skaermbillede-2017-03-22-kl-15-01-44
Det kunne i hvert fald ret godt føles som en date. Han var så sød og høflig, grinede af mine jokes og jeg af hans. Han bestilte cava til mig, og da mit glas var tomt, bestilte han et nyt. Han svarede åbent og ærligt på alt, jeg spurgte om, og kemien var ret fantastisk.
Dog skal man måske lige huske, at Johannes på en måde fik løn for at være der, og at jeg ret meget er gift med en af hans venner. 😉unspecified-3I fredags spiste jeg en portion biksemad overfor skuespiller Johannes Lassen, som lige om lidt er yderst aktuel i Kanal 5s store satsning og allerførste TV-serie, ‘Gidseltagningen’. Kanal 5 havde sat os i stævne, og det må have været lidt af en opgave, for der er knagme rift om Johannes for tiden. Både i USA, Kroatien, Sverige og Danmark. Han er involveret i massevis af internationale film og TV-produktioner i den kommende tid, men allerførst får vi ham altså at se i ‘Gidseltagningen’, som har premiere d. 2. april.
Johannes spiller Phillip Nørgaard, der er chef for PETs Terror Task Force, og som får pænt travlt, da en terrorist kaprer et tog i Københavns metro og truer med at skyde gidslerne ét efter ét, hvis hans krav ikke opfyldes. Frygten for terror er ikke noget, der fylder i Johannes’ egen bevidsthed i det daglige. Faktisk er han ikke bange for ret meget, siger han på en ikke sådan macho-agtig, men bare ‘matter-of-fact‘-lig måde, men funderer samtidig over, om det måske til dels skyldes, at han endnu ikke har stiftet familie. Noget, han gerne vil på et tidspunkt, men som ikke rigtigt ligger i kortene lige nu.

Johannes er født og opvokset i indre København, hvor han ikke havde det specielt sjovt i folkeskolen, da han havde det med at banke de bøller, der drillede ham. Derfor besluttede hans mor, da han var 10 år gammel, at familien skulle flytte Bornholm, og her fik Johannes en klasselærer med en lidt mere holistisk tilgang til tingene, om man vil. Hvis bøllerne brokkede sig over at få gok i nøden, bad han dem reflektere over, om de mon havde været medvirkende årsag til de klø, de fik tildelt. Årsag og konsekvens. Og pludselig havde drengene lidt lettere ved at komme ud af det med hinanden.
Da han fyldte 18 år, flyttede Johannes tilbage til hovedstaden, hvor han påbegyndte og ret hurtigt derefter droppede gymnasiet. Hans mor bakkede op om hans skuespillerdrøm, men ønskede samtidig, at han ville have noget at falde tilbage på. Da indså Johannes dog i samme instans, at det var netop det, han ikke ville have. Alt skulle være på spil – han ville gå 100% efter sin drøm om at blive skuespiller.
Efter at have snuset til branchen i et par år med job på blandt andet Folketeatret, hvor han så alle de stykker, han kunne komme til, søgte han ind på skuespillerskolen og blev samme år optaget i Odense.
unspecified-2Første gang, jeg mødte Johannes, var, da han spillede sammen med Jon i filmen ‘Sommeren ’92’, hvor han havde rollen som Ken Nielsen. Dengang mødtes skuespillerne i filmen dagligt i en måned op til optagelserne for at spille fodbold sammen og øve sig i at komme til at ligne et hold.
I forbindelserne med optagelserne til ‘Gidseltagningen’ har Johannes’ forberedelser været noget mere hardcore (omend jeg godt har set voksne mænd græde i fodboldkampe). Johannes brugte nemlig tre stive måneder i en militær-træningslejr sammen med nogle jernhårde typer, der ikke var kommet for at se en velfriseret skuespiller være fin på den – og det var han så i øvrigt heller ikke. Johannes slog mig meget hurtigt som all or nothing-typen. Han giver sig helt i det, han går ind i, og hvis det ikke er en mulighed, vil han hellere blive hjemme.
Da jeg spurgte Johannes, hvad der havde været det hårdeste at filme i forbindelse med ‘Gidseltagningen’, fortalte han, at de allerførste scener, der blev skudt, skulle vise dengang, hvor hans karakter blev holdt fanget og tortureret bag fjendens linjer. “Jeg kunne jo trods alt gå hjem og sove i min egen seng om aftenen, men er du gal, min krop var ødelagt”, sagde han. Men det var alligevel ikke de fysiske udmattelser, der havde gjort det største indtryk.
Som forberedelse til de optagelser havde han haft en eftermiddag i selskab med en den danske fotograf, Daniel Rye, som selv har været i den situation – i 13 måneder. I en kælder blev han dagligt udsat for tortur uden at vide, om han nogensinde ville komme hjem igen. Han sagde til Johannes, at han måtte spørge ham om alting, men så ville han altså gerne bede om et par øl imens. Og Johannes fortalte, at han flere gange måtte undskylde sig for at gå på toilettet og sunde sig ovenpå fotografens fortællinger. Og dem havde han så i pinende frisk erindring, da de første optagelser skulle i kassen.

unspecified-1
Johannes fortæller ikke meget om, hvad der sker i ‘Gidseltagningen’, da han er nervøs for at komme til at spoile, men efter vores fredags-hygge på Steak Royal glæder jeg mig nu endnu mere til på torsdag! Torsdag aften er jeg nemlig inviteret ud at spise i selskab med en håndfuld bloggere. Det er Kanal 5, der har inviteret, og de byder satme på bøf med bearnaise på Retour Steak, så man skal ikke have sovet særligt godt i nat for at regne ud, at jeg slog til hurtigere end en hest kan rende. Efter bøffen får vi mulighed for at hilse på størstedelen af skuespillerne fra serien, og så skal vi en tur i biografen sammen med en masse andre premiere-gæster og se de første to afsnit af ‘Gidseltagningen’!
‘Gidseltagningen’ havde i øvrigt urpremiere på den berlinske filmfestival ‘Berlinale’, hvor Johannes fortalte, at rosen ingen ende ville tage. Nogle mente, at man med TV-serien har skabt en ny genre, som de kaldte ‘action noir’. Så der er lagt i kakkelovnen til et action-drama, når Kanal 5 fra søndag d. 2. april blænder op for serien, hvor vi altså kan stifte endnu bedre bekendtskab med Johannes Lassen, der får selskab af navne som Paprika Steen, Sarah Hjort, Allan Hyde og Cecilie Stenspil. Og mange flere. Det er sgu heldigt, at man kan streame ‘Mercur’ på TV2 Play, for ellers ville jeg da have et problem de næste mange søndage. 😉

Indlægget er lavet i samarbejde med ‘Gidseltagningen’ og Kanal 5.