fotografi-den-25-01-2017-kl-10-52-2
Jeg har de seneste to uger haft min makeup-pung liggende i min taske. Hver morgen smider jeg den op på cyklen og tager den med ind i Tinnitus, hvor den så ligger og sover i taskens mørke rum hele dagen, indtil jeg om aftenen atter smider tasken op på cyklen og kører hjem. Jeg har endnu til gode rent faktisk at fiske pudder, consealer og mascara op af tasken og putte det i krydderen. Nu ér jeg jo rent faktisk vant til at bevæge mig ud i det offentlige rum uden at have kalket facaden først. Jeg får både til bageren, til møder og til receptioner uden maske, så det er ikke som sådan princippet i det.
Sagen er bare den, at jeg har set så snot-hamrende slidt og træt ud, siden juleferien sluttede, at jeg næsten ikke kan mindes, at det tidligere i mit liv har været bare tilnærmelsesvis lige så grelt. Men jeg har jo heller aldrig været ældre, kan man plædere. Desuden er det januar, og selvom sneen ikke daler ned derude, er jeg så hvid, at selv Snehvide ville løfte et øjenbryn og sige “Du ser mig noget bleg ud”, hvis vore veje en dag skulle krydses.

Og nu kommer vi til det, der er lidt træls.
Jon går heller ikke med sminke. Jon sover lige så lidt om natten, som jeg gør (jep, Krapylerne er syge igen. I hvert fald den ene, men hvis historien har lært mig noget, er det, at den anden følger trop omkring på fredag), og han må lige så ofte springe de velgørende morgenbade over, som jeg må. Men han ligner ikke lort.
Og det er ikke fordi, han er lækrere end mig (eller jo, det er han også, men hør nu lige min pointe). Det er fordi, han er en mand. En mand kan sagtens se lækker ud i joggingbukser og en hullet undertrøje, en slatten holdning og en kasket på sned. Faktisk foretrækker jeg ligefrem det look frem for vandkæmmet hår, jakkesæt og pudsede sko, og det kender jeg mange damer, som også gør.
Jon er heldigvis ret tredimensionel i sit syn på mig, lader det til. Da jeg var højgravid, dobbelthaget og vejede i nærheden af 90 kilo, synes han eksempelvis stadig, at jeg var mindst lige så indbydende som friskfanget stenbidderrogn først på sæsonen. Hvis han ikke gjorde, fortjener han i hvert fald en Oscar for sin gøren-som-om. Så det er ikke fordi, jeg er bange for, at han stikker af med en yngre og mere sminket model, mens jeg har travlt med at være træt og pusle feberramte småfolk i privaten.
Jeg synes bare nogle gange, det er lidt træls, at samfundet er sådan skruet sammen, at kvinder ser friskest ud med sminke og velglattet hår, mens mænd derimod ser rå, lækre, badass og maskuline ud, når de er det, man ville omtale som “slidte at se på”, hvis de havde været kvinder.
Bare rolig – irritationen skal nok nå at lægge sig, når vi i næste weekend skal til Robert-prisuddeling, og jeg med god samvittighed kan bruge flere timer på at dulle, sminke og style mig (hvilket jeg eeelsker), mens han, fordi han er mand, må nøjes med at tage et bad, ordne skægget og tage en ren skjorte på. 😉