Politiken skriver, efter at have set første afsnit, at den er ‘Mad Men’ møder ‘Far til Fire’, hvilket da må kaldes lidt af et kompliment, når man tænker på, at meningen med ‘MERCUR’ vist var at levere god og flot underholdning lige i røven af ‘Badehotellet’!

Jeg har endnu ikke set så meget som et sekund af serien, som får premiere i aften kl. 20.45 på TV2 Charlie. Men jeg sneg mig med til nogle optagelser, der foregik i DR på Rosenørns Allé. Det var faktisk en trippet oplevelse, for der arbejdede min mor i omkring ti år, indtil hun fik mig og flyttede til Als med min far. De drak usandsynligt mange bajere i arbejdstiden dengang i 70’erne, har hendes dengang bedste ven, den tidligere DR-direktør, fortalt mig, så da jeg sneg mig rundt på settet og kiggede ind i de forskellige kontorer og mødelokaler tænkte jeg “Mon min mor har været stiv herinde? Eller måske her?”. 😄 Fortid mødte nutid og blev foldet på midten på en ret skæg måde, da jeg sådan var med min mand på job på min mors gamle arbejde. Tænk, hvis nogen kunne have hvisket hende i ørene dengang, da hun var single og midt i 30’erne, at om små fyrre år ville hendes datter, der i øvrigt var mor til tvillinger, valse rundt dér og tænke på hende, mens hendes mand, som var skuespiller, var ved at filme en TV-serie om dengang, radiomonopolet blev skudt i stykker, så blandt andet hun kunne være med til at lave radioprogrammet Båndværkstedet, som hun gjorde i 70’erne. Det ville hun ret godt kunne lide, tror jeg. 😊

Når ‘MERCUR’ har premiere i aften, sidder vi i en flyver et sted over verden. Og jeg glæder mig ustyrligt meget til at komme hjem og se første afsnit på TV2 Play. Jon spiller et nydeligt, vandkæmmet overklasseløg, der selvfølgelig er homoseksuel, for det er jo den eneste type roller, hans kone tillader, høhø! 😜 Med ham på hovedrollelisten er smukke, boblende Neel Rønholt samt charmerende, krølhårede Andreas Jessen, som ikke bliver mindre hunky (omend lidt mindre Christoffer-agtig …) at se på i alle de strik-veste, serien byder ham at kravle i.

Tune lige ind på Charlie i aften kl. 20.45 og giv en melding om, hvad I synes!