også, ej at forglemme. Og man kan kun være fire passagerer i en taxa. 🙂

Desuden kan både Jon og jeg også ret godt lide de og det liv, vi har hver for sig og sammen udenom børnene. Vores voksenliv, der for mig betyder bifture, enkelte byture, smutture til Marrakech, London og om to måneder New York i et par dage alene eller med en veninde. Og det forestiller jeg mig, at der bliver mindre tid til, hvis vi skulle have et barn mere. I hvert fald de første år. Og jeg elsker, at ungerne efterhånden selv beder om en aften med farmor, så Jon og jeg kan tage hinanden i hånden og gå på date med hinanden i dejlige København imens.

Jeg synes, det kan være svært at være mor nogle gange. Jeg er stadig (omend ikke så ofte som de første par år) nogle gange bange for, om jeg gør det godt nok. Om jeg råber for meget, leger nok med dem, prioriterer rigtigt og i det hele taget er god nok. Men det tror jeg, mange mødre slås med, og efterhånden som Hugo og Berta bliver større og større og vokser mere og mere ind i de mennesker, de er, føler jeg mig mere og mere sikker på, at i hvert fald en god portion af det, jeg og vi gør, er okay. For de er fandme dejlige, kærlige, høflige og opmærksomme. Og den selvtillid, jeg begynder at opbygge omkring mit hverv som mor, gad jeg stadig godt afprøve på en ny baby. Mange af mine veninder, som er blevet førstegangsmor med samme “angst”, som jeg havde, har nærmest haft en terapeutisk oplevelse ved livet som andengangsmor, da skuldrene sad meget lavere, og de nød tingene meget mere fremfor at stille spørgsmålstegn ved sig selv hele tiden.

Men vi ville jo ikke kun få en baby – vi ville få et barn mere, og det føler jeg ikke, jeg har lyst til. Vi har overskuddet til det. Men man behøver ikke altid bruge alt det overskud, man har. Jeg kan godt lide et liv med ekstra overskud. Derfor vælger vi den nemme løsning og stopper på toppen: Ved at nyde de to fantastiske unger, vi har, og så bruger vi al det overskud, vi er begyndt at få, fordi de er ved at blive små-store, på at forsøde tilværelsen for dem og hinanden. Og de penge, vi sparer ved ikke at skulle forsørge en lillebror eller lillesøster (eller, åh, tænk engang: endnu et sæt tvillinger…), rejser vi op! Og får lagt terrasse i kolonihaven. 😄