I går havde vi lejet en bil og havde planer om at køre rundt og lave pitstops ved alle de gode strande, Cozumel er kendt for. Om formiddagen havde Berta klaget over ikke at have det så godt, men det gør hun ret tit, hvis hun hellere vil bæres end at gå eller hellere vil ligge i sengen og se tegnefilm på iPad’en end nogle af de andre planer, vi voksne ellers har linet up, så det tog vi ikke så alvorligt.

Men det er jo netop kernen i at have børn, der kan tale: Man skal vænne sig til at høre efter, hvad de siger, for pokker! Da vi havde kørt i 10 minutter, kastede hun op. Heldigvis havde jeg ekstratøj med (seks års børne-anciennitet – noget har jeg da lært!), så vi fik hende skiftet og besluttede os for at tage en meget rolig dag i hendes tempo, fandt iPad og tæpper frem, og i samme nu brød regnen igennem. Så vi trissede rundt og kiggede på fine, små huse på forsædet, mens Krapylerne så tegnefilm og hyggede på bagsædet. Vi fik mayansk frokost i en lille, konstrueret landsby, hvor vi også betalte ågerpriser for en rundvisning, der mest af alt mindede mig om engang, jeg besøgte vikingelandsbyen i Stevninghus. Bare tilsat ananasplanter og tortillas lavet over bål i stedet for brændenældesuppe og snobrød. Hvilket nu også kan noget, hvis jeg skal være helt ærlig. 🙂

Ungerne nappede en lur på bagsædet, mens vi skiftedes til at vende os om og udgyde vokaler på vores udåndinger over, hvor fucking cute, de er, og da de vågnede, bad Berta om pizza, så vi fulgte hendes bøn og købte den både dårligste og bedste pizza, jeg nogensinde har smagt. Dårlig fordi, den smagte mig enormt ringe og god, fordi Krapylerne elskede den! Bunden var mere rå ene stegt, der var meget mere ost, end der var tomatsovs, og pepperonien smagte af intet. Men Krapylerne åd, så vi var lykkelige!

…. Lige indtil en halv time senere, hvor vi følte os enormt dumme, da Berta brækkede sig ud over både sig selv, mig, sit tæppe og vores iPad på bagsædet af Jeep’en, hvor jeg også havde sat mig for at holde dem med selskab. Efter grundig aftøring kørte vi hjem – men først et pitstop i det lokale supermarked, hvor en mexicansk mor rådede mig til ikke at købe yoghurt, men derimod i stedet at fodre mit barn med den grønne og røde jello-gelé, der findes overALT herovre, og som vi indtil videre er gået en stor bue udenom, fordi det ser så vanvittigt giftigt ud. Men When In Rome, og alt det der, så jeg købte én til dem hver, introducerede dem som “vingummigrød”, og så åd begge unger hele baduljen!

Da vi ramte hotellet igen, havde Berta det super, men hvad hun end havde fanget, havde nu ramt mig. Jeg var komplet baldret, havde ondt i maven og var mindre festlig end en punkteret ballon, så Jon tog sig af “putteturen”, som vi har døbt den gåtur, der er blevet en fast del af godnat-ritualet, nu hvor de har smidt sutterne. Ungerne synes, det er hyggeligere at falde i søvn i klapvognen end i sengen, og vi synes, det er en god måde at lempe lidt på overgangen fra sutte-brug. Jeg gik på hovedet i seng, og efter lidt over 10 timers søvn var jeg i morges tilbage på toppen.

I dag har Jon været ude at dykke, og ungerne og jeg har tilbragt det meste af dagen på forskellige legepladser, inden vi spiste frokost på Señor Frogs, hvorfra vi traditionen tro gik fra med hver vores ballonhat. Da vi kom hjem til hotellet, lignede både Hugo og Berta nogle ægte landbrugsarbejdere. Det jordede underlag på legepladsen havde gjort dem så beskidte, at jeg fristes til at skrive: “Jeg har aldrig kendt mage!”

I aften er der karnevals-finale, som efter sigende skulle byde på det største af de tre optog, vi får at se, mens vi er her, og mine unger har i den forbindelse bedt om lov til at prøve at køre i hestevogn, så det skal vi nok. I morgen sejler vi tilbage til Playa Del Carmen, hvor vi har hele fem dage tilbage af ferien, inden vi flyver retur til København. Som vist stadig er ganske kølig, kan jeg forstå?

Stort kys fra varmen, hvor jeg lige nu sidder på vores terrasse iført g-string og en undertrøje. Hvis nogen har i sinde at beskylde mig for at være upassende, er jeg parat til at fortælle dem om den amerikaner, der i går i sin brandert kastede op i poolen. Eller det ældre ægtepar, der i nat var så stive, at de ganske desperat gjorde mange forsøg på at komme ind på vores hotelværelse, fordi de åbenbart havde glemt, hvor de boede. Cozumel er smukt, skønt, charmerende og fantastisk! Og lidt som et Calella for seniorer. Men det er sgu også meget sjovt at se på!