image1
Der er nogle seje kvinder, der fylder mit hoved i disse dage. Som gør mig i godt humør og inspirerer mig. Får mig til at føle, at vi (kvinder) er seje og ikke bør sættes i bås, at der er plads til forskellighed, og at vi alle sammen har en hel masse til fælles, selvom vi er sindssygt forskellige. Og at de forskelle har en mægtigt stor værdi, som vi gør klogt i at anerkende og værdsætte. At meget skal findes i nuancerne og ikke i det, man allerførst får øje på.

Den ene af disse damer er skuespilleren Ulrikke Falch, hvilket måske er lidt pudsigt, for hun er blevet kendt for TV-serien SKAM, som jeg som måske den eneste her i landet ikke ser. (Jeg har prøvet, og nej, jeg gider ikke give anden sæson en chance. 🙂 )
Ulrikke tiltaler mig, fordi hun har en position i mediebilledet, som hun snildt kunne udnytte til at få likes for lækre modlys-billeder  i sponsoreret tøj eller til fester med kendte og kongelige i Oslo. I stedet bruger hun sin Instagram-konto til, med verdens største glimt i øjet, til at vise helt enormt mange selfies taget i frøperspektiv og dårligt lys og højlydt prise alle menneskers ret til at være dem, de er. Hun er så langt fra en dulle, som man kan være, og det er befriende, når hun nu samtidig er lidt at et ikon indenfor popkulturen lige pt. Hun betragtes som en af nutidens feminister, og hun formår at anvende sig selv som redskab på den vel nok største platform, der findes, nemlig de sociale medier, til at bringe sit budskab ud til masserne.

Nogle andre af de kvinder, der for tiden er i mine tanker, er trekløveret bestående af Ekaterina Krarup Andersen, Nikita Klæstrup og Louise M. Kjølsen alias Twerk Queen. De tre damer insisterer på deres ret til at klæde sig (af) præcis, som de vil. I disse dage bliver det diskuteret en del i aviserne, om de tre damer kan tillade sig at kalde sig feminister, som de gør, hvilket jeg næsten synes er med til at betegne dem som netop dét. De insisterer efter egne ord på at være slutty og veluddannede på samme tid, og de smider tøjet på fotos for deres egen skyld – ikke for mændenes. De reclaimer deres seksualitet.

Ulrikke Falch høster som udgangspunkt mere ros for sin selvudstillelse på Instagram, end de tre afklædte musketerer gør, og det skyldes måske, at det objektivt kan synes mere sympatisk at turde ligne lort på et medie, hvor de fleste gør deres ypperste for det modsatte. Vi kan godt lide at se, når de smukke og kendte viser sig fra deres værste side. Det gør dem mindre urørlige og mere almindelige. At Ulrikke Falch viser sig med mayonnaise i mundvigen og deller på lårene betyder ikke, at vi tror, hun ikke kan andet end det. Tvært imod. Det får os til at knytte alle mulige positive superlativer til hende også.
At de danske damer går i den anden grøft og holder fast i deres ret til at fremstille sig som sex-objekter for deres egen skyld, vækker som udgangspunkt ikke samme sympati i den brede offentlighed, og de dømmes i langt højere grad som værende ’slutty’, end Ulrikke gør for at være ‘grim’. Måske fordi mange af os bedre kan kende os selv i Ulrikkes fortolkning af sig selv, end vi kan i Nikitas, Louises og Ekaterinas. Men det gør absolut ikke deres budskab mindre relevant, synes jeg. Og det giver dem ikke mindre ret. For de siger jo fuldstændigt det samme som Ulrikke. Nemlig: “Jeg vil have lov at se ud, som jeg vil, uden at det skal være afgørende for, hvordan du derudfra bedømmer hele min personlighed”.

Hvis jeg skulle vælge en måde at udtrykke mig på i denne samme sammenhæng, ville den nok minde mest om Ulrikke Falchs. (Det er ret tydeligt på min Instagram-konto, hvor jeg for tiden er ret gavmild med de mindre flatterende selfies). Men det betyder ikke, at jeg har ét gram mindre respekt for de tre danske damer, der på deres måde og med deres udtryk kæmper for kvinders ret til at gøre og klæde sig præcis, som de har lyst og så i øvrigt foretage sig alt muligt andet udover det.
Ingen af os har lyst til at være grimme hele tiden, og ingen af os har lyst til at være sexede hele tiden. Og ingen af os vil dømmes helt og holdent på den måde, vi ser ud. Men i denne tid, hvor der er så ualmindeligt meget fokus på udseende og den måde, hvorpå det udstilles via de sociale medier, er der brug for, at nogen overdriver og sprænger rammerne, så der bliver mere plads imellem dem til alle mulige forskellige udtryk fra alle mulige forskellige mennesker på alle mulige forskellige tidspunkter.

For der skal sgu være plads til os alle sammen. Og vi ér forskellige! Men det, vi har til fælles er, at vi er så meget mere end et snapshop på Instagram. Med eller uden filter. Med eller uden dobbelthager. Og med eller uden tøj på.