I skrivende stund er klokken snart ni, og jeg er den eneste i familien Lei Lange, der er vågen. Det er ALDRIG sket før. Men der er en god forklaring.

I går blev vores fantastiske duo 3 år. En fødselsdag, jeg har set frem til siden før, de blev født, da jeg altid ret godt har kunne lide børn i den alder, OG fordi folk sagde, at særligt tvillinger på 3 er sjovere. Og nemmere. Og begge dele er indtil videre sandt!

Krapylerne er ganske priviligerede. Når de mangler noget, køber vi det som regel til dem. Inden afrejse til Mexico, fik de nye senge, og i løbet af ferien har de fået nyt strandlegetøj, badetøj, talløse is og meget mere. Derfor valgte vi at gå relativt enkelt til værks i forhold til fødselsdagsgaver. De fik én hver, som til gengæld var både etisk og kønspolitisk ukorrekt – men begge dele faldt i umanerligt god jord! Hugo fik en pistol, og Berta fik et sminkesæt. Og to sekunder efter måtte vi smide alt tøj til vask, og Jon lignede én, der havde fået tæsk af en rocker, fordi sminken ikke, som jeg troede, var lavet af plastik, men af rigtig sminke. Med glimmer og ganske sikkert yderst mange parabener. Men alle overlevede, og så tog vi på stranden! 🙂

Vi spiste frokost på Senior Frogs, som vi ellers er gået i en stor bue udenom, da det er et turisthelvede uden match. Der er én restaurant i byen, men hele TRE merchandise-butikker med guitarspillende stoffrøer og grimme reklame-t-shirts. Men der var klovne, som lavede ballon-dyr, hvilket gav det hele en lidt mere fødselsdags-agtig følelse, og så var både udsigten og maden formidabel!

Efter ungernes vanlige lur, som jeg delte med dem, bevægede vi os ned til en lille slyngplante på en sidegade, vi havde udset os i fællesskab til at være et suttetræ. Det havde nemlig grene tæt på jorden, så ungerne kunne hjælpe med at hænge deres bedste venner op. Hugo gik til opgaven med stor entusiasme, hvor Berta var noget mere mådeholdende. Da vi gik derfra, græd hun så hjerteskærende, at jeg gik en ubændig trang til at rejse frem i tiden og lammetæve den første dreng, der ikke ringer tilbage. Det kan måske virke noget hardcore at udføre dette tunge hverv lige præcis på ungernes fødselsdag, men de har de seneste uger været ret indforståede med, at det er, når man fylder lige præcis TRE år, at man tager afsked, så den følelse valgte vi at agere på.

Berta græd og sagde, at det var kedeligt, og at hun gerne ville være to år igen, og så brugte jeg langt tid på at snakke med hende om, at det er totalt okay at være ked af det. Man kan ikke være glad altid, og når man siger farvel til nogen eller noget, man er glad for, gør det ondt – også i maven, og så græder man. Og jeg græd også, da jeg skulle af med mine sutter. Det fik hende til at løsne op og slappe af, og så købte vi verdens største pose med slikkepinde, så mundene kunne blive beskæftiget.

Hugo tog afskeden med knusende ro, og resten af dagen var han i et kosteligt humør. Berta vendte af og til tilbage til sorgens stund og skulle trøstes, hvilket hun blev. Henunder aften bedyrede hun, at hun synes, det var kedeligt, at hun ikke havde andet i munden end sin tunge.

Vi gik alle sammen i seng på én gang og i samme seng, og efter en lille tudetur, faldt Berta meget hurtigt til ro, mens jeg kløede hende på ryggen.

…. Men NU gik realiteterne op for Hugo, og han var gal og ville ikke under nogen som helst omstændigheder sove. Efter halvanden times forsøg lempede vi dem begge op i klapvognen og gik ham i søvn. Omkring midnat ramte vi sengene igen – jeg i det ene værelse med Berta, og Jon i det andet med Hugo. Jeg vågnede dog med et sæt, da uheldet var ude, og Hugo var vågnet, fordi han faldt ud af sengen og slog hovedet på stengulvet. Han græd selvsagt skæbnesvangert, og en sut virkede så naturlig, men de hang alle på suttetræet. Han råbte og skreg og bandede bogstaveligt talt Jon og mig langt væk. Det, der til sidst fik ham til at falde ned, var, da jeg gav ham ret. Jeg sagde, at jeg sagtens kunne forstå, at mor og far var dumme, at sengen var dum, at det dumme gulv var skidedumt, og at suttetræet var dumt. Så rokkede jeg ham og fortalte en opdigtet historie om dengang, jeg blev 3 år og måtte sige farvel til sutterne. Jon listede ind til Berta, og jeg brugte så (I shit you not) de næste tre timer på at fortælle hjemmebryggede eventyr, der havde til hensigt at få ham til at døse hen. Men hver gang, jeg sagde “Og så lå Hugo på den bløøødeste madras i træhulen og kiggede op på stjernerne, mens han kunne mærke sine øjenlåg blive heeelt tunge…” responderede han med noget a la “Men så kom der en DRAGE!! Og Hugo SLÅSSEDE MED DEN!!!” og så startede vi forfra. Klokken 5.30 faldt han i søvn, og jeg flæbede lidt ved erkendelsen af, at vores bittesmå børn er væk, og at dette var den sidste fødselsdag, vi fejrer for rollinger. Næste gang bliver de FIRE år, og da er både sutter, bleer og middagslur en saga blot … ❤️