Sidste år blev Jon og jeg enige om, at vi ville tage på langfart i februar. Med ungerne, selvklart. Vi drømte om Thailand, hvor jeg i øvrigt aldrig har været, men så faldt vi i snak med nogle venner, som også har små børn. De fortalte, at de netop havde booket 10 dage på Gran Canaria og opfordrede os til noget lignende i stedet. De mente, at de cirka ti grader lavere, der ville være i temperatur, var et fint bytte for den meget kortere flyvetur, det var, og så var det jo også billigere. Og vi havde jo to med på hver 1 år, så vi hørte godt efter. 

Faktisk havde vi stort set besluttet os, da jeg så alligevel lagde spørgsmålet op til debat her på domænet. Min argumentation gik på, at det ville være sidste chance for os for at komme afsted med ungerne til en billig penge, da de i februar fyldte to år og derefter ville koste noget mere at rejse med. Og 98% af jer sagde, at vi skulle give pokker i praktik, carpe noget diem og rejse laaangt væk! Og I var så overbevisende i jeres argumentationer, at vi gjorde det! Faktisk endte vi i Sri Lanka OG havde sågar tilkøbt en uge på Maldiverne. All in på far out! Desværre skete der det, at Hugo først blev ramt at lungebetændelse, og en uge efter blev vi indlagt på hospitalet, da Hugo igen blev syg – denne gang med sygdommen shigella dysentri. Så vi fejrede børnenes fødselsdag på hospitalet, aflyste Maldiverne og fløj hjem til Danmark så snart, vi kunne. Og jeg svor, at jeg ikke i mit livs vildeste fantasi kunne forestille mig at skulle andet end max en tur til Fleggaard syd for grænsen med ungerne, før de fyldte 32!

… Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. I sommer var vi på verdens mest vidunderlige campingferie i Kroatien, i efteråret tog vi et smut til Barcelona, og minsandten om februar ikke snart nærmer sig igen! Og oven i det er Jon til den tid atter arbejdsløs, og det skal udnyttes! Derfor har vi atter engang besluttet at fejre Krapylernes fødselsdag i De Varme Lande. Denne gang dog forhåbentlig på en strand med lagkage, gaver og solskin i stedet for på en beige hospitalsstue med papkrus og sugerør fra det lokale supermarked. Og denne gang har jeg tænkt mig på forhånd at nedskrive alle telefonnumre på alle privathospitaler i nærheden af alle de steder, vi skal opholde os. Og medbringe usandsynlige mængder af håndsprit. 🙂

Vi ved endnu ikke med 100% sikkerhed, hvor vi ender, men vi fifler sgu lidt med muligvis at kunne gøre en drøm, jeg altid har haft, til virkelighed, hvilket er komplet vanvittigt. I så fald bliver flyveturen ikke mindre lang end den til Sri Lanka, men mellem dengang og nu er der sket det, at Hugo og Berta er blevet monsterglade for at se tegnefilm. OG vi kan nu også tale med dem om forløb. De forstår godt, at når man sidder i eksempelvis en bus, er det ikke fordi, at det nødvendigvis er en hobby, man har, eller noget, man sådan foretager sig uden formål. De forstår, at det er noget, der skal til, for at man eksempelvis kan komme op i kolonihaven. Ligesom at togturen er en præmis for at besøge farmor, og en flyvetur i efteråret stod for, at de dagen efter kunne løbe rundt med bare tæer i sandet i Barcelona. Så jeg er yderst optimistisk og fuld af forventning til hele oplevelsen! 

Lige så snart, vi har bestilt rejsen, kommer jeg selvfølgelig til at råbe det udover hustagene. Jeg tør bare ikke jinx’e noget, så det hele skal lige falde på plads først. Jeg føler mig så latterligt heldig, at det overhovedet er en mulighed, at vi sådan kan hale nogle uger ud af kalenderen i et af årets vel absolut mindst sexede måneder og så tage på stranden! Hvis internettet en dag lukker, og jeg derved eller af andre årsager ikke længere kan leve af min blog og derfor skal have et lidt mere almindeligt job med faste arbejdstider igen, så vil jeg se tilbage på den her tid, hvor vi kunne rejse, som vi ville, hvis bare vi havde sparet nok op og fået de rette vaccinationer, som en goddamn velsignelse. Og derfor skal også den her mulighed for eventyr udnyttes, og jeg glæder mig som en sindssyg! ❤️