At have børn på to år er ret meget som at date en selvoptaget mand i slutningen af 20’erne. Åh, jo, det er sandt!
Se selv her:
1) Man lister rundt på æggeskaller og gør sit allerbedste for ikke at starte skænderier.
2) Når det alligevel sker, og man så sætter sin fod ned, fortryder man det hurtigt.
3) Når man beder om en forklaring på, hvorfor de flipper ud, kommer de med en lang, usammenhængende tale (leveret med store armbevægelser), hvoraf man godt forstår alle ordene, men på ingen måde forstår sammenhængen.
4) Når man så opgiver og til sidst ligger og bider i græsset og tænker, at det her ikke står til at redde, kommer de listende, kysser én på øret og siger, at de synes, man er dejlig.

🙂

I går hentede vi ungerne ret sent i børnehaven i forhold til normen, fordi Jon havde første arbejdsdag på Det Kongelige Teater, og jeg var bagud med ALT efter sidste uge med syge børn i kanon. Gensynsglæden var stor, men den blev øjeblikkeligt afløst af en indestængt vrede fra Hugos side, fordi han ikke blev hjulpet i overtøjet på præcis det tidspunkt og præcis den måde, han nu lige havde tænkt sig. Og det var lidt svært at følge med, da han skiftede mening omkring eksekveringsmodellen en 4-5 gange undervejs.

Derefter blev vi enige om at droppe at tage hjem og lave aftensmad og i stedet tage på Dalle Valle og spise buffet. Det er prollet ad H til, men det spiller. Og så blev vi enige om at give Hugs og Bertie lov til at bestemme alt resten af dagen.
Forstå mig ret, man måtte fortsat ikke spise glasskår eller give lammere til fremmede. Men Jon og jeg har indset, at vi nok nogle gange er lidt til den strenge side sådan rent opdragelsesmæssigt. Vi vil meget gerne have masseret nogle gode manerer ind i vores unger, så de kan møde verden med et godt udgangspunkt, når vi en dag ikke længere kan forventes at stå i kulissen og undskylde for dem. Men nogle gange har vi måske nok lidt for travlt med netop det. Og når man har sådan to ballademagere på to år, kan der hurtigt gå lidt “fårehyrde” i den. Jeg kan godt, særligt på de dage, hvor jeg er alene med ungerne, føle, at jeg løber rundt som en hyrdehund og bruger al min tid på at genne dem sammen og få dem til at løbe i den samme retning. Og det kan jeg egentlig godt forstå, at Krapylerne reagerer lidt på til tider.

Derfor brugte vi eftermiddagen og aftenen på kun at have fokus på, hvad de gerne ville. Vi manede ikke til besindighed, vi bad ikke nogen spise pænt, og vi accepterede, at alt lå, hvor det nu engang faldt. Hugo brugte en time på at spise spaghetti og kødsovs med fingrene og derefter massere resterne ind i mit hår, og Berta gik med Jon i buffetten og kom tilbage med verdens måske største portion risalamande nogensinde, og jeg har sjældent set hendes halvmåne-formede øjne stråle meget. Bagefter gik vi over på hovedbiblioteket og læste bøger og legede, indtil begge unger gjorde i bleen, og så driblede vi hjem. Her faldt de begge to i søvn meget hurtigere og med megen mindre palaver end de seneste uger.

Tror måske, vi skal lette lidt på grebet om principperne i Langehjemmet de næste uger, og så bare lade ungerne “teenage” den lidt i en periode. OG så skal vi måske til at servere aftensmad for herskaberne allerede kl. 17, for det viste sig at have en yderst gavnlig effekt på både appetit og stemning i går. We live and learn … 🙂