Mette Marie Lei Lange (foto: HEIN Photography)
Igen har billedet ikke noget med indlægget at gøre, men jeg kunne sgu ikke finde ud af, hvad jeg skulle vælge. Og HEIN Photography tog det her af mig sidste mandag, og jeg synes sgu, det er ret fint (omend jeg ser lidt kæk ud), så vær’sgu’! 🙂
Vores børn stod op kl. 3 i nat. Fuldstændigt uigenkaldeligt, skulle det vise sig, efter at jeg i to-en-halv time havde gjort mit bedste for at få dem til at skifte mening. Det var totalt Hugos idé – Berta var egentlig bare en uskyldig, som blev hevet med i faldet, sammen med mig og Jon. Problemet var bare, at de begge to død og pine VILLE ligge hos mig, for ellers havde det smarte jo selvfølgelig været at dele dem op, så Berta kunne få noget søvn. Og Jon eller mig, for den sags skyld.
Men nej. Fra klokken 3 til klokken 5.23 lå jeg på madrassen i børneværelset og bad Hugo ligge stille/ikke slå mig i hovedet/ikke tale om tandlæger/lade være med at prøve at tage Bertas plads. Efter halvanden time på dén galej gav vi alle sammen kollektivt op og erklærede tirsdagen for begyndt. Jon rullede sig sammen på sofaen sammen med ungerne og en iPad og lod mig sove et par timer i soveværelset. Bless his heart.

I går satte jeg gang i en lille spørgeleg med dette indlæg, og mange af de spørgsmål, der er kommet indtil videre (man er stadig meget velkommen til at byde ind!), tegner et billede af, at jeg måske lidt har tegnet et billede af, at jeg altid går rundt og agerer omvandrende overskud. Det håber jeg virkelig ikke, I tror, for det ville fa’me være usolidarisk. 🙂

Som jeg ser det, handler det om mikro- og makro-perspektiver.
I makroperspektivet er jeg altid optimist. Jeg tror på, at verden grundlæggende er et godt sted, og jeg tror ikke på dårlige dage. Selvom man har en lorte-morgen, kan den sagtens vendes til at blive supergod, og selvom det er gråvejr nu, kommer solen snart igen. Jeg tror på, at man skal ophøje de små øjeblikke, som dagen, ugen, livet giver én, og gøre sit bedste for at se det store i det små. Livet handler ikke om at vinde i Lotto, have de længste ben eller rejse de sygeste steder hen på business class. Det kan nemlig sagtens være lortevejr, og man kan snildt have hjertesorger, selvom man er både berejst, berømt, langbenet og rig.
Derfor handler det om at finde opturen i de små ting. I solskin på en mandag i januar, at give eller få et kompliment til eller fra en fremmed, at der er tilbud på den is, man bedst kan lide, i Netto, og så videre. Sådan har jeg vist nok altid lidt set på tingene, og det er særligt noget, jeg har øvet mig i og praktiseret bevidst, efter at jeg er blevet voksen.

I mikroperspektivet kan jeg dog sagtens være en opfarende madamme, som hader at blive vækket om natten, er træt af leverpostej og bare gerne vil bruge en eftermiddag på at se Netflix i stedet for at skulle lave alt muligt aktivt, fordi jeg har formeret mig. Mikroperspektivet er blevet en smule udfordret, fordi vi har fået børn. Før Krapylerne bestemte jeg jo overordnet set ret meget selv. Hvis der var noget, jeg ikke havde lyst til eller noget, der ikke bagte min nuddel, så gjorde jeg noget andet.
Sådan er det ikke længere. Og da jeg havde sloges med Krapylerne i halvanden time fra klokken 3 til 4.30 i nat, for at få dem til at sove, og Jon kontinuerligt trak torsk i land i rummet ved siden af, brølede jeg med en jættes kraft, at han saftsuseme godt kunne stille på fordækket og hjælpe med arbejdet – og det med det vuns! Ikke særligt zen, ikke særligt overskudsagtigt og heller ikke særligt fordringsfuldt. For sådan er jeg også. Jeg har et iltert temperament, som jeg ikke kendte til, før nogen begyndte at nakke min nattesøvn. Jeg vil rigtigt gerne være bedre til ikke at råbe højt og blive sur, når jeg føler, at elementerne løber mig over ende, og det arbejder jeg så med. For det gode er jo, at man kan ændre sig. Man kan for alt i verden ikke ændre andre, men hvis man gør sig umage, kan man ændre sig selv. Det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre, hvis man virkelig gerne vil det. Og jeg gider ikke være hende den sure mor, som vrisser, råber og skaber mig. Jo, en gang imellem, men ikke så tit, som jeg gør lige for tiden.

Så det er altså også mig! Jeg er en optimistisk kærlighedsentusiast med tillid til den verden, jeg er en del af. Og når jeg ikke får min søvn, bliver jeg en olm og brølende trold, som til min ros er ret god til at erkende skyld og sige undskyld bagefter. Trods alt. Og jeg ved, at når jeg får styr på den trold (for Trold Kan Tæmmes), så kommer det til at føles så skidegodt at se det sted, hvor det normalt ville være løbet af med mig, og så passere det uden dårlig stemning. Det glæder jeg mig til! 🙂