16736430_10154655655251886_558523096_n
Jeg har bedt min søster, Anne Sofie, om at finde på ti ting om mig, som I, der læser med, ikke vidste i forvejen, og her forleden kom de så på mail og tog røven på mig. Jeg blev så rørt, at jeg tudede. Både over, at hun elsker mig og tydeligvis kender mig ret godt, men det vidste jeg godt i forvejen (omend jeg aldrig bliver træt af at høre det). Det var mere det med at læse om nogle af vores fælles oplevelser fra hendes perspektiv. Hun kan selvfølgelig huske nogle ting fra vores barndom, som jeg fuldstændig har glemt, men hun husker dem jo også på en anden måde end mig. Hun har tænkt, følt og set noget andet i situationerne, som gør det anderledes og vildt hyggeligt for mig at læse.

Om det er spændende for jer, der læser med, kan jeg jo så kun håbe! Her kommer de i hvert fald. Og, åh, ja: Min søster har aldrig kaldt mig andet end ‘Mia’. Så når hun skriver ‘Mia’, er det altså mig, hun mener. 🙂

  1. Vores mor agerede frisør på matriklen. Vi kom alle under saksen – både far, børn, vores hund Fussy, og vi har faktisk også haft angorakaniner, hvis pels hun spandt garn til huer og trøjer af, og sit eget hår farvede hun også.
    Jeg blev altid klippet som Kleopatra, sådan zak-zak-zak, en page med pandehår ud til ørene, for det var praktisk. Vores mor kunne ikke fordrage langt pandehår, for det var upraktisk og kom ned i øjnene, mente hun. Mia var helt korthåret, da hun var lille. Den frisure kunne hun faktisk godt selv lide, og den var jo også ganske nem. Lige indtil en gang vi var på camping, hvor nogen troede hun var en dreng. Så gik hun hjem og sagde, at nu skulle være langt, og det blev det så, men endte selvfølgelig også med mors Kleopatra-version.
  2. Mia var den ældste af os børn på vejen, og hun havde en masse idéer til forskellige lege. Hun blev altid valgt til at lege far, når vi legede ”familie” med nabobørnene. Så hed hun Thorkild og gik på arbejde og skrev telefonbøger. Men hun kom altid hjem efter 5 minutter, for det var keeeeedeligt at være udenfor døren, men da var vi (børnene) ikke en gang færdige med at spise morgenmaden, og så måtte vi finde på noget andet at lege.
  3. Hun er blevet opereret for brok.
  4. Hun er den, der kan få mig til at grine højest og også uden lyd. Sådan ondt-i-maven-agtigt, hvor tårerne løber, og der ingen luft er tilbage. Vi kan udveksle et blik, og så ved man bare, hvad den anden tænker. Hun kan altid få mig til at grine og få mig til at se mig selv udefra i de mest latterlige situationer og selvfølgelig også på de mest irriterende tidspunkter, hvor man bestemt IKKE må grine, eller hvis jeg er mopset og bestemt ikke synes noget er sjovt, så har hun mig i sin hule hånd. God damn it..!
  5. Hun har undervist i drama på en ungdomsskole, da hun var 17 år, hvor vi (ja, jeg var en af hendes elever) opførte Askepot (jeg vandt hovedrollen efter plat og krone). Til jul købte hun chokoladejulekalendre til os alle sammen, bare fordi hun havde lyst.
  6. Hun EEEEEELSKER at give gaver. Sådan helt vildt. Og pakker alle sirligt og fint ind. Hun har altid lavet pakkejulekalender til mig, vores fars kone, sin svigermor, papsøster, veninder, Jon og et år ville jeg gøre det for hende. Men hun glemte at pakke gaverne op. Hun går mere op i at gi’ end at få. Til jul fik jeg fx to gaver ude ved trappen, for ellers var der for mange til mig under træet, synes hun.
  7. Hun opdagede først mascara i 1. g, men så udfoldede hele makeup-verdenen sig for hende, og siden har kun det bedste været godt nok. Hver gang hun købte noget i Matas (da hun gik i gymnasiet og indtil hun begyndte på ELLE, tror jeg) sagde hun, at det var en gave, for så fik hun gratis prøver med fra eksklusive mærker. Man er vel jyde 😉
  8. Hun har arvet sin fars humor.
  9. Da hun gik i 6. klasse plagede hun vores mor om at komme til lægen, for hun ville så gerne tage på. Hun vejede 26 kg. Vores mor sagde ”Du skal nok blive moderne en dag, bare vent og se.” Lægen sagde, at hun skulle spise mere rugbrød og mindre chokolade. Men hun spiser stadig chokolade og ser stadig dejlig ud – og er blevet meget moderne. 🙂
  10. Da vi var små, kunne jeg synge ”Vem kan segla förutan vind” og så ville hun begynde at græde, fordi hun synes den var så sørgelig og melankolsk. Titelmelodien til Matador havde samme effekt på hende.
  11. Ja, undskyld, jeg er ellers meget regelret, men nu bliver jeg jo helt grebet af det her, og jeg må lige have et punkt mere med. For den ALLER-sidste ting om min søster må altså være, at hun også er min veninde. Jeg deler ting med hende, som jeg ikke deler med andre. Jeg spørger hende til råds, når jeg slår mig på livet, har fucket up eller bare er almindelig forvirret. Hun udnytter ikke situationer til at være dømmende eller bagklog, men byder altid på kram, slik og sofatid, eller en snak over telefonen. Hun er god at sparre med, hun bliver gennem-glad på mine vegne, når gode ting sker, og så er hun ærlig, sådan 100%, også når det kan være svært at være.