16122025_10154585688321886_1710915324_o
Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der læser med her, som også følger med i mine små videoer og billeder på Insta-Story, men de, der gør, vil vide, at jeg i morges var parat til at sælge begge mine børn til det første bud over 10 kr.
KÆFT, hvor er jeg meget mere fan af at have børn på snart 3 år end små babyer! De er meget sjovere, de kan snakke, de vil ting og gør ting, og i mange henseender er det nemmere. Men satme ikke altid.

I efteråret brugte Jon jo fire måneder på at have primær adresse i Svendborg, mens han gav liv til en kunstnerisk sjæl i 50’ernes Danmark, der kan nydes på TV2 Charlie i foråret. De første måneder af den tid havde vores unger ret svært ved at forstå, hvad det hele gik ud på, og særligt Hugo var sgu i en lille form for sorg. Flere gange om ugen fik han små raseri-anfald, der mundede ud i, at han brød hulkende sammen og sagde “Mig savner min faaar”. Meget nemt at forstå og sympatisere med, og det synes jeg faktisk, vi fik håndteret meget godt, når det opstod. Vi snakkede meget om begrebet ‘familie’, og at man altid er i familie, selvom man nogle dage ikke lige ser hinanden.

Efter et par måneder, affandt de sig med situationen. Det var en lettelse, men på en måned også en lille smule forskrækkende at se, hvor hurtigt to små børn kan vænne sig til at gå fra en hverdag med to forældre til halvanden.
Da Jon så kom hjem igen i december, var der liv og glade dage, og de næsten tre ugers juleferie har alle Lei Langerne været glade for.
Og så kom januar og sammen med den – hverdagen. Bortset fra, at vi hjemme hos os ikke rigtigt har den samme hverdag hver uge. I sidste uge skød Jon en zombie-kortfilm i Høje Taastrup, som alle dagene trak ud til midt på natten. Derfor var Hugo og Berta pludselig atter stuck med mig som primus motor på forældrefronten. Og det er som om, det har forvirret dem lidt, at Jon  var væk, så tilbage for fuld hammer, og så væk igen. Og det har resulteret i, at de her i weekenden har taget deres forholdsregler. Sådan virker det i hvert fald. Ham dér far kan man jo ikke regne med, så mor skal gøre alt! Far må ikke skifte ble, far må ikke give bad, far må ikke putte. Nej, far må ikke så meget som helte en gaffel til mig. Den slags gjorde naller på faren, som jo egentlig gerne ville være med, og det var også en kende anstrengende for moren, som havde svært ved at være alle steder på én gang.

Desuden er mine dejlige ønskebørn efterhånden blevet så udspekulerede, at de tit nærmest “rigger” en fight på forhånd. Hugo siger eksempelvis, at han gerne vil sidde til højre i ladcyklen, hvorefter han sætter sig op på det, han tror er højre side. Det får Berta til at bryde grædende sammen, mens hun hulkende tilkendegiver, at hun også drømte om at plante sin lille blemås i højre side. Hvad sandt er, forkynder jeg så for Berta, at Hugo heldigvis har byttet om på tingene og sat sig i venstre side, så højre side er heldigvis stadig ledig! Hvilket får pigebarnet til at græde med endnu større kraft, da hun faktisk, nu vi taler om det, egentlig også mente, at det var venstre side, hun ville have. Og så bryder helvede løs med flitsbuer, krampegrød, riven i håret og usamarbejdsvillighed. Og dét er bare mig … 😉

Jon og jeg gør naturligvis det, man skal. Vi yder forståelse og nærvær. Vi rummer. Vi trøster. Vi snakker, aer med hårene og gør vores bedste for at udrede de konflikter, der opstår. Selvom vi ikke altid forstår dem og nogle gange får lyst til at holde lange taler om hungersnød, global opvarmning, vanrygt og virkelige problemer. Og så er der de dage, hvor den ene af os (i dag var det mig) til sidst finder sig selv midt på gulvet i børneværelset i et nærmest guteralt og relativt imponerende skrig om, at “nu kan det knagme være nok”, inden vedkommende (mig igen) drøner ind i soveværelset og jamrer ned i en pude.

Sådan nogle morgener har vi sandelig også i Langehjemmet! De må endelig ikke tro andet, kære læser, selvom jeg som oftest hengiver mig til livets lyse sider.
For det gode er jo, at Jon kun arbejder i dagtimerne hele denne uge, at jeg fik trænet i dag, at solen skinner, og at jeg allerede glæder mig lidt til at hente Krapylerne sammen med Jon og satse på, at i aften bliver helt anderledes end i morges! 🙂