SC_02605 Sex and the City , September 27, 2007 Photo by Craig Blankenhorn/newline.wireimage.com To license this image (14968603), contact NewLine: U.S. +1-212-686-8900 / U.K. +44-207-868-8940 / Australia +61-2-8262-9222 / Japan: +81-3-5464-7020 +1 212-686-8901 (fax) info@wireimage.com (e-mail) NewLine.wireimage.com (web site)

Forleden, da jeg skulle ned og hente ungerne i børnehaven, kørte jeg, som jeg oftest ynder at gøre, den kønneste vej derned. Når jeg kommer fra Tinnitus i Holbergsgade, fører den rute mig ned forbi Holmens Kirke, siden Børsen, så ind over gårdspladsen ved Christiansborg og så ned forbi Frederiksholms Kanal. Gamle Kjøwenhavn, når hun i sandhed er aller-smukkest!
På min vej ned mod kanalen, så jeg to mænd komme gående på fortorvet. De sludrede sammen, skuttede sig i vinterkulden og så ikke ud til at have travlt. Den ene var i en uldfrakke og nypudsede sko, og den anden havde en windbreaker og løstsiddende bukser på og den ene hånd skubbet ind under den mands overarm. I den anden hånd havde han en rød og hvid stok, som han lod stepdanse foran sig for hvert skridt, for han var nemlig blind.

Så stak mine tanker af. Jeg kom til at tænke på, hvordan jeg siden december til min egen ros har været relativt stabil i forhold til at komme ned i træningscentret hver uge. Jeg knokler absolut ikke røven ud af bukserne hver gang. Nogle gange løber jeg bare nogle minutter, krammer en håndvægt og går ned i bad. Min overordnede indstilling er blot, at jeg SKAL derned hver uge – resten af livet. Det handler ikke om, at jeg skal være tyndere. Jeg vil bare gerne have en stærk(ere) krop, og for mig handler det om lige præcis vanen. Jeg er alt for god til at lægge den på hylden, når jeg synes, presset er for stort, så denne gang har jeg ingen mål eller idealer. Jeg skal bare fysisk bevæge mig ned i Arndal Spa hver uge. Og det KAN jeg da finde ud af.
Men selvom jeg ingen planer har om at skulle være SportySpice, synes jeg alligevel, det var ret fedt, da jeg forleden øjnede mig selv i spejlet dernede og så, at min mormor-muskel på underarmen er lidt på retræte. Og at mine ben ser lidt stærkere ud. Jeg tænkte, at det ville Jon måske også kunne sætte pris på, når jeg om en måneds tid skal valse rundt i bikini foran ham tre uger i træk, når vi skal på familieferie.

Og så så jeg altså den her blinde mand og kom til at tænke på, at gad vide, hvad han tænder på? Mon han også sætter pris på en fast røv, mave som et vaskebræt og tonede lårmuskler? For hvis jeg lukker øjnene og forestiller mig, at de altid har været lukkede, så er det jo ikke æstetikken, der er afgørende for, hvad der er rart at røre ved. Hvis jeg forestiller mig at være blind og gå i seng med et andet menneske, ville jeg da nok egentlig foretrække, at der var noget blødt, lækkert og sanseligt at føle på og ikke stærke, spændte muskler og faste former.
Jeg kan virkelig godt sætte pris på synet af en veltrimmet mande-overkrop, og jeg kan også rigtigt godt lide at føle på den – men det sidste skyldes vel, at jeg ved, hvordan den ser ud? Og grunden til, at det falder i min smag, er dels fordi, at samfundet har smittet mig med et skønhedsidéal og dels fordi, at noget biologisk i mig siger, at det er klogt at formere sig med en mand, der kan forsvare mig og vores efterkommere. Gætter jeg på. Og sidstnævnte er måske nok det samme, når man er blind.
Men når det kommer til, hvad der er rart at røre ved; hvis vi HELT kan slukke for det, vi har lært af magasiner, Instagram, modebilledet, gadebilledet og på film. Vil man så ikke helst have bløde pakker i stedet for hårde?

Ja, sådan fik jeg altså en cykeltur til at gå forleden. 🙂 Nu gætter jeg ikke på, at jeg har nogen blinde læsere, men hvem pokker ved! Så HVIS jeg har, ville jeg elske at høre nogle input. Ingen mennesker er selvfølgelig ens – hverken seende, hørende, blinde, døve, grønne, brune eller dejfarvede, I know. Men det kunne alligevel være sjovt at høre! 🙂