16730691_10154655499626886_1029451381_n
I sidste uge lånte Jon den bil, hans mor har lånt af sin søster (ja, det er noget logistisk rod at være billøs nogle gange) og kørte i IKEA, hvor han overtrak ‘diverse’-kontoen på fineste vis! Vi har længe talt om, at vi gerne ville have nogle mere junior-agtige senge til ungerne, og efter at jeg havde set, at Kopiernes Mor havde investeret i nogle fine nogle fra IKEA, rippede jeg totalt hendes opfindsomhed og forelskede mig i dem.
De er ret brede i det det, så man kan sidde på kanten og sågar ligge og putte lidt, selvom man er voksen. Hvis man får lov. Som det ses på billedet herover, har vi placeret en skammel mellem dem, som er intenderet til at finde anvendelse, når der skal læses godnathistorie.
Jeg har en tanke om, at sengene skal personaliseres en smule. Måske skal ungernes navne males på, eller også dækker jeg en del af siden af med malertape, inden jeg lader dem selv male amok. Hvid er ikke en farve, der rigtigt passer ind i vores farveeksplotion af et børneværelse, så noget skal der ske. Jon har også købt natlamper til dem begge, så jeg må hellere vende tilbage med noget mere (og lidt bedre. Billederne her er hapset lige inden sengetid) fotodokumentation, når projektet er tilendebragt. Vi skal dog liiiige til Mexico først, høhø. 😉
Hvis man vil se lidt mere af, hvordan vi bor, kan man i øvrigt klikke her.
Den der dut, der stikker ind nederst i billedet til højre, er i øvrigt en knagerække, Hugo løber rundt og vifter med …

16735025_10154655499621886_434236644_oEndnu en nyanskaffelse på Krapylernes værelse er de skummøbler (reklamelink), der kan ses på billedet. Det er en trappe og en stor trekant, der passer perfekt op ad hinanden, og så fungerer trekanten selvsagt upåklageligt som rutchebane. De har fået en ting med at stille dem op ad sengen, så man lige kan nappe en hoppetur, inden man rutcher.
Jeg kan ret godt lide, at de har noget legetøj, der går ud på andet end at sidde i skrædderstilling og koncentrere sig som eksempelvis LEGO, PlusPlus’er eller puslespil, som de også er rigtigt glade for. De her nye legesager skaber noget bevægelse, hvilket er meget fedt, når man nu bor i lejlighed og ikke har en have, man kan vælte rundt i eller en mor, der nødvendigvis gider stå på en offentlig legeplads flere gange om dagen i weekenden …

skaermbillede-2017-02-13-kl-11-32-18
Det sidste store køb, Jon gjorde i sidste uge, var lænestolen her. Særligt min far har efterspurgt noget med rygstøtte til sine besøg, og det kunne vi egentlig godt forstå. Vi blev ret hurtige enige om den her stol, men det var min fikse idé, at den skulle være gul. Jeg kan ret godt lide den, må jeg indrømme, selvom der går lige lidt for meget “Brøndby” i den overfor den blå puf, vi også har … Jeg tænker, at den oplagte løsningsmulighed er at implementere ENDNU flere farver i stuen, så det ikke lige er de to, der stikker ud.

Jeg synes, det er vildt pænt, når folk bor minimalistisk og skandinavisk med masser af lyse farver, naturligt dagslys, ting af hør og råt træ. Men det duer ikke til mit hjem. Og det er ikke fordi, vi har børn, for sådan har jeg altid haft det. Da jeg boede i min solo-hybel på Meinungsgade, inden Jon og jeg flyttede sammen, havde jeg også en del farver. Farver gør én i godt humør, og det er nu engang lettere at kamuflere en chokoladeplet, når man har en masse mønstrede puder. 😉