I skrivende stund sidder jeg og får ordnet negle på tæerne hos en lille salon i et stormagasin på Hovedgaden i Playa Del Carmen. Det er første gang, jeg har en time uden ungerne, siden vi kom, men jeg har faktisk ikke haft lyst før. Det her familie-kvali-tid er ret kanon. Nu kunne jeg dog ikke længere stå imod fristelsen for fodforkælelse, som er langt billigere her end derhjemme.

Efter fem dage på øen Cozumel, er vi nu tilbage, hvor vi startede – vi har sågar fået det samme hotelværelse, og det føles ret fedt og lidt flippet af være tilbage. I dag er det 14 dage siden, vi forlod København, og det føles på den allerbedste måde som uendeligt meget længere. Vi har oplevet så mange ting, men samtidig har vi kun boet to forskellige steder, hvilket har givet os en slags “hverdag” særligt her i Playa, som jeg rigtigt godt kan lide. Vi har fundet ud af, hvor de bedste strande ligger, hvilke restauranter, vi bedst kan lide, og hvornår det er smartest at chille ved poolen derhjemme. Ungerne sover stadig en lur på halvanden times tid hver dag, og vi tager altid hjem til hotellet, når det er ved den tid. På den ene side er det meget fedt, da det giver Jon og mig en stund til at snave, læse bøger, nyde solen, eller hvad vi nu ellers kan finde på, men på den anden side er det også et ret tidskrævende og dominerende projekt, som river alle dage over på midten. Og siden sutterne røg, har de været ret svære at overtale til luren – omend de så kan være lige så svære at vække, når de så endelig sover. Derfor har vi tænkt os at bruge den sidste uge af Verdens Bedste Langerejse på at nappe et par dage uden lur for at se, hvordan det forløber. Måske er de ved at være modne til det også. Shit, de bliver store, mand!

I morgen har vi planer om at chille her i byen, tage på stranden, lave sandslotte, grave huller og spise frokost, og i overmorgen tager vi en endagstur til øen Isla Mujeres. De skulle have nogle vanvittige strande, og så kan man leje små golfbiler til at køre rundt på den lille ø i, og det gider jeg herre-godt! 😄

Lørdag skal Jon ud og have sit sidste dyk. Han er ganske enkelt blevet bidt af det skidt! Han lignede en overvægtig dragqueen i en slikbutik fuld af pailletformede M&M’s, første gang han kom hjem fra en dykkertur, og han vil så gerne have mig til at gøre forsøget, fordi det er så fantastisk – men jeg tør ikke. Man kan købe en ’scuba experience’, hvor man ikke behøver at være certificeret, og så dykker man kun ned til 9 meters dybde helt inde ved kanten sammen med en instruktør. Men bare tanken om at skulle trække vejret under vand, giver mig åndenød. Jeg sidder faltisk og hyperventilerer en lille smule bare af at skrive om det! Hvilket er en skam, for her hvor vi er nu, skulle være et af de smukkeste steder i verden at dykke. Men heldigvis er her også fantastisk oven vande, og tacos og vaffelis smager nu engang bedst uden saltvand. 😉

Nu vil jeg lægge mobilen fra mig og nyde min udsigt. Jeg sidder nemlig lige ovenfor en rulletrappe, og det er aldeles fantastisk at iagttage de mennesker, der går forbi mig. Folk hér findes i alle former, og de har alle sammen det samme tøj på. Kvinder med buler alle mulige og umulige steder valser stolt forbi med rank ryg i det, jeg bedst kan beskrive som et mix mellem en bikinitop og en bodystocking, og det er så fantastisk at se på. De ser skidegodt ud, fordi de bærer sig selv, og faktisk er jeg i løbet af de forgangne 14 dage begyndt at synes, at slanke piger ser en smule kedelige ud i sammenligning i den mondering, som lader til at være lidt af en nationaldragt her på egnen. Der er bare noget vanvittigt feminint og empowering over en frodig kvinde, der klæder sig på en måde, som man i Danmark mestendels ser på 16-årige modeltyper på stranden. Eller ARCH. Så i den anledning nyder jeg, mens jeg betragter, en ganske veltillavet milkshake med flødeskum og Snickers-smag. 🙂