I går da vi sad i flyet på vej ud mod take-off med ungerne imellem os og kurs mod Düsseldorf, hvor vi skulle med det, vi overfor ungerne omtalte som en “kæmpe-flyver” videre til Cancun, kom Jon og jeg til at snakke om Langerejsen for et år siden, som gik til Sri Lanka. På turen derned, som tog cirka lige så langt tid som denne, fik Hugo feber og begyndte at kaste op udover os alle fire og alt, hvad vi ejede. Vi måtte købe nyt tøj til ham under mellemlandingen i Doha, ungerne havde det begge to selv sagt ad H til det hele turen, og vi var mildest talt noget baldrede, da vi nåede vores slutdestination. Efter ankomst til Sri Lanka skrev jeg det her indlæg.Jeg sagde til Jon derude på runwayen, at tænk nu, hvis jeg i morgen kan skrive et indlæg med titlen “Like a glove!”. Alle i min aldersgruppe husker naturligvis Jim Carrey i rollen som Pet Detective, der anvender udtrykket om ting, der går smoothe. Og jeg havde bare sådan en god fornemmelse i maven af, at det ville blive en god rejsedag.

Oh, my dear friends – it’s sooooo fitting!! Vi stod op kl. 4 om morgenen, vækkede Krapylerne, halede dem med ned i metroen, fløj til Düsseldorf og siden til Mexico, og det gik simpelthen som smurt i olie! De tolv timers flyvetur, som den stod på fra Tyskland og fremover, fløj forbi (pun intended), og der var ganske enkelt INGEN sure miner eller vrisne unger. Vi medbragte én iPad indeholdende downloadede afsnit af yndlings-tegnefilm, og når den ene sad med dén, anvendte den anden min iPhone til at spille spil i LEGO-appen. Og der gik cirka en halv time hver gang, og så blev de jaloux på det, den anden sad med, hvorpå de så byttede, og så gik der yderligere en halv time, og sådan blev de sgu ved! Ved vanlig tid tog de en lur på halvanden time, og en gang imellem gik de en tur og op ned ad gangene eller hilse på dem, der sad foran og bag os. Jeg fik set intet mindre end FIRE film, mens jeg åd mig igennem ringe flymåltider og hjemmebagt slik, og jeg var så stolt af mine søde, seje, store børn, som pludselig forstår ret meget mere af konceptet med at rejse og det, at man skal stuves sammen i en flyver for at komme langt væk, at jeg, da de faldt i søvn, begyndte at tude en lille smule. Især fordi det tog fusen på mig, at Hugo var så lang, at han dækkede tre flysæder.
Vi ankom til Cancun lufthavn kl. 15 lokal tid, hvilket betød 21 dansk tid og altså halvanden time efter deres normale sengetid. Her stod den på en kø på en time i tolden, som de tog i en arm så stiv som amish teenager på rumspringa, og selv da vi blev randomly selected til en gennemgang af aaaal vores bagage (fandme et u-cool move overfor tvillingeforældre), var der kun et minimum af palaver.

I taxaen mod hotellet fik de en powernap på tyve minutter, så da vi ankom til vort midlertidige hjem, havde de fået en lille energioptankning, og så ledes stod de også last og brast, da vi efter et hurtigt tøjskifte gik ud for at spise aftensmad. Desværre er mine børn endnu mere kræsne end mig, hvorfor vi denne første aften intet formåede at putte i dem, hvilket godt kan få en ængstelig mor-type (som mig) til at vride hænder. Vi må på udkig efter leverpostej og rugbrød i morgen. :-/
Ungerne holdt simpelthen til kl. 19.30 lokal tid (altså 1.30 dansk tid), før de blev puttet i den kæmpe dobbeltseng, som de skal dele over de næste uger. De var vågne i næsten dobbelt så langt tid, som de plejer på en vanlig onsdag, og stemningen holdt!
I nat var de (og dermed vi) vågne i et par timer, hvor vi lavede havregrød til natlig krapyl-konsumering, og så sov vi videre til kl. 6 her til morgen. Altså klokken 12 dansk tid. Jetlag status: BEATED!
Mexico virker indtil videre genial. Den by, vi bor i, er umiddelbart enormt turistet, og vores hotel er af en ganske anden klasse end dem, der holdt røven op på os i Sri Lanka, og jeg kan enormt godt lide det. Der er noget ved den slags, der får skuldrene til at falde helt ned. Lidt ligesom på campingferien i sommer. Vores hotelværelse er faktisk en lille lejlighed med både stue, te-køkken og to soveværelser. Alt er formet i mørkt træ og gult “læder”, og det er ikke sønderligt insta-venligt, men det passer så latterligt godt til vores behov, at jeg alligevel har haft dame-jern på over det siden ankomst.
I dag skal vi se, om vi kan finde stranden, og så skal jeg totalt meget rode rundt i det stor-magasin, der ligger nede ad vejen, som byder på masser af amerikanske brands – både indenfor tøj og snolder. Da vi gik ud til aftensmad i går, mødte vi på det, der godt kunne være “hovedstrøget” i byen, en gruppe af mænd klædt ud som alt fra Spiderman til The Mask (igen Jim Carrey!), og ungernes entusiasme trak atter tårer i mine gamle øjne, fordi det ér så meget sjovere at rejse med dem nu, end det tidligere har været, og sådan har det været hver gang, vi har rejst, siden de blev født.

Og så elsker jeg, at de taler nu. Mens vi spiste havregrød i vores lille køkken her til morgen, spurgte Hugo, om vi ville høre en sang, som han kunne huske fra da han var lille? Vi svarede naturligvis ‘ja!’, hvorpå han spandt et kvad med hjemmelavet melodi over teksten: “Nuuu sidder jeg og spiser min mooorgenmaaad. Hvis jeg er søøød og spiser det heeeele, såååå må jeg godt se noget fjernsyyyyn…. Lalalalaaaaaa!”

Det er altså manipulation på højt plan, folkens!

Og ja, rigtigt gættet – i skrivende stund sidder Krapylerne med fulde maver og ser ‘Dora The Explorer’ på iPaden, og jeg vil nakke et bad, inden restauranten åbner for morgenmad om en time.
TAK for alle de tips, der er kommet til Playa Del Carmen i det her indlæg! Det er helt genialt og virkelig et fedt udgangspunkt for os her på førstedagen! I er så seje! Skal også hilse fra Jon og sige pænt tak. 🙂
Kram fra Mexico fra en ganske veludhvilet Langemor med udsigt til tre ugers ferie i Mexico med sin familie. Hvis ikke, jeg synes, det var så monumentalt corny, ville jeg skrive #blessed!

Billedkollagen herover er sammensat af snapshots, som ungerne havde det ret grineren med at tage under flyvningen. Af uanede årsager ser de helst, at man åbner munden, når de fotograferer …